(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28.2.2012)

I dag er det muligt at nedfryse sædceller, ægceller
og befrugtede æg. I forbindelse med fertilitetsbehandling kan der være mange
fordele forbundet med nedfrysning af befrugtede æg, hvilket har været en tilladt
praksis i mange år. Nedfrysning og deponering af sædceller er også blevet meget
almindeligt og kan være begrundet i mange forhold. Sæden kan ligge i banken i adskillige
år og optøs, når ønsket om børn dukker op. Men i dag er det sådan, at sæden
skal destrueres, hvis manden dør. Men nu foreligger der blandt fertilitetslæger
og politikere et ønske om at ændre denne praksis. Vi kan eksempelvis forestille
os et ungt ægtepar, som allerede har fået en velskabt dreng, hvorefter manden bliver
alvorlig syg. Sæden deponeres i banken, hvor manden giver samtykke til, at
kvinden må benytte sæden efter sin død med sigte på, at drengen kan blive
storebror. Dette eksempel tager udgangspunkt i de barnløses rettigheder og vil
sikkert vække sympati blandt mange danskere. Men her skal vi tænke os godt om.

I dag er seksualitet i stort omfang
blevet adskilt i lyst og reproduktion. Hvis vi ophæver denne forskel, vil det
selvsagt ikke være fysisk muligt at en mand befrugter en kvinde efter døden. I
bedste fald vil det være en forstyrrelse af gravfreden og kan virke anstødeligt
og en smule morbidt. Nogle vil måske ligefrem tale om en ny form for fertilitetsnekrofili.
Men nu ligger manden i graven, og sæden ligger i banken. Principielt kan det
derfor være vanskeligt at forsvare det forkerte i denne praksis, hvis vi
betragter det øvrige marked for assisteret reproduktion. Enlige kvinder kan
eksempelvis lade sig behandle og befrugte med sæd fra en anonym donor. I begge
tilfælde vil barnet vokse op uden en biologisk far. Den eneste
forskel, der synes at være, beror på det forhold, at et barn født med sæd fra
en afdød ægtefælle i nogen grad bibeholder en relation til den afdøde mand/far
via moderen. Hvorvidt det er til barnets fordel eller ulempe, synes der
imidlertid ikke at være noget entydigt svar på. Men eksistentielt giver brugen
af død mands sæd ny mening til et liv efter døden.

Hvis vi
først åbner for muligheden for, at kvinder kan benytte en afdød mands sæd vil
det afføde en lang række nye etiske spørgsmål. Må kvinden eksempelvis benytte den
afdøde mands sæd, hvis hun indgår i et nyt ægteskab? Hvor mange år må sæden i
det hele taget være deponeret efter døden? Her kan vi forestille os, hvordan et
oldebarn eksempelvis ønsker et barn med den for længst afdøde familiepatriark,
osv. Historien har vist, hvordan vores fertilitetsbehandling skridt for skridt har
åbnet for nye markeder for assisteret reproduktion. Med nedfrysning og
deponering af befrugtede æg har vi eksempelvis set, hvordan grænsen først var
ét år, siden to år, hvor grænsen i dag er fem år. Grænserne for
fertilitetsbehandling har hele tiden rykket sig til et samlet landskab, som i
dag kan virke uoverskueligt. Udgangspunktet er som regel et ønske om at hjælpe
de barnløse par gennem en bioteknologi, der stormer frem. Men hvad med barnet, hvis
far allerede er død, inden det bliver født? Er det den fortælling vi ønsker
barnet skal vokse op med? Det mener jeg ikke. Etiske grænser kan aldrig tilgodese
alle. Men her bør vi tilgodese barnet.