(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.2.2012)

I dag er det blevet ganske sædvanligt, at
ordinere antidepressiv medicin, som var det antisorg-piller. Men prøv at
forestil dig følgende: Du er passeret 80 år men stadig frisk og rørig, som
stadig flere er det i denne alder. Du bor i egen bolig og fornøjer dig bl.a.
med at male fine malerier. Men nu sker der det (som det sker for mange), at du
får en hjerneblødning og du vågner op med alvorlige følger. Det går op for dig,
at du har mistet alt. Du kan ikke længere gå på toilettet eller vaske dig. I
det hele taget kan du hverken stå eller gå og må have hjælp til det meste. Du
kan heller ikke male længere, hvilket ellers var din store glæde. Du bliver så
fortvivlet at du får en depression, som du aldrig kommer ud af igen.

Men for at vi andre kan spares for synet af
denne elendighed siger vi: Du er depressiv! Bemærk hvordan det vil lyde helt
anderledes at sige: Du er fortvivlet! Men nu får du antidepressiv medicin, som
trækker et slør henover det som egentlig var en fortvivlelse. For pillerne er
egentlig til for os. Vi som står og kigger på elendigheden. Du efterlades med
andre ord omme bagved det hele med din fortvivlelse.

Lad det være sagt med det samme.
Antidepressiv medicin hjælper tusindvis af danskere hver eneste dag. Så vidt så
godt. Men antidepressiv medicin er også blevet den løsning vi i nogle tilfælde
kan sløre fortvivlelsen med. De andres fortvivlelse vel at mærke. Bemærk hvordan
det med det samme vil blive synligt hvad det er vi taler om, hvis vi kaldte
antidepressiv medicin for antifortvivlikum. Problemet er nemlig, at antifortvivlikum
ikke findes og pr. definition aldrig vil kunne opfindes. Hvis vi rent faktisk skulle
lykkes med at hjælpe mennesker i den absurde fortvivlelse, som nogle kastes ud
i, ville det kræve noget helt andet nemlig en engageret medleven og medinddragelse
i den andens livssituation. Men det er en af fordelene ved antidepressiv
medicin. Vi kan ordinere pillerne og lukke døren bag os med god samvittighed.
Nu er jeg selvfølgelig fuldt bekendt med, at den medicinske behandling ofte
suppleres med anden hjælp. Men vi skal ikke være blinde for, at livet rent
faktisk skaber fortvivlelse, det er slet og ret et vilkår, som vi ikke kan medicinere
os ud af. På samme måde kan vi heller ikke medicinere os ud af sorg. Når så
fortvivlelsen reelt opstår bør vi derfor også erkende, at den ikke fuldt og
helt kan erstattes med eller oversættes til en diagnose med medicinsk løsning.
Derimod er egen eller andres fortvivlelse livets påmindelse om værdien af og
vigtigheden i at vi ikke primært lever som mennesker men først og fremmest er medmennesker,
der forpligter sig for hinanden.