Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Greb om etikken

Hvad er etik? Posted on Tue, August 07, 2012 13:31:07

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 7. juni 2012)

Der tales om etik
som aldrig før. Men ofte er der langt fra ord til handling, når virksomheder og
institutioner besmykker sig med værdibegreber og etiske retningslinjer i
glittede foldere. I forsøget på at sætte flueben ved etikken er etik blevet
noget, vi har, og ikke noget vi er. Der er aldrig blevet pudset så mange
glorier gennem flotte hensigtserklæringer og højtbesungne værdibegreber såsom
respekt, faglighed og ansvarlighed. Men den skinnende glorie kan let falde ned
foran øjnene på os og gøre os blinde for det, etikken egentlig handler om.

Etik angår praksis
og dermed de handlinger vi kan stå inde for og har erfaring med bringer noget
godt med sig. Etik er samtidig en fortsat dyrkelse af karakteregenskaber i et
tæt samspil med de mennesker, vi omgås. Etiske refleksioner kan være frugtbare
og nødvendige men etikken fungerer imidlertid
bedst, når vi ikke har behov for at tale om den, men når den udleves og
afstemmes i forholdet til andre mennesker. Sådan har det været i årtusinder,
men det er noget vi ofte glemmer i dag. Men hvordan tager vi så hånd om
etikken? Lad mig give et historisk eksempel.

Langt de fleste
håndværkerfag har fra gammel tid udviklet hver sine ritualer og skikke, dels
til markering af grænser, og dels til løbende afstemning af skik og brug.
Snedkerne havde en ganske særlig skik, der er gået ind i sproget som etisk udtryk.
I overgangen fra lærling til svend skulle lærlingen således høvles til. Det
foregik ved, at lærlingen blev lagt på en bænk og symbolsk høvlet, pudset,
filet, skåret og hugget til eller sågar rettet af. Han blev behandlet som en rå
og klodset træblok, der skulle formes til en skøn søjle. Behandlingen skulle
symbolsk tjene til at fjerne alt det rå, udannede og ufærdige hos lærlingen og
gøre ham til et godt menneske i snedkerfaget. Den ubehøvlede blev stemplet som
uægte og en der skulle skik på. Det er herfra vi kender udtryk såsom at være
ubehøvlet og kantet, hvilket stadig fungerer som etiske udtryk. Som lærling
skulle man stå imod mangt og meget, hvilket selvfølgelig ikke skal forherliges
i dag. Men målet var klart, nemlig at blive en god snedker og en del af
fællesskabet.

Den omtalte
behøvling finder stadig nye former i nutidens professioner. Gennem mit arbejde i
sundhedsvæsenet oplevede jeg eksempelvis for nogle år tilbage, hvordan en
nyansat sygeplejerske blev behøvlet blandt de mere erfarne på afdelingen. Den
nyansatte sygeplejerske skærmede ikke patienten i forbindelse med en sengevask,
hvilket kollegerne blev opmærksom på. Blandt to erfarne sygeplejerske lød det: ”Hende
skal vi nok få rettet af”. En praksis hvor vaner behøvles og rettes til gennem
skulderklap og små verbale dask, som grundlag for nye accepterede vaner, der
siden rodfæstes som sædvaner. Det er netop her, vi finder arbejdet med etikken.
Etik som en behøvlingsproces. Etik er på den måde mere dannelse end uddannelse.
Men det har vi stort set glemt i dag.

I dag inddrages etiske
redskaber såsom etiske modeller, teorier og andet etisk vraggods, når etikken
volder kvaler i det daglige arbejde. Men vi bør ikke glemme at se arbejdet med
etik som et led i en faglig og almen karakterdannelse. Et arbejde, der ikke
baserer sig på etiske redskaber, der kommer ind i praksis, men menneskelige
såvel som faglige egenskaber, der vokser ud af praksis. Et arbejde med sigte på,
at det at være etisk er at gøre det gode med og uden fag. Vi kan uddannes i
etik, men det sikrer ikke etikken. Etik er derimod primært en fortsat dyrkelse,
afstemning og behøvling af den gode karakter.



Etikken der går

Hvad er etik? Posted on Fri, January 20, 2012 14:17:50

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4.1.2012)

Vi har netop
fejret nytåret. Her bruger vi tid på at se tilbage på året der gik for
derigennem at komme bestyrket ind i det nye år. Vi har set tilbage på de
vigtigste begivenheder i politik, sport og kultur. Men hvad ser vi, når vi
kigger tilbage på årets gang fra et etisk perspektiv?

