(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 7. juni 2012)

Der tales om etik
som aldrig før. Men ofte er der langt fra ord til handling, når virksomheder og
institutioner besmykker sig med værdibegreber og etiske retningslinjer i
glittede foldere. I forsøget på at sætte flueben ved etikken er etik blevet
noget, vi har, og ikke noget vi er. Der er aldrig blevet pudset så mange
glorier gennem flotte hensigtserklæringer og højtbesungne værdibegreber såsom
respekt, faglighed og ansvarlighed. Men den skinnende glorie kan let falde ned
foran øjnene på os og gøre os blinde for det, etikken egentlig handler om.

Etik angår praksis
og dermed de handlinger vi kan stå inde for og har erfaring med bringer noget
godt med sig. Etik er samtidig en fortsat dyrkelse af karakteregenskaber i et
tæt samspil med de mennesker, vi omgås. Etiske refleksioner kan være frugtbare
og nødvendige men etikken fungerer imidlertid
bedst, når vi ikke har behov for at tale om den, men når den udleves og
afstemmes i forholdet til andre mennesker. Sådan har det været i årtusinder,
men det er noget vi ofte glemmer i dag. Men hvordan tager vi så hånd om
etikken? Lad mig give et historisk eksempel.

Langt de fleste
håndværkerfag har fra gammel tid udviklet hver sine ritualer og skikke, dels
til markering af grænser, og dels til løbende afstemning af skik og brug.
Snedkerne havde en ganske særlig skik, der er gået ind i sproget som etisk udtryk.
I overgangen fra lærling til svend skulle lærlingen således høvles til. Det
foregik ved, at lærlingen blev lagt på en bænk og symbolsk høvlet, pudset,
filet, skåret og hugget til eller sågar rettet af. Han blev behandlet som en rå
og klodset træblok, der skulle formes til en skøn søjle. Behandlingen skulle
symbolsk tjene til at fjerne alt det rå, udannede og ufærdige hos lærlingen og
gøre ham til et godt menneske i snedkerfaget. Den ubehøvlede blev stemplet som
uægte og en der skulle skik på. Det er herfra vi kender udtryk såsom at være
ubehøvlet og kantet, hvilket stadig fungerer som etiske udtryk. Som lærling
skulle man stå imod mangt og meget, hvilket selvfølgelig ikke skal forherliges
i dag. Men målet var klart, nemlig at blive en god snedker og en del af
fællesskabet.

Den omtalte
behøvling finder stadig nye former i nutidens professioner. Gennem mit arbejde i
sundhedsvæsenet oplevede jeg eksempelvis for nogle år tilbage, hvordan en
nyansat sygeplejerske blev behøvlet blandt de mere erfarne på afdelingen. Den
nyansatte sygeplejerske skærmede ikke patienten i forbindelse med en sengevask,
hvilket kollegerne blev opmærksom på. Blandt to erfarne sygeplejerske lød det: ”Hende
skal vi nok få rettet af”. En praksis hvor vaner behøvles og rettes til gennem
skulderklap og små verbale dask, som grundlag for nye accepterede vaner, der
siden rodfæstes som sædvaner. Det er netop her, vi finder arbejdet med etikken.
Etik som en behøvlingsproces. Etik er på den måde mere dannelse end uddannelse.
Men det har vi stort set glemt i dag.

I dag inddrages etiske
redskaber såsom etiske modeller, teorier og andet etisk vraggods, når etikken
volder kvaler i det daglige arbejde. Men vi bør ikke glemme at se arbejdet med
etik som et led i en faglig og almen karakterdannelse. Et arbejde, der ikke
baserer sig på etiske redskaber, der kommer ind i praksis, men menneskelige
såvel som faglige egenskaber, der vokser ud af praksis. Et arbejde med sigte på,
at det at være etisk er at gøre det gode med og uden fag. Vi kan uddannes i
etik, men det sikrer ikke etikken. Etik er derimod primært en fortsat dyrkelse,
afstemning og behøvling af den gode karakter.