Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Lad os rydde op i debatten om aktiv dødshjælp

Etiske spørgsmål Posted on Sun, May 13, 2012 00:29:49

(Trykt som kronik i Berlingske 30. april 2012)

Debatten
om aktiv dødshjælp er debatten, der aldrig vil dø. Aktiv dødshjælp er blevet
til et nærmest kanoniseret etisk dilemma, som dukker op i mediestrømmen, når tragiske
enkeltsager vækker journalisternes opmærksomhed. Men der er behov for et bedre
grundlag for denne vigtige debat, så vi kan blive enige om det, vi er uenige
om. Der er behov for et stykke oprydningsarbejde, så vi kan få luftet ud i
debatten og herefter vurdere, om vi bør ændre loven og tillade aktiv dødshjælp
i Danmark. Som et indspark til debatten vil jeg beskrive og besvare nogle af de
mest hyppige spørgsmål, jeg løbende er blevet konfronteret med i debatten.

Hvorfor
må mennesker ikke få lov at dø?

Alle
mennesker får lov at dø. Spørgsmålet er, om man også må bestemme tidspunktet. Udfordringen
er blandt andet, at nogle skifter mening, efter de har fået en lindrende pleje
og behandling. Hvis vi derfor forsvarer tanken om retten til at dø på et
bestemt tidspunkt, bør vi nødvendigvis medtænke de patienter, der skifter
mening på vej mod døden. Problemet med aktiv dødshjælp er, at der ikke findes
en fortrydelsesret.

Hvorfor
bør patienter ikke få lov at vælge selv og dermed få ret til aktiv dødshjælp?

Hvis
nogen har en ret, er der mindst én person, som får en pligt. Hvis vi med andre
ord forsvarer patientens ret til at blive aflivet, skal vi udpege den som skal forpligtes
til at effektuere denne ret. Ofte peger pilen på lægen. Men selvom nogle læger
givetvis vil forpligte sig, må vi ikke glemme, hvordan denne handling strider
mod al anden lægegerning, hvor det drejer sig om at hjælpe i livet.

Hvorfor
skal patienter lide ubærligt i den sidste tid?

I
dag tilbydes dødende patienter en lindrende pleje og behandling. I fagsproget
taler man om en palliativ indsats. Denne indsats betyder, at det er sjældent,
at patienter ligger med store fysiske smerter i den sidste tid. Billedet af
døende, der ligger i det som ofte omtales som et smertehelvede, stemmer derfor
ikke overens med virkeligheden. Vi bør samtidig medtænke de
erfaringer, som vi har blandt døende i den sidste tid. Når patienter nærmer sig
døden, spiser og drikker de stadig mindre. I dette forløb svækkes hjerte og
lunger, og hvis organismen påføres væske, kan det være direkte skadeligt. Det,
som derfor kan se voldsomt ud for de pårørende, kan være den bedste behandling
for den døende.

Passiv
dødshjælp er alligevel en form for aktiv dødshjælp. Hvorfor kan vi så ikke bare
indføre aktiv dødshjælp?

Forskellen
beror på selve intentionen, det vil sige, om målet er at smertelindre eller
aflive patienten. Passiv dødshjælp er på nogle måder en dårlig betegnelse,
fordi man kan få den tanke, at personalet passivt ser til, mens patienten dør. Men
det er ikke tilfældet. Hvis begrebet passiv dødshjælp skal give mening, betyder
det, at man lader dø, og det indebærer bl.a., at udsigtsløs eller meningsløs behandling
afsluttes. Denne praksis er tilladt i Danmark, hvilket betyder, at det ikke er
et mål i sig selv at holde patienter i live. Men det betyder ikke, at
personalet bare ser til, imens patienten langsomt dør. Personalet er tværtimod
aktiv i den lindrende pleje og tilbyder en god faglig omsorg i den sidste tid.
Samtidig består den grundlæggende forskel mellem aktiv og passiv dødshjælp i,
at der med passiv dødshjælp sigtes mod en hjælp i livet, hvor der med aktiv dødshjælp
sigtes direkte mod en aflivning. På ét punkt kan der således skelnes klart
mellem passiv og aktiv dødshjælp, hvilket angår selve motivet bag hjælpen til
patienten. Med passiv dødshjælp forsøger man at hjælpe i livet, hvor aktiv
dødshjælp sigter mere direkte mod en afslutning på et nærmere aftalt tidspunkt.