Her rejser
der sig en lang række sager, og enkeltsager især, som medierne har trukket frem,
og hvor etikken er blevet nævnt. Vi har debatteret nedgravning af aborterede fostre,
gentest, prioritering i sundhedsvæsenet, kvinder hvis børn blev syge af sæd fra
samme donor, pigen der fik fjernet brysterne som 15-årig, hvilket blot er
ganske få eksempler på tematikker, som har trukket overskrifter i den
offentlige debat i det forløbne år. Dertil kommer debatten om de evigt aktuelle
emner såsom organdonation, aktiv dødshjælp, grænser for abort, osv.

Men skal vi
se tilbage med etikken, er det relevant se at lidt længere tilbage for på den
måde at se, hvordan etikken ændrer sig i det danske samfund. Lad mig give nogle
eksempler. I Det Etiske Råds 25-årige historie har der flere gange været rejst
en debat om kunstig befrugtning. Læser man Rådets redegørelse fra 1995 står der,
at et flertal var modstandere af nedfrysning af befrugtede æg i forbindelse med
fertilitetsbehandling eller nedfrysning af ægceller i det hele taget. I dag er
det blevet sædvanlig praksis, uden at nogen løfter et øjenbryn. I dag er det
godt og vel et år siden, at en kvinde tilmed fik udleveret en afdød mands sæd
med sigte på kunstig befrugtning. Tilbage i slutningen af firserne var der en
heftig debat i Danmark vedrørende hjernedødskriteriet. Det vil sige muligheden for
at erklære en person død, hvis blot hjernen er død, hvorefter hjertet kan transplanteres.
Der var stor modstand dengang. I dag er det blevet sædvanlig praksis, og jeg vil
tro, det er vanskeligt at finde mange modstandere i dag. Går vi fra firserne
tilbage til halvfjerdserne, finder vi hele abortdebatten, hvor aborten som bekendt
blev fri. Her var der også stor modstand. Men hvordan ser det ud i dag? Det er
meget vanskeligt at finde modstandere af den fri abort, med mindre man skeler
til nogle religiøse kredse. Til gengæld diskuteres grænser for begravelse af aborterede
fostre og andre grænser forbundet med provokeret abort, som vi må tage stilling til, fordi vi har indført en særdeles
liberal abortlovgivning.

Men hvad er
det så, vi rynker på næsen af i dag? Mange forholder sig kritisk til muligheden
for, at tre personer genetisk kan blive forældre til samme barn. Det kunne også
være to mænd, der blev genetiske forældre til et barn via en rugemor. Flere er
kritiske overfor genmodificerede fødevarer. De fleste ønsker ikke at mennesker
klones, osv. Listen er lang og jeg er selv blandt dem som forholder sig kritisk
til ovenstående teknikker. Men ser vi historisk på udviklingen af skik og brug,
har sæderne altid været i forfald. Hvad der var udsædvanligt sidste år, er
blevet sædvanligt i år. Som en stor filosof en gang sagde: ’Kanonen vil kræve
sin ret’. Når først teknologien er skabt, vil den også blive brugt på et
tidspunkt.

Men hvad bør
vi så gøre? Bør vi blot give slip og lade alt flyde. Hertil er svaret nej. Vi bør
derimod blive mere bevidste om, det vi står for, det vi finder os i, og dermed
har hjemme i. Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og
sætte grænser. Vi bør pejle efter et ’hertil og ikke længere’ og lade det være
en besindelse for dem, som følger os. Udviklingen skal ikke bremses, men vores
værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning.
Men nytter det noget? Ja, vi får større etisk bevidsthed og givet kant til egen
stilling. Det afgørende er, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken,
men ser mennesket først, vores medmenneske. Det er det, etikken drejer sig om.



Ydmyghed er en dyd

Hvad er etik? Posted on Sun, September 18, 2011 00:18:58

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 15.8.2011)

Etikken
bliver synlig, når den anden kommer ind på scenen. Et helt grundlæggende etisk
spørgsmål bliver derfor: ”Hvad med den anden?”. I nutidens samfund fylder
forholdet til os selv imidlertid mere end forholdet til den anden. Etisk set
kan vi give plads til den anden gennem ydmyghed som dyd.

Ydmyghed er ikke uvidenhed om, hvem eller hvad man er, men snarere accepten og
erkendelsen af det, man ikke er i forholdet til den anden. Ydmygheden står
derfor i modsætning til forfængelighed og hovmod.

Ydmyghed er ikke ringeagt eller selvforagt, men skal imødegå selvtilfredsheden
og selvtilstrækkeligheden. Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket
reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding.

