(Trykt i Kristeligt dagblad d. 10.2.2012)

I Danmark bryster vi os af et sundhedsvæsen med lige adgang for alle. Vi
kan godt lide tanken om lige og let adgang til sundhedsydelser, og vi hører
herom i politiske erklæringer og ved festlige lejligheder, når idealerne skal
vejre i vinden og sikre en pletfri glorie og en ren samvittighed. Men der
bliver stadig længere fra parole til praksis.

Parolerne om solidaritet og idealerne om lighed er udfordret på radikal
vis i disse år. Det er hele den måde, der tænkes og tales om borgere og
patienter, det er galt med. Sundhedsvæsenet er blevet inficeret af en nyttetænkning,
der mere end nogensinde graver grøfter mellem befolkningsgrupper i samfundet. I
samfundsdebatten bliver det stadig mere klart, hvordan vores principper
inficeres af nytteetiske kalkuler, der stadig oftere flytter fokus væk fra
patienten hen imod regneark.

I dag er det helt legitimt at diskutere en
nedprioritering af ydelser til handicappede, billigere medicin til døende,
organhandel, fiksering af patienter på grund af økonomiske hensyn, patienter i
arbejde der skal behandles før de arbejdsløse, den yngre patient der skal behandles
før den ældre, osv. Disse eksempler lever i debatten i dag på en måde, som vi
ikke så for årtier tilbage. Konfronteres vi direkte med spørgsmålet, hvorvidt arbejdsløse
skal bagerst i køen til sundhedsydelser, siger de fleste fra. Ikke desto mindre
har tusindvis af danskere tegnet en sundhedsforsikring gennem arbejdspladsen,
der netop sikrer, at de kan springe køen over.

Der er tale om en mere eller mindre skjult nytteetisk kalkule, hvor der
ikke kun peges på det, som tjener patientens bedste, men også samfundets
bedste. Det er særligt samfundsnytten, der bliver problematisk, fordi patienter
sjældent nytter særlig meget, med mindre de bliver raske i en fart.

Betragter vi sundhedsvæsenet i dag, er det vores blikretning, der har
ændret sig. Vi taler stadig om lighed og solidaritet, men når dagligdagens
udfordringer møder os, fokuseres der mere ensidigt på samfundsinteressen,
samfundsøkonomien og dermed nytten i et større perspektiv. Der har indsneget
sig en bacille i vores bevidsthed, hvor der i stadig større grad fokuseres på
det som ‘betaler sig’. Det betaler sig ikke, at danskerne drikker, ryger og
spiser det forkerte i de forkerte mængder. Borgerne skal derfor betinges til en
ændret sundhedsadfærd, som var det Pavlovs hunde. Med de bedste intentioner
forsøger man at ændre borgerens sundhedsvaner. Hvis det ikke lykkes, og
borgeren bliver syg, ligger der en tanke på spring: ‘det er din egen skyld, du
kunne jo bare have gjort som vi sagde’.

Som det gælder med spørgsmålet ’kan det betale sig’, er udtrykket
’selvforskyldte sygdomme’ et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte, men
ofte ligger som en præmis i debatten. Til grund herfor ses en tiltagende
orientering mod nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske
samfundsinteresser. Med denne opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld,
men også ansvar. Alle skal i dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig
større omfang også egen sygdom. Lige adgang til sundhedsvæsenet betyder derfor,
at vi alle skal følge en lige linje på vejen til sygehuset – ellers trækker det
ned i regnestykket. Det er her kløfterne opstår, og de flotte paroler om lighed
falder til jorden.

Men hvad er så løsningen? Den nytteetiske bacille inficerer vores
forpligtelse om lighed og solidaritet. Vi skal tilbage til et menneskesyn, som
i sin grundsubstans hviler på hensynet til medmennesket. Vores forpligtelse til
at betragte alle patienter uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller
ej. En forpligtelse der fokuserer på lighed og fællesskab ud fra en norm om at
handle til gavn for den enkelte patient.
Et udgangspunkt der kort og godt går ud på, at vi hjælper patienterne uden
først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på grund af
nytteetiske kalkuler.