Hvorfor
holder vi patienterne i live i stedet for at lade dem dø?

Vi
holder ikke nødvendigvis patienter i live, og vi lader patienter dø hver eneste
dag. I Danmark er det tilladt at lade dø. I det hele taget er det min erfaring,
at spørgsmålet om aktiv dødshjælp kun sjældent rejser sig i praksis på hospice
og palliative afdelinger. Når det sker, er det ofte med de pårørende i centrum
og ikke altid patienten selv.

Vil
aktiv dødshjælp ikke netop være en barmhjertig handling?

For
det første fjerner aktiv dødshjælp ikke lidelsen, men den der lider. Det er selve
eksistensen, der er i spil. For det andet bliver spørgsmålet, hvorvidt vi kan
betragte og definere aflivning som en barmhjertighedshandling. Ofte tales om en
værdig død, hvor ingen ønsker at ende som en grøntsag. Men værdig for hvem
kunne man spørge? Ofte eksisterer uværdigheden i øjnene, der ser. Samtidig er
der selvfølgelig ingen, der ønsker at ende som en grøntsag. Men hvem er en
grøntsag? Jeg har gennem tiden mødt flere syge mennesker, som flere måske ville
kategorisere som grøntsag, men som fyldte livet til døden.

Hvorfor
behandler vi dyr bedre end mennesker?

Det
er ganske rigtigt, at dyr bliver aflivet hver dag. Det sker ikke blot, fordi vi
skønner de er blevet gamle, syge og lider, men også fordi vi vælger at spise
dem, hvilket er den typiske årsag. Som regel skelner vi klart mellem mennesker
og dyr, men ofte ønskes en sidestilling, når debatten drejer sig om aktiv
dødshjælp. Her må vi i det mindste imødese det argument, at aflivning netop er
mindre værdigt, og derfor kun noget, vi gør mod dyr.

Hvordan
bør vi forholde os til de selvmordsturister, der tager til Schweitz for dernæst
at vende tilbage i en kiste, eller de pårørende der ender med at tage livet af
deres kære?

Vi
bør altid spørge om ikke vi kan gøre det bedre. Men spørgsmålet om aktiv
dødshjælp eller drab på begæring, som det hedder ifølge dansk lov, er et etisk
dilemma, som rummer kontrære hensyn. Hvad enten man er tilhænger eller
modstander, bør spørgsmålet betragtes som et dilemma, hvor man har blik for
disse kontrære hensyn. Spørgsmålet er derfor, om vi reelt løser et problem ved
at indføre aktiv dødshjælp uden at skabe desto flere problemer. Eksempelvis vil
aktiv dødshjælp være i modstrid med anden lægegerning, hvor læger i dag
fokuserer på en hjælp i livet. Samtidig vil det givetvis blive forespurgt
blandt nogle, men hvad med de mange alvorligt syge patienter, som indlægges på
danske sygehuse? Bør det være et tilbud og dermed en overvejelse, vi bør give
syge mennesker? Det kan let blive en byrde for de patienter, der oplever at
ligge andre til last.

Trods de mange uenigheder
i debatten kan vi være enige om det vigtigste. Vi kan blive enige om, at der
skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Vi kan også blive enige om,
at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Vi kan også blive enige om, at
patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet
gennem behandlingsstop. Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort
omfang muligt i dag. Vi bør derfor ikke tillade drab på begæring, men derimod
styrke den lindrende pleje, omsorg og behandling. Heri ligger værdigheden.



