Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Ferietid er brydningstid

Varia Posted on Tue, August 07, 2012 14:17:55

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28. juni)

Sommertid
er ferietid. Men den eneste måde, hvorpå vi kan holde ferie, er ved at holde
ferie fra noget. Det giver ikke mening at sige, at man har ferie hele året. Hvis
man daser på en tropeø hele året, bliver serviceret, læser bøger, hopper i
poolen og smører sig ind i solcreme er der på ingen måde tale om ferie, hvis
man ikke laver andet. Af samme grund er det at have fri fra arbejde ikke
nødvendigvis det samme som at holde ferie. Stadig flere danskere fortsætter
således med at arbejde, selvom de har fri. Ferien er et brud med noget. Jo
større brud, desto større oplevelse af ferie. Ofte har vi derfor behov for at
tage væk, dvs. rejse et sted hen, der netop ikke ligner hverdagen. Men vi kan
også bryde med fysisk passivitet og tage på en daseferie eller omvendt bryde
med stillesiddende arbejde og tage på vandretur. Bruddet kan også ske fra kulde
til varme eller fra varme til kulde, fra land til by eller fra by til land. Det
mest typiske for de mange arbejdssomme danskere er vel nok, at vi bryder med hverdagens
travlhed for at kunne dyrke langsommeligheden. Modsat gælder det for dem, som
ikke har haft travlt. Her vil nydelsen af langsommelighed ikke kunne nydes i
samme omfang. Ud fra denne besnærende logik er der noget afslørende ved måden,
vi taler om ferie på. Vi kan således høre en kollega sige: ’Det bliver rart
bare at være sammen som familie’, Hvilket netop antyder, at familien ikke er
meget sammen i hverdagen. Et andet typisk, men dog ret nyt udtryk, lyder: ’det
bliver skønt bare at kunne trække stikket ud’. Dette er samtidig en fortælling
om, at computer, mail og telefon fylder (for) meget i hverdagen. Mest gængs er
udtrykket ’det bliver rart bare at kunne slappe af’, som afslører at denne
person almindeligvis er fortravlet. Følger vi denne tanke helt til dørs, bør den
forestående ferieplanlægning ikke begynde med selve målet med ferien, men
derimod tage udgangspunkt i hverdagen. Hvad og hvor er det hverdagen skal
brydes? Vil vi bryde med larmen eller stilheden? Vil vi bryde med samværet
eller ensomheden? Vil vi bryde med planlægning eller manglende struktur? Vil vi
bryde med udsigten eller indsigten? I sidstnævnte tilfælde kan der være tale om
kultur og/eller naturferie. Ferietid er derfor en brydningstid. Brug den
fornuftigt. Alternativt vil ferien hurtigt blive afbrudt.



Utroskab – set med etiske briller

Etiske spørgsmål Posted on Tue, August 07, 2012 13:33:18

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 9. juni 2012)

Vi lever i et samfund, hvor individualismen får plads, og det at være
tro mod sig selv får tilført stor værdi. I nogle tilfælde kan det imidlertid
være vanskeligt at balancere mellem det at være tro mod sig selv og tro mod en
anden. Før var troskaben entydig, men i dag er den blevet flertydig og kontrær,
fordi vi lever i en kultur, hvor den enkelte hele tiden skal ’lytte til sig
selv’. Der er tale om en splittelse, der sætter den ægteskabelige troskab under
vedvarende pres. Det interessante er, at tvivlen netop er en af troskabens
modsætninger. Tvivlen begynder som en tvivl på sig selv og er utroskabens
første skridt.

Hvor langt vil vi gå i forsvaret for troskab i parforholdet? Er troskab
overhovedet værdifuldt, lyder et af de etiske spørgsmål. Men her bør det
huskes, at troskab angår tro og ikke viden. Det hele afhænger derfor af, om der
er noget at tro på. ’Jeg tror på dig’ – hvorunder vi finder en moralsk præmis:
’men du skal være værd at tro på’. Troskab er derfor aldrig ensidig, men altid
gensidig og indeholder et løfte. I ægteskabet kan løftet afgives i kirken, hvor
det samtidig helliggøres. Men det er kun, indtil jeg ikke tror på dig længere,
fordi du ikke er værd at tro på, eller fordi troen på mig selv har sejret. Men
troskab såvel som utroskab kan ikke direkte underligges en moralsk fordømmelse.
Netop fordi der er tale om tro, kan utroskab ikke undskyldes, nøjagtig som
troskab ikke undskylder noget.