Men ydmygheden betyder ikke, at vi underlægger os den anden. Ydmyghed er ikke
ydmygelse. Med ydmygheden tillader vi derimod at give den anden en plads. Vi
profilerer eller iscenesætter ikke os selv, men giver plads til den anden og
får derigennem blik for den anden.

Vi giver
plads til det, som ikke gavner mig, men det, som har værdi for den anden. Hvor
der er ydmyghed, er der barmhjertighed.

I Danmark er ydmygheden blevet en pompøs gæst, når vi pudser etikken af ved
festlige lejligheder, eller når situationen giver os aflad gennem
selvforpligtet velgørenhed. Som praksis er ydmygheden efterhånden sjælden og
forbliver derfor uudviklet som dyd.

Ydmygheden bliver til gengæld synlig som jantelovens projektion. Vi peger på
den anden og siger: ”Du skal ikke tro, du er noget”. En jantelov, som de fleste
anfægter, men alligevel ender med at forfægte gennem praksis. Ydmyghed bliver
dermed ikke noget, jeg kræver af mig selv, men en karakteregenskab jeg
forventer af den anden.

Men janteloven skaber hverken ydmyghed hos den enkelte eller den anden.
Janteloven skaber derimod lavt selvværd, dårlig selvtillid og skam, hvilket
intet har med ydmyghed at gøre.

Etisk set er ydmyghed derimod en erkendelse af andres værd og ikke blot egen
værdighed. Jeg skal blive verdensmester i at være den, jeg er, men jeg er ikke
verdens centrum, og der vil altid være nogen eller noget, der er større end
mig.

Med ydmygheden giver man lov til, at andre kommer til orde gennem respekt for
andres meninger og holdninger. I den etiske diskussion er ydmyghed derfor et
absolut krav. I arbejdet med etik er det vigtigt, at vi får blik for de mange
synspunkter og de etiske spørgsmåls sammensatte natur.

Det er vigtigt, at vi øjner andres værdier og argumenter. Ikke altid med et
modargument parat, men med mulighed for en ny erkendelse. Her var Sokrates en
mester. Ydmygt indstillede han sig på at være uvidende, hvilket åbnede for en
dialog med fælles erkendelse som mål.



Kan man slå med etikken?

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:28:54

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 27.5.2011)

Ja, det synes at være
tilfældet. Prædikatet etisk og i særdeleshed uetisk benyttes mere end
nogensinde i den offentlige debat. Aldrig som før bliver nogen eller noget benævnt
som uetisk eller umoralsk, amoralsk, immoralsk såvel som dobbeltmoralsk. Men
ikke nok med det, så anvendes udtrykket ‘du er uetisk’ som en hårdtslående
trumf, der ofte kommer som man mindst venter det. Men gør det ondt at blive
slået med etikken, og hvad vil det egentlig sige at blive kritiseret som
uetisk? Filosoffer har i mange år arbejdet med spørgsmålet, men i dagligdagen
kommer man let i tvivl, når der svinges med det etiske skyts. Hvis man
kritiseres for at være uetisk, er det typisk, fordi man har forbrudt sig mod
nogle grundliggende værdier, som den eller de forurettede holder i hævd. Det
kan eksempelvis være respekt, værdighed, ansvarlighed eller åbenhed knyttet til
en specifik sammenhæng. Men eftersom ordet etik stort set altid bruges, når etikken
synes at mangle, angår kritikken eksempelvis despekt, uværdighed,
uansvarlighed, lukkethed, osv. Men ofte er det upræcist, hvad det uetiske
dækker over. Tilbage står vi derfor med et begreb, der, som et effektivt
slagvåben, kan slå selv den stærkeste modstander ud af kurs, uden at
vedkommende nødvendigvis har klarhed over, hvad det drejer sig om, udover at
man mere generelt har en slet karakter, er en samvittighedsløs person eller et decideret
ondt menneske.

