(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 9. juni 2012)

Vi lever i et samfund, hvor individualismen får plads, og det at være
tro mod sig selv får tilført stor værdi. I nogle tilfælde kan det imidlertid
være vanskeligt at balancere mellem det at være tro mod sig selv og tro mod en
anden. Før var troskaben entydig, men i dag er den blevet flertydig og kontrær,
fordi vi lever i en kultur, hvor den enkelte hele tiden skal ’lytte til sig
selv’. Der er tale om en splittelse, der sætter den ægteskabelige troskab under
vedvarende pres. Det interessante er, at tvivlen netop er en af troskabens
modsætninger. Tvivlen begynder som en tvivl på sig selv og er utroskabens
første skridt.

Hvor langt vil vi gå i forsvaret for troskab i parforholdet? Er troskab
overhovedet værdifuldt, lyder et af de etiske spørgsmål. Men her bør det
huskes, at troskab angår tro og ikke viden. Det hele afhænger derfor af, om der
er noget at tro på. ’Jeg tror på dig’ – hvorunder vi finder en moralsk præmis:
’men du skal være værd at tro på’. Troskab er derfor aldrig ensidig, men altid
gensidig og indeholder et løfte. I ægteskabet kan løftet afgives i kirken, hvor
det samtidig helliggøres. Men det er kun, indtil jeg ikke tror på dig længere,
fordi du ikke er værd at tro på, eller fordi troen på mig selv har sejret. Men
troskab såvel som utroskab kan ikke direkte underligges en moralsk fordømmelse.
Netop fordi der er tale om tro, kan utroskab ikke undskyldes, nøjagtig som
troskab ikke undskylder noget.

Troskab i parforholdet forudsætter både kærlighed og varighed.
Utroskab er derimod en mistet tro, hvilket afspejler sig i flygtighed,
vægelsind, fornægtelse og falskhed. Troskaben skabes på baggrund af en tavs
underkastet morallov, som er absolut og tidløs. Principielt er al etik en form
for troskab, hvor jeg i mødet med andre er tro mod mine normer og værdier. Men
moralloven er betinget af fornuften, som ofte viger, når drifterne presser sig
på. Her kan der imidlertid hurtigt drages forhastede konklusioner. Ægteskabet
er mere end blot en indgået pagt om gensidig afbenyttelse af hinandens
kønsorganer, for troskaben rækker langt udover den seksuelle troskab. Troskab
er en mere grundlæggende bevaret kærlighed til et fælles liv, hvor utroskab
fornægter det liv, som allerede er levet. Utroskaben vil etisk set næres af en
grundlæggende mistro til den anden, der medfører tvivl og senere ligegyldighed.
Som nævnt, er troskaben derfor gensidig og kræver i denne relation både
kærlighed og varighed. Hvis man derfor er gået fra hinanden, kan man ikke
længere være utro, med mindre den ene part holder fast i kærligheden og ikke
mindst erindringen om den tabte kærlighed.