Troskab i parforholdet forudsætter både kærlighed og varighed.
Utroskab er derimod en mistet tro, hvilket afspejler sig i flygtighed,
vægelsind, fornægtelse og falskhed. Troskaben skabes på baggrund af en tavs
underkastet morallov, som er absolut og tidløs. Principielt er al etik en form
for troskab, hvor jeg i mødet med andre er tro mod mine normer og værdier. Men
moralloven er betinget af fornuften, som ofte viger, når drifterne presser sig
på. Her kan der imidlertid hurtigt drages forhastede konklusioner. Ægteskabet
er mere end blot en indgået pagt om gensidig afbenyttelse af hinandens
kønsorganer, for troskaben rækker langt udover den seksuelle troskab. Troskab
er en mere grundlæggende bevaret kærlighed til et fælles liv, hvor utroskab
fornægter det liv, som allerede er levet. Utroskaben vil etisk set næres af en
grundlæggende mistro til den anden, der medfører tvivl og senere ligegyldighed.
Som nævnt, er troskaben derfor gensidig og kræver i denne relation både
kærlighed og varighed. Hvis man derfor er gået fra hinanden, kan man ikke
længere være utro, med mindre den ene part holder fast i kærligheden og ikke
mindst erindringen om den tabte kærlighed.



Greb om etikken

Hvad er etik? Posted on Tue, August 07, 2012 13:31:07

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 7. juni 2012)

Der tales om etik
som aldrig før. Men ofte er der langt fra ord til handling, når virksomheder og
institutioner besmykker sig med værdibegreber og etiske retningslinjer i
glittede foldere. I forsøget på at sætte flueben ved etikken er etik blevet
noget, vi har, og ikke noget vi er. Der er aldrig blevet pudset så mange
glorier gennem flotte hensigtserklæringer og højtbesungne værdibegreber såsom
respekt, faglighed og ansvarlighed. Men den skinnende glorie kan let falde ned
foran øjnene på os og gøre os blinde for det, etikken egentlig handler om.

Etik angår praksis
og dermed de handlinger vi kan stå inde for og har erfaring med bringer noget
godt med sig. Etik er samtidig en fortsat dyrkelse af karakteregenskaber i et
tæt samspil med de mennesker, vi omgås. Etiske refleksioner kan være frugtbare
og nødvendige men etikken fungerer imidlertid
bedst, når vi ikke har behov for at tale om den, men når den udleves og
afstemmes i forholdet til andre mennesker. Sådan har det været i årtusinder,
men det er noget vi ofte glemmer i dag. Men hvordan tager vi så hånd om
etikken? Lad mig give et historisk eksempel.

Langt de fleste
håndværkerfag har fra gammel tid udviklet hver sine ritualer og skikke, dels
til markering af grænser, og dels til løbende afstemning af skik og brug.
Snedkerne havde en ganske særlig skik, der er gået ind i sproget som etisk udtryk.
I overgangen fra lærling til svend skulle lærlingen således høvles til. Det
foregik ved, at lærlingen blev lagt på en bænk og symbolsk høvlet, pudset,
filet, skåret og hugget til eller sågar rettet af. Han blev behandlet som en rå
og klodset træblok, der skulle formes til en skøn søjle. Behandlingen skulle
symbolsk tjene til at fjerne alt det rå, udannede og ufærdige hos lærlingen og
gøre ham til et godt menneske i snedkerfaget. Den ubehøvlede blev stemplet som
uægte og en der skulle skik på. Det er herfra vi kender udtryk såsom at være
ubehøvlet og kantet, hvilket stadig fungerer som etiske udtryk. Som lærling
skulle man stå imod mangt og meget, hvilket selvfølgelig ikke skal forherliges
i dag. Men målet var klart, nemlig at blive en god snedker og en del af
fællesskabet.

Den omtalte
behøvling finder stadig nye former i nutidens professioner. Gennem mit arbejde i
sundhedsvæsenet oplevede jeg eksempelvis for nogle år tilbage, hvordan en
nyansat sygeplejerske blev behøvlet blandt de mere erfarne på afdelingen. Den
nyansatte sygeplejerske skærmede ikke patienten i forbindelse med en sengevask,
hvilket kollegerne blev opmærksom på. Blandt to erfarne sygeplejerske lød det: ”Hende
skal vi nok få rettet af”. En praksis hvor vaner behøvles og rettes til gennem
skulderklap og små verbale dask, som grundlag for nye accepterede vaner, der
siden rodfæstes som sædvaner. Det er netop her, vi finder arbejdet med etikken.
Etik som en behøvlingsproces. Etik er på den måde mere dannelse end uddannelse.
Men det har vi stort set glemt i dag.

