Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Mor, hvor kommer jeg fra?

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:29:23

(Trykt i Berlingske d. 4.4.2012)

I
dag kan et barn have flere mødre. En biologisk mor, en social mor, men også en
rugemor, der bærer barnet under graviditeten. Netop rugemødre er ikke
ualmindeligt i udlandet, hvor barnløse par ikke blot bliver assisteret med
selve befrugtningen, men også lader en anden kvinde assistere under hele
svangerskabet. Når barnet udebliver og assistancen bliver nødvendig, skyldes
det ofte, at kvinden godt kan blive gravid, men ikke selv kan bære barnet. Endelig
er der tilfælde, hvor kvinden hverken kan blive gravid eller selv bære barnet. Det
er her rugemoderen kommer ind i billedet.

Flere
danskere søger derfor til udlandet med ønsket om at finde en kvinde, der mod
betaling vil bære deres barn. Adskillige firmaer koordinerer kontakten mellem
rugemødrene, og dem der måtte ønske en rugemor, hvilket sker gennem
hjemmesider, hvor man både kan læse om og vælge mellem et stort antal
rugemødre, der stiller deres livmoder til leje mod betaling. Men i hvilket
omfang bør vi tillade denne praksis i Danmark?

Som
udgangspunkt bør der skelnes mellem kommercielle og ikke-betalte rugemoderskaber.
Trods andre landes mere liberale lovgivning har der i Danmark været tradition
for, at der i forbindelse med livgivende donationer ikke er penge indblandet.
Selvom man ikke bliver betalt for det, er der mange danskere, som har valgt at
donere blod, organer, osv. Men at donere ni måneder af sit liv, med alt hvad
der følger, synes at være et stort skridt, hvis det ikke er forbundet med en
eller anden form for økonomisk kompensation. Reelt er rugemoderaftaler derfor
ikke forbudt her i landet, så længe der hverken er penge eller læger indblandet.
Men det er netop pengene som gør en forskel. Hvis vi derfor reelt skal indføre
rugemoderskaber i Danmark, vil det første skridt være at tillade en eller anden
form for kommerciel løsning. Men hvilke etiske hensyn er vigtige, hvad enten
der er tale om kommercielle eller ikke-betalte rugemoderskaber?

Lad
os først antage at en kvinde frivilligt har indvilliget i at være rugemor for
en søster eller et barnløst par. Hvad taler så imod en sådan frivillig aftale,
hvor ingen i udgangspunktet er krænket? For det første kan ulemperne ved
graviditeten undervurderes før selve svangerskabet er påbegyndt, og hvad der
særligt kan undervurderes er de psykologiske problemer, det kan afstedkomme,
når kvinden kort efter fødslen skal aflevere barnet. For det andet kan
rugemoderen føle sig presset af familien eller de kommende forældre, der står
med et altoverskyggende ønske om at få et barn. Og mere generelt kan det tænkes,
at rugemoderen er arbejdsløs eller uden selvrespekt og derfor ønsker at skabe
en kontaktflade med higen efter anerkendelse. Men den kontakt hun reelt får vil
potentielt kunne være fra forældre, der blot ser kvinden som et middel mod det
mål at få et barn. Rugemoderen vil med andre ord kunne reduceres til et
’nødvendigt onde’, som skal behandles pænt under graviditeten, men holdes på
afstand, når barnet er overdraget.

I
forbindelse med kommercielle rugemoderskaber, kan man i nogen grad sidestille
brugen af rugemødre med prostitution. En form for svangerskabsprostitution,
hvor den indgående aftale er krænkende, uligevægtig og uværdig allerede i
udgangspunktet. Således vil debatten hurtigt kunne angå spørgsmålet om den
’lykkelige rugemor’ analogt til den ’lykkelige luder’. Hvis der alene fokuseres
på det forhold, at kvinden bliver en vare, der kommercialiseres, kan der også
her opstå en række uhensigtsmæssige konsekvenser, hvor der kan opstå udtryk
såsom at få ’kvalitet for pengene’ og ’forventning om at arbejdet er i orden’,
osv. Vi kan således leje en bil og klage over produktet. Men lejer et barnløst
par en livmoder hos en kvinde er det tale om en tingsliggørelse, som kan virke
dehumaniserende.