Hvis man endelig vil
trække det etiske trumfkort i den offentlige debat, bør hver enkelt oversætte
ordet etik, til det sagen i virkeligheden drejer sig om. Hvad er det mere
præcist, den eller de har gjort eller ikke gjort forkert? Hvilke normer eller grænser
er blevet overtrådt? Den uetiske person er usædelig, usømmelig og taktløs, men
hvilke mere konkrete værdier er blevet krænket, og hvori består det taktløse og
usædelige? Det, at nogen er uetisk, kan derfor kun dårligt anvendes som præmis,
men bedre som konklusion. I det hele taget fungerer den etiske debat bedst uden
brug af ordet etik. Man ender let i en blindgyde, når begrebet trækkes frem.
Man kommer ikke rigtig videre, når først nogen eller noget er kategoriseret som
uetisk. Man begynder med konklusionen i stedet for at lægge præmisserne på bordet.
Præmissen kunne være, at man har forbrudt sig mod sædvanen ved at lyve, stjæle,
dræbe, hore eller på anden måde krænke eller forulempe medmennesket. Hertil kan
konklusionen blive, at vedkommende er uetisk. Men blot at sige, at noget eller
nogen er uetisk, er indholdstomt. I stedet bør vi gå direkte til sagen og
præcisere, hvor de værdimæssige grænser bør drages. Personer der fråser med
etikkens farvelade, sparer på begavelsen i en værdidebat. Udtrykket ‘det er
simpelthen bare så uetisk’ svarer til at råbe øv eller buh. Lad os i stedet
høre argumentet og helst pointen i den sammenhæng, der tales, og i øvrigt
fokusere på etik som noget, vi viser, og ikke noget vi slår hinanden i hovedet
med.



Fri os fra det (u)naturlige

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:14:36

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 6.6.2011)

‘Det er unaturligt’ Sådan lyder det ofte i
etiske diskussioner. Diskuteres nye teknikker knyttet til eksempelvis befrugtningsteknikker
eller andre tilkommende bioteknologier, inddrages ikke sjældent argumentet om
det naturlige. Særligt når talen falder på genmodificerede fødevarer, dukker
argumentet næsten altid op. GMO er unaturligt og bør derfor forbydes. Nu er det
ikke sådan, at jeg er teknologiforkæmper eller hilser alle nye bioteknologier
velkommen, tværtimod. Til gengæld mener jeg, at argumenter, der benytter sig af
begrebet om det naturlige/unaturlige, er ugyldige.

Begrebet natur angår det oprindelige, det
medfødte, det første, det grundlæggende, det væsentligste, det uberørte. Det
naturlige afgrænser slet og ret det positive. I modsætning hertil står det
kunstige eller syntetiske, hvilket eksempelvis kan være en række teknologiske
eller medicinske indgreb. Naturen er således noget, vi kan forstyrre eller
krænke. Naturbegrebet er på den måde positivt ladet og knyttet til en grad af
jomfruelighed eller puritansk hellighed. Begrebet nærer med sin iboende
polaritet (naturlig/unaturlig) en mistro til teknologien og dermed den kunstige
verden. Men benytter vi naturbegrebet, som et modargument i en etisk diskussion
glemmer vi, at et af de særlige kendetegn ved mennesket er vores evne til at
bruge redskaber, der netop krænker det oprindelige og uberørte, osv. Således
ligger der allerede i udgangspunktet noget unaturligt ved mennesket og det
menneskelige overhovedet.

Det problematiske bliver, at grænsen for
naturlighed ikke synes at ligge fast. Hvad der før var unaturligt, synes i dag
at være naturligt. Hvis situationen kræver det, vil de fleste sikkert betragte
det som ganske naturligt at tage penicillin, lade sig operere eller få tilbudt
medicinsk smertelindring, hvis situationen byder det. Men det kan betragtes som
noget ganske unaturligt. I den etiske diskussion er naturbegrebet således et
begreb, der lader sig prostituere til ethvert givet formål. Alt kan være naturligt
såvel som unaturligt, når sammenhængen byder det. Det værste kan forvandles til
det bedste og det bedste til det værste med naturens mellemkomst.

Som alternativ til naturbegrebet bør vi diskutere de etiske spørgsmål ud fra det, som er godt. Begrebet om det gode er hjertet i enhver tale om etik. Det gode er det, vi tilfører værdi. Når vi således drøfter nye bioteknologier
bør vi værdisætte teknologien ud fra begreber såsom respekt, værdighed,
ansvarlighed, lighed, barmhjertighed, osv. På den måde giver vi indhold til
debatten og gøder jorden for nye perspektiver på de ofte vanskelige etiske
spørgsmål.

Naturbegrebet bruges derimod ofte som en joker, der lukker
og slukker for en konstruktiv diskussion. Det eneste mulige modargument er at
bruge samme naturbegreb, men hertil knytter der sig ikke et ’fordi’ eller ’derfor’.
Der er kun sjældent, man hører en debattør sige, at noget er unaturligt, fordi!
Det er blot unaturligt. Punktum! Lad os derfor i stedet tale om det gode, og
det vi vurderer som godt, efterfulgt af et ’fordi’ og et gyldigt argument, når
vi diskuterer etik.