I dag inddrages etiske
redskaber såsom etiske modeller, teorier og andet etisk vraggods, når etikken
volder kvaler i det daglige arbejde. Men vi bør ikke glemme at se arbejdet med
etik som et led i en faglig og almen karakterdannelse. Et arbejde, der ikke
baserer sig på etiske redskaber, der kommer ind i praksis, men menneskelige
såvel som faglige egenskaber, der vokser ud af praksis. Et arbejde med sigte på,
at det at være etisk er at gøre det gode med og uden fag. Vi kan uddannes i
etik, men det sikrer ikke etikken. Etik er derimod primært en fortsat dyrkelse,
afstemning og behøvling af den gode karakter.



Opkoblet, men frakoblet

Etiske spørgsmål Posted on Tue, August 07, 2012 13:05:39

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4. juni 2012)

Vi
kommunikerer mere end nogensinde. Men det sker på afstand. Vi har skabt et digitalt-teknologisk
univers, hvor der konstant stræbes efter forbindelse. Men der er tale om en
teknologisk forbindelse og ikke en direkte menneskelig kontakt.

Selv
når vi er fysisk sammen, er vi langt fra hinanden. På arbejdet tjekkes beskeder
via smartphone eller andre mobile enheder under møder og konferencer.
Studerende sidder i dag med hver deres computer og har kontakt til hele verden,
men kun delt opmærksomhed med verden omkring sig. Opmærksomhed deles kun, hvis
det interesserer mig. I hjemmet kan familier også sidde sammen med hver deres
enhed, alt imens der bliver sendt mails, sms, og tekstbeskeder til sociale
netværk.

I
dag skal vi alle være opkoblet, men frakobler samtidig det menneskelige nærvær.
Vi er derfor begyndt at forvente mere af teknologien end af hinanden. Vi er
sammen, men alligevel langt væk. Vi er blevet alene sammen, som professor i
psykologi fra MIT, Sherry Turkle, udtrykker det i bogen ’Alone Together’. I
vores højteknologiske samfund er det at være alene ensbetydende med at være
uden kontakt til en teknologisk enhed. Når vi sidder alene, går der ikke mere
end få minutter, før vi rastløst leder efter vores teknologiske gadgets.

Det,
vi før delte med hinanden, deles nu digitalt. Tanker og følelser afstemmes i
mindre grad med øjenkontakt, men sker som delte beskeder i sociale netværk.
’Jeg deler, altså er jeg’. I dag leder mange derfor efter en opkobling, hvis de
er fyldt med tanker og følelser. I dag kan man se folk gå alene eller sammen i
by, skov eller ved strand, hvor der ikke kigges ud eller efter noget, men ned
på en mobil teknologisk enhed.

Jeg
arbejder med etik. Etik angår normer og værdier, som de kommer til udtryk i
mødet med andre mennesker. Men etiske værdier er ikke noget, vi får via mail
eller stemmer om, men derimod noget vi afstemmer i et menneskeligt nærvær. Det
er gennem nærværet, at vi pudser og høvler på karakteren, så vi ikke fremstår ubehøvlede.
Etik angår karakteregenskaber, der langsomt vokser i et menneskeligt samvær.
Det kan en opkobling til digitale netværk ikke sætte flueben ved. Vi bør derfor
besinde os på vigtigheden af det menneskelige nærvær, ellers kan vi let ende
som opkoblede egoister, der ikke har blik for hinanden.

Selv
om jeg personligt er flittig bruger af digital kommunikation, mener jeg, at vi
bør tage skridt til etablering af opkoblingsfri zoner på arbejdspladsen og i
hjemmet. Steder hvor dialogen og nærværet værdsættes, og hvor en direkte dialog
får plads. Samtidig bør vi minde hinanden om, at indimellem sms’er, mails og
facebook-opdateringer, er livet noget, der leves i samværet – og især i de uredigerede
øjeblikke, hvor vi træder frem som menneske og bliver til et medmenneske.