Foruden
hensynet til kvinden er det også vigtigt at have blik for barnets tarv. Det kan
således indvendes, at barnet er blevet en vare, der handles og i alle tilfælde
kommer til verden gennem en forhandlet aftale. Samtidig kan der spørges kritisk
til den familie, som barnet vokser op i, hvor moderens identitet binder sig til
flere personer. Dette atypiske familiemønster kan der imidlertid være mange
holdninger til, særligt hvis vi ser på de moderne sammenbragte og seksuelt
blandede familier, som lever og trives i dagens Danmark. Ser vi på de
undersøgelser, som foreligger, er der intet, der tyder på, at barnet tager
skade af en opvækst, hvor udgangspunktet har været en rugemor. Men her taler vi
om forældreskaber, hvor selve overdragelsen af barnet fra rugemoderen er gået
godt. Problemet er, at der kan gå meget galt under fødslen. Hvis barnet derfor
fødes med handicap eller senere får sundhedsproblemer, som kan tilskrives selve
fødslen, eller moderens gøren og laden under graviditeten, kan der hurtigt
opstå en række tvister. Kan der fx blive tale om en fortrydelsesret, hvilket
både kan være rugemoderen, der fortryder og ikke vil aflevere barnet efter
fødslen, eller kan være de genetiske forældre, som ikke vil tage imod barnet,
hvis det fx er handicappet eller lignende? Alt dette vil der selvfølgelig kunne
tages højde for i en kontrakt, som alle parter skal underskrive, som det sker
flere steder i USA. Men det udelukker ikke de ulykkelige situationer, der
alligevel kan opstå før og efter fødslen.

Som
det gælder med alle etiske spørgsmål, er der også med rugemoderskaber en række
argumenter, der taler for en mere liberal lovgivning eller eventuel fuld
tilladelse af kommercielle rugemoderskaber. Eksempelvis er adoption allerede en
tilladt praksis, hvilket kan betragtes som en form for rugemoderskab.
Forskellen er dog blandt andet den, at der i adoptionssager meget sjældent
foreligger et ønske om at bortadoptere barnet, før kvinden overhovedet er
blevet gravid. Desuden er det ofte sådan, at kvinden der bortadopterer barnet
ofte gerne vil have barnet, men ikke kan, hvilket er det modsatte med
rugemoderen, der godt kan tage vare på barnet, men ikke vil.

Men
hvorfor må en kvinde ikke leje sin livmoder ud i ni måneder? En kunstmaler må
gerne lægge liv og sjæl i et maleri i ni måneder for dernæst at sælge maleriet.
Det er netop ikke livet eller sjælen, der bliver solgt, nøjagtig som det heller
ikke er barnet, der sælges i forbindelse med rugemoderskab. Dertil kommer de
mange kvinder som helt legalt sælger deres krop til pornoindustrien hver eneste
dag. I det hele taget sælger de fleste mennesker deres arbejdskraft hver eneste
dag, hvilket der ikke synes at være noget dehumaniserende forbundet med. Hvis
man skal imødegå disse argumenter, skal modargumentet være, at der er noget
ganske særligt forbundet med den menneskelige reproduktion, som vi skal
beskytte. Det kan eksempelvis fremhæves, at den menneskelige reproduktion i
højere grad er et samfundsanliggende set i forhold til den mere løsrevne
seksualitet, hvilket primært skyldes hensynet til barnet. Barnet som er kommet
til verden gennem en indgået kontrakt med rugemoderen. Hensynet til det barn,
som er blevet til i en lejet livmoder, hvor moderskabet beror på en indgået
aftale. Alene hensynet til barnet og det potentielle kontraktbrud bør udelukke kommercielle
rugemoderskabsaftaler her i landet.



Fostertest

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:23:54

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 26.3.2012)

Tillykke
med de lykkelige omstændigheder! Sådan lyder det ofte, når vi gratulerer de
vordende forældre. Men fremover bør det snarere lyde: Held og lykke med de
mange valg og fravalg. For allerede i dag bliver alle gravide tilbudt
risikoundersøgelser, hvor der screenes for alvorlige sygdomme. Men i fremtiden
vil alene en blodprøve fra den gravide kunne kortlægge en meget bred vifte af sygdomsdispositioner
hos det ufødte barn. En praksis der rummer en lang række etiske problemer.

De
fleste danskere er modstandere af det, som ofte benævnes designerbørn. Her
henvises eksempelvis til muligheden for at vælge mellem karaktertræk blandt
sæddonorer, der vises frem i sædbankernes omfattende katalog. Forældre som
designer et barn gennem et tilvalg af ønskede egenskaber hos donoren. Med
fremtidens fostertest vil der ikke være tale om et aktivt tilvalg, men derimod
er aktivt fravalg. Et fravalg af de børn, som er disponerede for udvalgte
sygdomme, og som forældrene ikke ønsker, at barnet skal leve med. Et
blodprøvesvar vil sandsynligvis kunne give forældrene et katalog over barnets
fremtidige sygdomsdispositioner, hvor forældrene derigennem kan skønne, om de
vil tage chancen. Hvad med diabetes eller depression – tør vi tage chancen?