Hvad trafikken fortæller om etikken

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:09:55

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 6.5.2011)

Trafikregler ligner på mange måder etiske
regler. Trafikregler drejer sig grundlæggende om at vise hensyn til
medtrafikanter. På samme måde angår etik en række forskellige grundlæggende hensyn
og værdier i mødet med andre mennesker. Ønsker vi at køre bil, skal vi først
gennem en køreprøve, hvor kendskabet til trafikreglerne testes via teori og
praksis. Efterfølgende oplever mange at ”glemme” reglerne, men kan alligevel manøvrere
på bagrund af trafikreglerne. På samme måde bliver de fleste mennesker opdraget
af forældre eller i det mindste kulturelt dyrket gennem skole og arbejde, hvor værdier,
regler og hensyn står centralt. Sidenhen glider mangt og meget ud af bevidstheden,
men der efterlades ikke desto mindre en værdifuld efterrettelighed. De fleste
formår at manøvrere værdifuldt i mødet med andre mennesker på baggrund af denne
tidlige dannelse. Det interessante er, at der i lighed med trafikregler, sker
en gradvis tilpasning, hvilket skaber en automatiseret adfærd. Holder vi
tilbage for medtrafikanter, er der tale om en automatiseret adfærd, uden at vi
nødvendigvis tænker, at det er godt at gøre. På samme måder viser etikken sig
ideelt set som et ’sådan gør man bare ikke’ ’eller ’jeg kan ikke få mig selv
til at gøre andet’. Trafikregler ligner således etiske regler på mindst to
måder: tilpasset efterrettelighed og gradvis automatiseret adfærd.

Da
jeg selv tog kørekort for år tilbage, var der særligt en bestemt trafikregel,
som optog mig en del. Det var den såkaldte sammenfletningsregel ved tilkørsel
på motorvej. Som jeg husker, stod der i datidens teoribog, at man beslutsomt
skulle sætte farten op, køre ind på motorvejen og hurtigt tilpasse farten til færdslen
her. Det udfordrende ved denne regel, som med flere trafikregler. er imidlertid,
at man i nogle tilfælde ikke skal sætte farten op, men tværtimod må sætte
farten ned for ikke at køre ind i eksempelvis en lastbil. Desuden kan en tilpasning
af farten med de andre medtrafikanter hurtigt medføre lovbrud, hvis de andre på
motorvejen ikke overholder hastighedsgrænserne. Der er selvfølgelig ikke noget
galt med denne trafikregel, men ofte er den specifikke situation en vigtig fortælling
om måden, denne regel (ikke) kan praktiseres.


samme måde er det med etiske regler, som mere end nogensinde formuleres i både
offentlig og privat regi. Eksempelvis fulgte jeg for år tilbage nogle sygeplejersker,
hvor de på afdelingen havde formuleret en række etiske regler. En af reglerne
lød som følger: ‘Vis altid ubetinget respekt for patienterne’. Umiddelbart en
god regel alle kunne tilslutte sig. Mens jeg var på afdelingen skete det imidlertid,
at der var indlagt en patient, der tidligere i livet havde forgrebet sig seksuelt
på datteren. Datteren ønskede at forsone sig med faderen, hvilket faderen imidlertid
modsatte sig og angrede ikke. Jeg spurgte personalet, hvordan de bar sig ad med
at udvise ubetinget respekt for denne patient, hvilket unægtelig var yderst vanskeligt.

Det
gælder med trafikregler, som det gælder etiske regler. De kan være vigtige og
nødvendige, ikke mindst når vi som udgangspunkt skal lære at færdes blandt
medmennesker. Men trafik såvel som etik indebærer samtidig en nødvendig følsomhed
for den konkrete og ofte komplekse situation, der ikke tillader et generelt regelbrud,
men en situationsbestemt evne til at give reglen sin konkrete form.



Et stykke med etik, tak

Hvad er etik? Posted on Fri, April 08, 2011 21:19:57

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.4.2011)

I dag dukker ordet ’etik’ op i alle mulige sammenhænge. Etik på arbejdspladsen, etik på internettet, virksomhedsetik, forbrugeretik, medieetik og ledelsesetik. Vi sulter efter etik og kan ikke få nok af det. Men det interessante er, at vi stort set ikke talte om etik for bare 100 år siden. Etikken var forbeholdt filosoffer og teologer, der gennem teoretiske studier reflekterede over den gode og rette livsførelse. I dag hører vi om etik hver dag i den offentlige debat. Vel at mærke som noget vi gerne vil have noget mere af og derfor synes at mangle. I aviser og fjernsyn hører vi om, når nogen eller noget er uetisk, umoralsk, amoralsk, immoralsk eller dobbeltmoralsk. For 100 år siden benyttede vi kun sjældent ordet etik, men ord som ”sædvane” og ”sædelighed”, som en beskrivelse af de værdier, hvorpå vi bygger vores samfund. Skal vi derfor debattere etik i det danske samfund, er der god grund til at vende tilbage til begrebet ”sædvane” og finde forståelse her.

