(Trykt i Berlingske d. 4.4.2012)

I
dag kan et barn have flere mødre. En biologisk mor, en social mor, men også en
rugemor, der bærer barnet under graviditeten. Netop rugemødre er ikke
ualmindeligt i udlandet, hvor barnløse par ikke blot bliver assisteret med
selve befrugtningen, men også lader en anden kvinde assistere under hele
svangerskabet. Når barnet udebliver og assistancen bliver nødvendig, skyldes
det ofte, at kvinden godt kan blive gravid, men ikke selv kan bære barnet. Endelig
er der tilfælde, hvor kvinden hverken kan blive gravid eller selv bære barnet. Det
er her rugemoderen kommer ind i billedet.

Flere
danskere søger derfor til udlandet med ønsket om at finde en kvinde, der mod
betaling vil bære deres barn. Adskillige firmaer koordinerer kontakten mellem
rugemødrene, og dem der måtte ønske en rugemor, hvilket sker gennem
hjemmesider, hvor man både kan læse om og vælge mellem et stort antal
rugemødre, der stiller deres livmoder til leje mod betaling. Men i hvilket
omfang bør vi tillade denne praksis i Danmark?

Som
udgangspunkt bør der skelnes mellem kommercielle og ikke-betalte rugemoderskaber.
Trods andre landes mere liberale lovgivning har der i Danmark været tradition
for, at der i forbindelse med livgivende donationer ikke er penge indblandet.
Selvom man ikke bliver betalt for det, er der mange danskere, som har valgt at
donere blod, organer, osv. Men at donere ni måneder af sit liv, med alt hvad
der følger, synes at være et stort skridt, hvis det ikke er forbundet med en
eller anden form for økonomisk kompensation. Reelt er rugemoderaftaler derfor
ikke forbudt her i landet, så længe der hverken er penge eller læger indblandet.
Men det er netop pengene som gør en forskel. Hvis vi derfor reelt skal indføre
rugemoderskaber i Danmark, vil det første skridt være at tillade en eller anden
form for kommerciel løsning. Men hvilke etiske hensyn er vigtige, hvad enten
der er tale om kommercielle eller ikke-betalte rugemoderskaber?

Lad
os først antage at en kvinde frivilligt har indvilliget i at være rugemor for
en søster eller et barnløst par. Hvad taler så imod en sådan frivillig aftale,
hvor ingen i udgangspunktet er krænket? For det første kan ulemperne ved
graviditeten undervurderes før selve svangerskabet er påbegyndt, og hvad der
særligt kan undervurderes er de psykologiske problemer, det kan afstedkomme,
når kvinden kort efter fødslen skal aflevere barnet. For det andet kan
rugemoderen føle sig presset af familien eller de kommende forældre, der står
med et altoverskyggende ønske om at få et barn. Og mere generelt kan det tænkes,
at rugemoderen er arbejdsløs eller uden selvrespekt og derfor ønsker at skabe
en kontaktflade med higen efter anerkendelse. Men den kontakt hun reelt får vil
potentielt kunne være fra forældre, der blot ser kvinden som et middel mod det
mål at få et barn. Rugemoderen vil med andre ord kunne reduceres til et
’nødvendigt onde’, som skal behandles pænt under graviditeten, men holdes på
afstand, når barnet er overdraget.

I
forbindelse med kommercielle rugemoderskaber, kan man i nogen grad sidestille
brugen af rugemødre med prostitution. En form for svangerskabsprostitution,
hvor den indgående aftale er krænkende, uligevægtig og uværdig allerede i
udgangspunktet. Således vil debatten hurtigt kunne angå spørgsmålet om den
’lykkelige rugemor’ analogt til den ’lykkelige luder’. Hvis der alene fokuseres
på det forhold, at kvinden bliver en vare, der kommercialiseres, kan der også
her opstå en række uhensigtsmæssige konsekvenser, hvor der kan opstå udtryk
såsom at få ’kvalitet for pengene’ og ’forventning om at arbejdet er i orden’,
osv. Vi kan således leje en bil og klage over produktet. Men lejer et barnløst
par en livmoder hos en kvinde er det tale om en tingsliggørelse, som kan virke
dehumaniserende.