Men
er vi overhovedet i stand til at tage livet i vores hænder? Kan vi vurdere,
hvem der er værdige til livet? Hvor langt bør vi gå med vores vurdering af det
gode liv, og findes der objektive kriterier herfor? Alle mennesker er
disponerede for en lang række sygdomme. Vi dør alle af en sygdom, hvis blot vi
lever længe nok. Hvis vi derfor får indblik i kataloget over barnets sygdomsdispositioner
gennem en fostertest, kan forældrene vælge en abort pga. visse sygdomme, alt
imens andre sygdomme godkendes som mindre alvorlige.

Problemet
er, at selvom forældrene fravælger en fostertest, kan de blive klandret herfor.
Hvis barnet udvikler en alvorlig sygdom, som barnet allerede i fosterstadiet var
disponeret for, kan forældrene føle skyld på grund af deres fravalg af en
fostertest – de kunne jo have valgt en abort. Omvendt kan der ske det, at
forældrene vælger en abort pga. en sygdom, som der årtier senere viser sig at
være en behandling for. En fostertest er derfor det, jeg vil betegne som en
’lose-lose situation’.

For
ønsker vi virkelig et samfund, hvor forældre fremover selv skal vælge og
fravælge deres børn ud fra et katalog over sygdomsdispositioner? Ønsker vi et
samfund, hvor børn aborteres alene pga. en risiko? Ønsker vi et samfund, hvor forældre
ikke tager imod et barn, men vælger et barn gennem en lang række til- og
fravalg? Ønsker vi dette samfund? Jeg gør ikke!



Når mor bliver far

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:14:55

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.3.2012)

Bør vi tillade at mænd føder børn? Bliver
spørgsmålet stillet på denne måde vil de fleste sikkert svare nej. Muligheden
opstår, hvis en kvinde skifter køn og efterfølgende bliver gravid. Lad os
derfor omformulere ovenstående spørgsmål. Bør vi automatisk kastrere borgere, der
skifter køn? Borgere, som oplever, at være fanget i den forkerte krop og derfor
blot ønsker at leve som det køn, de fra fødslen blev frarøvet? For mig at se er
der tre hensyn i denne sammenhæng, som hver især kræver opmærksomhed. For det
første har vi hensynet til de transseksuelle. Som regel er fokus netop ikke på at
blive forældre men et mere grundlæggende ønske om at leve som et helt menneske.
Når jeg siger det så skråsikkert, skyldes det, at vi globalt kun har set to eksempler
på, at en mand har født et barn. Skal vi alene af frygten for at se dette i Danmark
kastrere alle transeksuelle, der ønsker at skifte køn? For mig at se vil det være
at flytte fokus fra det som sagen drejer sig om. Samtidig skal det understreges,
at ønsker vi at sikre os, at mænd ikke får børn er vi ikke sikrede, hvis blot vi
kastrerer de transseksuelle. En transseksuel kvinde kan frit vælge at få børn,
hvorefter hun skifter køn og lader sig kastrere. I dette tilfælde vil vi også
se en mand, der har båret sit eget barn.

De fleste vil imidlertid pege på hensynet til
barnet som det altoverskyggende i denne sammenhæng. Jeg er helt enig i, at
dette hensyn er det absolut vigtigste. Men der er ingen undersøgelser, der
viser, at transseksuelle skulle være dårlige forældre. Tværtimod er det omsorg
og tilknytning, som er det primære for et barn. Samtidig vil et kastrationskrav
ikke ændre på, at nogle borgere vælger at skifte køn efter at de har fået børn.

Det sidste tredje hensyn er et mere diffust
hensyn til den offentlige moral. ’Vi vil som samfund ikke se, at mænd bliver
gravide’. Men hvorfor skal samfundet diktere moralen alene ud fra det som
flertallet ønsker at se og ikke se? Lad os i stedet se på argumenterne og få
præsenteret de vigtigste hensyn uden moralske fordømmelser. De vigtigste hensyn
i denne sammenhæng er for mig at se hensynet til barnet og de transeksuelle.
Her er det mindre sandsynligt, at vi her i landet kommer til at se mænd der bliver
gravide. Til gengæld ser vi borgere, som vi kan hjælpe gennem en kønsskifteoperation.
Skal vi samtidig kastrere disse borgere alene fordi der er noget vi som samfund
ikke vil se? Det mener jeg ikke. I det hele taget skal vi være varsomme med at
lade disse ekstremt perifere sager flytte fokus væk fra de egentlige
udfordringer i det danske sundhedsvæsen. Lad os i stedet fokusere på de
tusindvis af danskere, som hver dag lever med svære fysiske eller psykiske
sygdomme.