Sædvanen er de vanemæssige handlinger, som er blevet en mere eller mindre ufravigelig del af min karakter. Hvis jeg derfor bryder med det sædvanlige, bryder jeg med de værdier, som jeg i reglen udtrykker. Vi kender det i formuleringer så som: ”Det er mig meget imod” eller ”Jeg kunne ikke få mig selv til det”.

Men hvor kommer sædvanen fra? Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Sædvanen er en påmindelse om vores værdimæssige arv. Billedligt kan sædvanen forstås som den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring, for senere at blive en rød tråd i livet. Sædvanen er derfor ikke vores fysiske udtryk, men vores handlingsmæssige og værdimæssige udtryk. Det bliver et grundlag eller udgangspunkt for det, vi gør, og den rolle vi spiller, når vi møder andre på livets scene. Sædvanen er stedet, hvor mine grundlæggende værdier hviler. Der er således sammenhæng mellem begrebet sædvane, og sædet på den stol vi hviler på. Sædvanen er handlingernes værdimæssige udgangspunkt, afsæt eller hvilested. Etik bliver derfor et spørgsmål om at finde hjemme i det, man gør eller finde sig selv overhovedet. Med etikken forsøger vi at komme overens med os selv, at komme til besindelse. På den måde angår etik samtidig den enkeltes karakter, og det der karakteriserer vores handlinger. Tidligere var vi meget bevidste om dette, når vi identificerede hinanden. Det var fx tydeligt at identificere Jensen, som en rigtig Jensen, der handlede som søn af Jens. Ligeledes med Østergaard, Nørremark eller Sønderskov, det vil sige dem fra gården øst for byen, marken nord for byen eller familien syd for skoven. Denne værdimæssige identifikation har vi stort set glemt i dag. Nu skal vi være individuelle med hver vores særkende og sædvane. Men målet er dog fortsat det samme; at vi som borgere i et samfund, gennem samværet med vores medmennesker, sliber vores karakter, for derigennem at finde os selv, den rette holdning og den rette indstilling i livet. Vi skal slibe, pudse og evt. høvle på vores karakter, så vi ikke bliver ubehøvlede. At være behøvlet er at være etisk. Etik er noget, vi skal arbejde med hele livet, hvilket langsomt kultiverer vores vaner i hverdagen.

I dag synes etikken imidlertid at blive vendt på hovedet. Hvor det før var os selv, der skabte etikken, taler vi nu om, hvordan vi skal have etikken med i det, vi gør. Før tog etik udgangspunkt i vores sædvane og karakter. I dag er etik blevet formaliseret gennem værdisæt og faglige retningslinjer både i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Professioner med respekt for sig selv har fået etiske retningslinjer. Sygehuse har flotte pjecer med værdibegreber, private virksomheder udarbejder etiske regnskaber såvel som etiske kodeks, regler og standarder. Etik er blevet noget, vi ”brander” os med, hvor glorien ikke bare pudses, men udstilles i glas og ramme. Etikken er på den måde blevet objektiveret som normer og værdier, så vi ofte reduceres til beskuere og forbrugere af etikken. Her må vi ikke glemme, at med begrebet om sædvanen har jeg ikke en etik, men er jeg min etik.

Når vi taler så meget om etik i dag, kan vi også her finde en del af forklaringen i begrebet om sædvanen. Vores helt grundlæggende vaner bliver udfordret af kulturelle sammenstød, hvor ”de andres” værdier kan ligge langt fra vores egne. At finde etikken er at finde sine rødder. Men det kan være vanskeligt i et samfund, hvor værdierne hele tiden udfordres, og hvor meninger og holdninger relativeres som lige gyldige og dermed ligegyldige. Rodløsheden får os til at tale om etik, fordi vi kun kortvarigt og midlertidigt ”hører til” eller ”hører hjemme” i det, vi gør. Vi får ikke etik ind i livet, som var det moralske formaninger med posten, men vi får etik ud af livet og de erfaringer, vi gør os. Etik er ikke blot værdibegreber, vi kan formulere og formgive, men et værdifuldt greb i praksis vi må besinde os på. Etik er ikke et fikst redskab, vi kan benytte, når vi kommer i klemme, men i langt højere grad de karaktermæssige egenskaber, der sætter os i stand til at handle værdifuldt.

