(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 30. april 2012)

Langt de fleste familier opstår med udgangspunkt i en seksuel aktivitet.
Parallelt hermed er der etiske grænser for den seksuelle aktivitet indenfor
hjemmets fire vægge. Et af de største tabuer i vores samfund angår incest og er
forbundet med stor fordømmelse og moralsk forkastelse. Ifølge straffelovens §
210 er et incestuøst forhold strafbart, men afgrænses til den nærmeste familie,
det vil sige mellem forældre og børn eller søskende imellem. Men ser vi bort
fra de seksuelle forhold til børn, som i alle tilfælde må erklæres for uetiske,
står der en række ubesvarede spørgsmål tilbage. Hvordan vurderer vi eksempelvis seksuelle forhold til
onkler, tanter samt fætre og kusiner?

På den ene side kan der argumenteres
for, at vi ikke bør opsætte grænser for kærlighed mellem mennesker. Næres der
følelsesmæssige bånd mellem voksne, der familiært er beslægtede, såsom fætter
eller kusine, er det ikke noget samfundet bør fordømme eller sætte grænser for.
I det hele taget er der i Danmark ikke tradition for, at vi blander os i hvem
vi gifter os med. På den anden side har vi gennem de senere år set flere
lovændringer, der forsøger at imødegå og kriminalisere tvangsægteskaber, med særligt
fokus på indvandrerfamilier, da det er her,, vi ser de fleste eksempler på
fætter-kusine ægteskaber. Argumentet imod fætter-kusine ægteskaber refererer
ikke blot til tvangsægteskaber, men fokuserer i endnu højere grad på de
biologiske forhold, hvor risikoen for dødfødsler er højere for børn fra et
fætter-kusine ægteskab set i forhold til børn af ubeslægtede forældre.
Ligeledes er spædbørnsdødeligheden højere til forskel fra de ubeslægtede
forældre. Dertil kommer en forhøjet risiko for at få et barn med misdannelser
og mentale handicaps.

Trods de uomtvistelige biologiske risici, der binder sig til
fætter-kusine ægteskaber står der flere modargumenter parat i kulissen.
Spørgsmålet er eksempelvis hvor meget samfundet overhovedet skal indblandes i
de ægteskabelige spørgsmål. Den gravide skader også barnet ved at ryge og
drikke alkohol, hvilket imidlertid ikke er forbudt. Sundhedspersoner kan oplyse
om biologiske risici forbundet med det at få børn, hvis man er familiært
beslægtet, nøjagtig som vi oplyser om risici forbundet med alkohol og rygning
under graviditeten, men dette bør ikke medføre et forbud, kan argumentet lyde.
Endvidere kan der drages en parallel til de kvinder, der vælger at få børn sent
i livet, hvilket der også er væsentlige risici forbundet med. Men ud fra
argumentet om de biologiske risici ved fætter-kusine ægteskaber burde der vel
også indføres restriktioner for kvinders retmæssige fødealder. Grundlæggende
kan man derfor spørge: Hvem bør løbe risikoen for handicaps, når børn kommer
til verden: forældrene eller samfundet? I det sidste tilfælde vil man gennem en
restriktiv lovgivning om fætter-kusine ægteskaber også skulle se på de mange
par, der af andre grunde har en uheldig genetisk kombination.

Mere generelt kan der fremføres det argument, at en lov imod
fætter-kusine ægteskaber meget let kan føre til eugeniske principper og dermed
reelt racehygiejne, hvor vi skal sikre os, at der fødes børn med de rigtige
egenskaber, hvor andre skal undgås. Denne argumentation er etisk set et
klassisk glidebaneargument, som ret beset kan bruges både for og imod
fætter-kusine ægteskaber. Hvis vi eksempelvis ikke kriminaliserer fætter-kusine
ægteskaber bliver spørgsmålet, hvor vi sætter grænsen. Vil vi også tillade at
en faster gifter sig med en nevø, osv. Etik angår værdimæssige grænser.
Angående seksuelle forhold i familien er det nødvendigt at fastsætte grænser,
så vi ikke efterlader en praksis der præges af fordømmelser og indignation.