Når manden ligger i graven, og sæden ligger i banken

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:11:26

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 28.2.2012)

I dag er det muligt at nedfryse sædceller, ægceller
og befrugtede æg. I forbindelse med fertilitetsbehandling kan der være mange
fordele forbundet med nedfrysning af befrugtede æg, hvilket har været en tilladt
praksis i mange år. Nedfrysning og deponering af sædceller er også blevet meget
almindeligt og kan være begrundet i mange forhold. Sæden kan ligge i banken i adskillige
år og optøs, når ønsket om børn dukker op. Men i dag er det sådan, at sæden
skal destrueres, hvis manden dør. Men nu foreligger der blandt fertilitetslæger
og politikere et ønske om at ændre denne praksis. Vi kan eksempelvis forestille
os et ungt ægtepar, som allerede har fået en velskabt dreng, hvorefter manden bliver
alvorlig syg. Sæden deponeres i banken, hvor manden giver samtykke til, at
kvinden må benytte sæden efter sin død med sigte på, at drengen kan blive
storebror. Dette eksempel tager udgangspunkt i de barnløses rettigheder og vil
sikkert vække sympati blandt mange danskere. Men her skal vi tænke os godt om.

I dag er seksualitet i stort omfang
blevet adskilt i lyst og reproduktion. Hvis vi ophæver denne forskel, vil det
selvsagt ikke være fysisk muligt at en mand befrugter en kvinde efter døden. I
bedste fald vil det være en forstyrrelse af gravfreden og kan virke anstødeligt
og en smule morbidt. Nogle vil måske ligefrem tale om en ny form for fertilitetsnekrofili.
Men nu ligger manden i graven, og sæden ligger i banken. Principielt kan det
derfor være vanskeligt at forsvare det forkerte i denne praksis, hvis vi
betragter det øvrige marked for assisteret reproduktion. Enlige kvinder kan
eksempelvis lade sig behandle og befrugte med sæd fra en anonym donor. I begge
tilfælde vil barnet vokse op uden en biologisk far. Den eneste
forskel, der synes at være, beror på det forhold, at et barn født med sæd fra
en afdød ægtefælle i nogen grad bibeholder en relation til den afdøde mand/far
via moderen. Hvorvidt det er til barnets fordel eller ulempe, synes der
imidlertid ikke at være noget entydigt svar på. Men eksistentielt giver brugen
af død mands sæd ny mening til et liv efter døden.

Hvis vi
først åbner for muligheden for, at kvinder kan benytte en afdød mands sæd vil
det afføde en lang række nye etiske spørgsmål. Må kvinden eksempelvis benytte den
afdøde mands sæd, hvis hun indgår i et nyt ægteskab? Hvor mange år må sæden i
det hele taget være deponeret efter døden? Her kan vi forestille os, hvordan et
oldebarn eksempelvis ønsker et barn med den for længst afdøde familiepatriark,
osv. Historien har vist, hvordan vores fertilitetsbehandling skridt for skridt har
åbnet for nye markeder for assisteret reproduktion. Med nedfrysning og
deponering af befrugtede æg har vi eksempelvis set, hvordan grænsen først var
ét år, siden to år, hvor grænsen i dag er fem år. Grænserne for
fertilitetsbehandling har hele tiden rykket sig til et samlet landskab, som i
dag kan virke uoverskueligt. Udgangspunktet er som regel et ønske om at hjælpe
de barnløse par gennem en bioteknologi, der stormer frem. Men hvad med barnet, hvis
far allerede er død, inden det bliver født? Er det den fortælling vi ønsker
barnet skal vokse op med? Det mener jeg ikke. Etiske grænser kan aldrig tilgodese
alle. Men her bør vi tilgodese barnet.



Anti-fortvivlikum

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:08:10

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 20.2.2012)

I dag er det blevet ganske sædvanligt, at
ordinere antidepressiv medicin, som var det antisorg-piller. Men prøv at
forestil dig følgende: Du er passeret 80 år men stadig frisk og rørig, som
stadig flere er det i denne alder. Du bor i egen bolig og fornøjer dig bl.a.
med at male fine malerier. Men nu sker der det (som det sker for mange), at du
får en hjerneblødning og du vågner op med alvorlige følger. Det går op for dig,
at du har mistet alt. Du kan ikke længere gå på toilettet eller vaske dig. I
det hele taget kan du hverken stå eller gå og må have hjælp til det meste. Du
kan heller ikke male længere, hvilket ellers var din store glæde. Du bliver så
fortvivlet at du får en depression, som du aldrig kommer ud af igen.