Seksuelle forhold i familien

Etiske spørgsmål Posted on Sun, May 13, 2012 00:23:40

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 30. april 2012)

Langt de fleste familier opstår med udgangspunkt i en seksuel aktivitet.
Parallelt hermed er der etiske grænser for den seksuelle aktivitet indenfor
hjemmets fire vægge. Et af de største tabuer i vores samfund angår incest og er
forbundet med stor fordømmelse og moralsk forkastelse. Ifølge straffelovens §
210 er et incestuøst forhold strafbart, men afgrænses til den nærmeste familie,
det vil sige mellem forældre og børn eller søskende imellem. Men ser vi bort
fra de seksuelle forhold til børn, som i alle tilfælde må erklæres for uetiske,
står der en række ubesvarede spørgsmål tilbage. Hvordan vurderer vi eksempelvis seksuelle forhold til
onkler, tanter samt fætre og kusiner?

På den ene side kan der argumenteres
for, at vi ikke bør opsætte grænser for kærlighed mellem mennesker. Næres der
følelsesmæssige bånd mellem voksne, der familiært er beslægtede, såsom fætter
eller kusine, er det ikke noget samfundet bør fordømme eller sætte grænser for.
I det hele taget er der i Danmark ikke tradition for, at vi blander os i hvem
vi gifter os med. På den anden side har vi gennem de senere år set flere
lovændringer, der forsøger at imødegå og kriminalisere tvangsægteskaber, med særligt
fokus på indvandrerfamilier, da det er her,, vi ser de fleste eksempler på
fætter-kusine ægteskaber. Argumentet imod fætter-kusine ægteskaber refererer
ikke blot til tvangsægteskaber, men fokuserer i endnu højere grad på de
biologiske forhold, hvor risikoen for dødfødsler er højere for børn fra et
fætter-kusine ægteskab set i forhold til børn af ubeslægtede forældre.
Ligeledes er spædbørnsdødeligheden højere til forskel fra de ubeslægtede
forældre. Dertil kommer en forhøjet risiko for at få et barn med misdannelser
og mentale handicaps.

Trods de uomtvistelige biologiske risici, der binder sig til
fætter-kusine ægteskaber står der flere modargumenter parat i kulissen.
Spørgsmålet er eksempelvis hvor meget samfundet overhovedet skal indblandes i
de ægteskabelige spørgsmål. Den gravide skader også barnet ved at ryge og
drikke alkohol, hvilket imidlertid ikke er forbudt. Sundhedspersoner kan oplyse
om biologiske risici forbundet med det at få børn, hvis man er familiært
beslægtet, nøjagtig som vi oplyser om risici forbundet med alkohol og rygning
under graviditeten, men dette bør ikke medføre et forbud, kan argumentet lyde.
Endvidere kan der drages en parallel til de kvinder, der vælger at få børn sent
i livet, hvilket der også er væsentlige risici forbundet med. Men ud fra
argumentet om de biologiske risici ved fætter-kusine ægteskaber burde der vel
også indføres restriktioner for kvinders retmæssige fødealder. Grundlæggende
kan man derfor spørge: Hvem bør løbe risikoen for handicaps, når børn kommer
til verden: forældrene eller samfundet? I det sidste tilfælde vil man gennem en
restriktiv lovgivning om fætter-kusine ægteskaber også skulle se på de mange
par, der af andre grunde har en uheldig genetisk kombination.

Mere generelt kan der fremføres det argument, at en lov imod
fætter-kusine ægteskaber meget let kan føre til eugeniske principper og dermed
reelt racehygiejne, hvor vi skal sikre os, at der fødes børn med de rigtige
egenskaber, hvor andre skal undgås. Denne argumentation er etisk set et
klassisk glidebaneargument, som ret beset kan bruges både for og imod
fætter-kusine ægteskaber. Hvis vi eksempelvis ikke kriminaliserer fætter-kusine
ægteskaber bliver spørgsmålet, hvor vi sætter grænsen. Vil vi også tillade at
en faster gifter sig med en nevø, osv. Etik angår værdimæssige grænser.
Angående seksuelle forhold i familien er det nødvendigt at fastsætte grænser,
så vi ikke efterlader en praksis der præges af fordømmelser og indignation.