I det danske samfund er der imidlertid behov for nytænkning, når det gælder håndtering af de etiske dilemmaer. Med baggrund i forståelsen af etik som ”sædvane” vil jeg pege på to andre veje, hvorigennem vi bør arbejde med etik. For det første bør vi skifte fokus fra etiske redskaber til etiske personegenskaber. Håndtering af den etiske situation såvel som det etiske dilemma sker netop ikke bedst gennem redskaber så som nytteetiske kalkuler eller abstrakte principper, men sker bedst gennem udviklede personegenskaber. Det er den tilstrækkelige erfaring, der sætter os i stand til at træffe de nødvendige beslutninger angående liv og død. Arbejdet med etik er som en dyrkelse af karakteren. Den vokser op indefra. Den ligger indgroet i mig, hvor det drejer sig om at finde mine rødder. Hvis vi netop er blevet tilstrækkeligt behøvlede gennem livet, vil vi også være i stand til at håndtere det etiske dilemma på en behøvlet og dermed etisk måde. Dette kræver ikke etiske retningslinjer, men at man selv retter ind efter egen erfaring, hvilket er etikkens grundidé.

Det, der står tilbage, er en forståelse af etik som en praksis, hvor etikken byder sig selv i den konkrete situation. Vi fører med andre ord ikke etik ind i situationen, men får derimod etik ud af den konkrete situation. Vi bør ikke ensidigt fokusere fagetiske redskaber, men derimod på personlige egenskaber, som sædvanen har skabt. Som udgangspunkt giver etikken ikke et påbud om at gøre noget, men derimod et påbud om at være noget. Etik er ikke et bestemt redskab, instrument eller logisk tankerække, der trækkes frem af lommen, når etikken skal takles. Tværtimod er det situationen, relationen eller sammenhængen, der bærer fortællingen om den etisk duelige person. I dette konkrete møde viser der sig et ansvar for det andet menneske, ikke som et frit valg, jeg påtager mig, men snarere som en absolut fordring eller pligt, der hviler på mine skuldre. At handle etisk forudsætter derfor indlevelse, deltagelse og engagement i mødet med et andet menneske.



Etikkens metaforer

Hvad er etik? Posted on Fri, November 02, 2007 08:11:00

Lytter vi til den måde der tales om etik i sundhedsvæsenet, bliver vi bekendt med en række metaforer. Metaforer der ikke blot fortæller om den måde vi frugtbart kan forstå arbejdet med etik i sundhedsvæsenet, men som samtidig fortæller om etikkens egenart. Nedenfor kan ses nogle få eksempler på kropsmetaforer anvendt af sygeplejersker i tilknytning til håndtering af etiske dilemmaer.

Det er min fingerspidsfornemmelse

En mavefornemmelse

Det sidder i baghovedet

Det ligger på rygmarven

Det er kommet ind under huden

Jeg var lige ved at tabe hovedet.

Vi ser her hvordan etikken er en ufravigelig del af personligheden eller karakteren. De enkelte kropsdele symboliserer samtidig forskellige menneskelige evner. Fingerspidsen er meget følsom og afspejler sygeplejerskens intuition. Maven refererer til følelserne, hvor hovedet er den mere rationelle del af sygeplejerskens handletilbøjeligheder. Baghovedet og rygmarven åbner for ideen om tavs viden, som en del af det etiske felt. Når det gælder etikkens egenart anvendes ganske ofte havemetaforer, hvor få eksempler kan ses nedenfor.

Det ligger indgroet i mig

Dyrke karakteren

Den vokser op indefra

Etikken skabes i opvæksten

Finde mine rødder

Havemetaforen åbner for en ide om etik, som noget der kommer indefra, som en langsom proces. Der skal plantes før noget kan bære frugt. Samtidig er etik noget der skal plejes og evt. beskæres.

Blog ImageMetaforer er ikke blot et sprogligt fænomen eller redskab, men noget, der griber ind i både tanke og handling. På den baggrund kan metaforer åbne og lukke for bestemte refleksionsstrukturer og dermed influere på den etiske handling.



Er etik nødvendig?