Foruden
hensynet til kvinden er det også vigtigt at have blik for barnets tarv. Det kan
således indvendes, at barnet er blevet en vare, der handles og i alle tilfælde
kommer til verden gennem en forhandlet aftale. Samtidig kan der spørges kritisk
til den familie, som barnet vokser op i, hvor moderens identitet binder sig til
flere personer. Dette atypiske familiemønster kan der imidlertid være mange
holdninger til, særligt hvis vi ser på de moderne sammenbragte og seksuelt
blandede familier, som lever og trives i dagens Danmark. Ser vi på de
undersøgelser, som foreligger, er der intet, der tyder på, at barnet tager
skade af en opvækst, hvor udgangspunktet har været en rugemor. Men her taler vi
om forældreskaber, hvor selve overdragelsen af barnet fra rugemoderen er gået
godt. Problemet er, at der kan gå meget galt under fødslen. Hvis barnet derfor
fødes med handicap eller senere får sundhedsproblemer, som kan tilskrives selve
fødslen, eller moderens gøren og laden under graviditeten, kan der hurtigt
opstå en række tvister. Kan der fx blive tale om en fortrydelsesret, hvilket
både kan være rugemoderen, der fortryder og ikke vil aflevere barnet efter
fødslen, eller kan være de genetiske forældre, som ikke vil tage imod barnet,
hvis det fx er handicappet eller lignende? Alt dette vil der selvfølgelig kunne
tages højde for i en kontrakt, som alle parter skal underskrive, som det sker
flere steder i USA. Men det udelukker ikke de ulykkelige situationer, der
alligevel kan opstå før og efter fødslen.

Som
det gælder med alle etiske spørgsmål, er der også med rugemoderskaber en række
argumenter, der taler for en mere liberal lovgivning eller eventuel fuld
tilladelse af kommercielle rugemoderskaber. Eksempelvis er adoption allerede en
tilladt praksis, hvilket kan betragtes som en form for rugemoderskab.
Forskellen er dog blandt andet den, at der i adoptionssager meget sjældent
foreligger et ønske om at bortadoptere barnet, før kvinden overhovedet er
blevet gravid. Desuden er det ofte sådan, at kvinden der bortadopterer barnet
ofte gerne vil have barnet, men ikke kan, hvilket er det modsatte med
rugemoderen, der godt kan tage vare på barnet, men ikke vil.

Men
hvorfor må en kvinde ikke leje sin livmoder ud i ni måneder? En kunstmaler må
gerne lægge liv og sjæl i et maleri i ni måneder for dernæst at sælge maleriet.
Det er netop ikke livet eller sjælen, der bliver solgt, nøjagtig som det heller
ikke er barnet, der sælges i forbindelse med rugemoderskab. Dertil kommer de
mange kvinder som helt legalt sælger deres krop til pornoindustrien hver eneste
dag. I det hele taget sælger de fleste mennesker deres arbejdskraft hver eneste
dag, hvilket der ikke synes at være noget dehumaniserende forbundet med. Hvis
man skal imødegå disse argumenter, skal modargumentet være, at der er noget
ganske særligt forbundet med den menneskelige reproduktion, som vi skal
beskytte. Det kan eksempelvis fremhæves, at den menneskelige reproduktion i
højere grad er et samfundsanliggende set i forhold til den mere løsrevne
seksualitet, hvilket primært skyldes hensynet til barnet. Barnet som er kommet
til verden gennem en indgået kontrakt med rugemoderen. Hensynet til det barn,
som er blevet til i en lejet livmoder, hvor moderskabet beror på en indgået
aftale. Alene hensynet til barnet og det potentielle kontraktbrud bør udelukke kommercielle
rugemoderskabsaftaler her i landet.