Hvad er etik? Posted on Thu, June 14, 2007 20:15:28

(Trykt i Kristeligt dagblad d. 28.6.2007)

Nej, etik er ikke en nødvendighed. Etikken fylder mere end rigeligt i tv og aviser når nogen træder på andres normer og værdier. I mediebilledet omtales etik og moral i reglen som en negation, dvs. noget der mangler eller noget vi skal have tilført nogen eller noget. I dag giver det således mening, at arbejde på at få mere etik IND i en virksomhed, et sygehus og ikke mindst et politisk parti. Men min pointe er, at det er lige så svært at komme etik ind i noget, som det er at få kamelen igennem nåleøjet. Etik kommer derimod UD af noget. Etikken viser sig i en situation og kommer til udtryk gennem handlinger. Selvfølgelig kan man profilere sig selv med etiske retningslinjer, kodeks, charter, værdisæt etc. Men det er det samme som at placere en potteplante i vindueskarmen for at få det hele til at se lidt pænere ud. Den eneste opbyggelige lighed med potteplanten, er det forhold, at etikken skal vokse og gro. Men hvor vokser etikken? Det gør den i det enkelte menneske når vi færdes blandt andre. Etikken kommer således af sig selv om vi nu vil det eller ej. Etikken vokser ud af de erfaringer vi har med andre og de vurderinger vi gør os i den forbindelse. At arbejde med etik er således at arbejde med sig selv blandt andre. Etik er derfor ikke et redskab men en egenskab. Etik er ikke en nødvendighed men en omstændighed.

Blog Image



Etikken som dekoratør i vores personlige udstillingsvindue

Hvad er etik? Posted on Tue, February 27, 2007 22:40:11

Den etiske dimension begynder når den anden kommer ind på scenen, som Umberto Eco engang formulerede det. Pludselig skal jeg opføre mig ordentligt, hvor enhver handling fortæller noget om den jeg er. Mennesket jeg møder er det spejl, der spejler mine normer og værdier. På denne måde vil etikken fungere bedst såfremt vi ikke taler om den, men lader den forme sig i mødet med det andet menneske. Etisk set er vi medmennesker før vi er mennesker.

Blog Image

I dag udspiller etikken sig på en anden scene. Med udvikling af personlige profiler, kompetencer og evalueringsredskaber på arbejdspladsen er vi blevet ’CV-ekshibitionister’, der forsøger at finde de projektører, der kan fange os fra nye og bedre vinkler.

Etik er derfor ikke længere noget der opstår og vedligeholdes mellem mennesker men noget jeg har og besidder, som et redskab til at se bedre ud i mødet med andre. Jeg vil ikke se dig, men du skal se mig. Jeg er blevet et udstillingsvindue for den anden. Etikken bliver derfor reduceret til en dekoratør i vores personlige udstillingsvindue. Men det er der råd for – ikke bare etisk råd. Etiske komiteer, nævn og udvalg dukker op som paddehatte blandt de mange professioner. Aldrig før har vi fået mulighed for at shoppe blandt så mange etiske retningslinjer og etiske kodeks. Vi skal sælge vores adfærd i det pæneste papir. Men vi kan hurtigt sælge ud af varen når det er papiret med de flotte værdier vi møder hinanden med. Vi ser ikke den anden og ser derfor ikke os selv. Vi ser kun vores præsentation af os selv når vi pakker karakteren ind i flotte etiske hensigtserklæringer. Men det er den anden der skal hjælpe med at pudse, slibe og høvle på karakteren så vi ikke bliver ubehøvlede.

Blog Image

Etik er ikke noget der kan klistres på udefra men må vokse op indefra i mødet med den anden på livets scene. Hvis etikken er noget vi skal bære rundt på bliver det en tung rygsæk, hvor scenen kræver stadig flere sminkører. Etik skal derimod være en del af rygraden. Værdier som gror i samværet med andre. Etik er at finde og holde takten med vores medmennesker.



Hvad er etik egentlig?

Hvad er etik? Posted on Thu, January 18, 2007 11:49:53

Begrebet etik anvendes ofte i flæng uden klar bevidsthed om begrebets indhold. Personligt havde jeg en spændende dialog med Ole Hartling for ganske nylig. Vi talte netop om begrebets flertydighed og problematiske brug. Som alternativt begreb foreslog han begrebet ‘Takt’. Selvom dette begreb kan finde sine uheldige associationer er jeg enig i begrebets værdi, ikke mindst pga. begrebets metaforiske kraft. Som bekendt betyder ordet etik (etymologisk) sædvane, hvilket finder sin frugtbare værdi, hvis vi adskiller ordet i ‘sæd’ og ‘vane’. Andre synonymer og beslægtede begreber kunne være: Skik, karakter, bolig, dyd, sømmelighed, sædelighed, manerer, etikette, kutyme, pli. Der er visse katagorifejltagelser forbundet med de nævnte begreber men kan, som jeg ser der, alligevel udvide horisonten.

Desuden vil jeg gerne henvise til vedlagte fil ‘Hvad er etik?’, der samtidig er første kapitel i min bog: Etik i sundhedsvæsenet (Munksgaard).