Men for at vi andre kan spares for synet af
denne elendighed siger vi: Du er depressiv! Bemærk hvordan det vil lyde helt
anderledes at sige: Du er fortvivlet! Men nu får du antidepressiv medicin, som
trækker et slør henover det som egentlig var en fortvivlelse. For pillerne er
egentlig til for os. Vi som står og kigger på elendigheden. Du efterlades med
andre ord omme bagved det hele med din fortvivlelse.

Lad det være sagt med det samme.
Antidepressiv medicin hjælper tusindvis af danskere hver eneste dag. Så vidt så
godt. Men antidepressiv medicin er også blevet den løsning vi i nogle tilfælde
kan sløre fortvivlelsen med. De andres fortvivlelse vel at mærke. Bemærk hvordan
det med det samme vil blive synligt hvad det er vi taler om, hvis vi kaldte
antidepressiv medicin for antifortvivlikum. Problemet er nemlig, at antifortvivlikum
ikke findes og pr. definition aldrig vil kunne opfindes. Hvis vi rent faktisk skulle
lykkes med at hjælpe mennesker i den absurde fortvivlelse, som nogle kastes ud
i, ville det kræve noget helt andet nemlig en engageret medleven og medinddragelse
i den andens livssituation. Men det er en af fordelene ved antidepressiv
medicin. Vi kan ordinere pillerne og lukke døren bag os med god samvittighed.
Nu er jeg selvfølgelig fuldt bekendt med, at den medicinske behandling ofte
suppleres med anden hjælp. Men vi skal ikke være blinde for, at livet rent
faktisk skaber fortvivlelse, det er slet og ret et vilkår, som vi ikke kan medicinere
os ud af. På samme måde kan vi heller ikke medicinere os ud af sorg. Når så
fortvivlelsen reelt opstår bør vi derfor også erkende, at den ikke fuldt og
helt kan erstattes med eller oversættes til en diagnose med medicinsk løsning.
Derimod er egen eller andres fortvivlelse livets påmindelse om værdien af og
vigtigheden i at vi ikke primært lever som mennesker men først og fremmest er medmennesker,
der forpligter sig for hinanden.



Lige adgang til sundhed er kun for dem der kan gå lige

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 06, 2012 19:04:45

(Trykt i Kristeligt dagblad d. 10.2.2012)

I Danmark bryster vi os af et sundhedsvæsen med lige adgang for alle. Vi
kan godt lide tanken om lige og let adgang til sundhedsydelser, og vi hører
herom i politiske erklæringer og ved festlige lejligheder, når idealerne skal
vejre i vinden og sikre en pletfri glorie og en ren samvittighed. Men der
bliver stadig længere fra parole til praksis.

Parolerne om solidaritet og idealerne om lighed er udfordret på radikal
vis i disse år. Det er hele den måde, der tænkes og tales om borgere og
patienter, det er galt med. Sundhedsvæsenet er blevet inficeret af en nyttetænkning,
der mere end nogensinde graver grøfter mellem befolkningsgrupper i samfundet. I
samfundsdebatten bliver det stadig mere klart, hvordan vores principper
inficeres af nytteetiske kalkuler, der stadig oftere flytter fokus væk fra
patienten hen imod regneark.

I dag er det helt legitimt at diskutere en
nedprioritering af ydelser til handicappede, billigere medicin til døende,
organhandel, fiksering af patienter på grund af økonomiske hensyn, patienter i
arbejde der skal behandles før de arbejdsløse, den yngre patient der skal behandles
før den ældre, osv. Disse eksempler lever i debatten i dag på en måde, som vi
ikke så for årtier tilbage. Konfronteres vi direkte med spørgsmålet, hvorvidt arbejdsløse
skal bagerst i køen til sundhedsydelser, siger de fleste fra. Ikke desto mindre
har tusindvis af danskere tegnet en sundhedsforsikring gennem arbejdspladsen,
der netop sikrer, at de kan springe køen over.

Der er tale om en mere eller mindre skjult nytteetisk kalkule, hvor der
ikke kun peges på det, som tjener patientens bedste, men også samfundets
bedste. Det er særligt samfundsnytten, der bliver problematisk, fordi patienter
sjældent nytter særlig meget, med mindre de bliver raske i en fart.

Betragter vi sundhedsvæsenet i dag, er det vores blikretning, der har
ændret sig. Vi taler stadig om lighed og solidaritet, men når dagligdagens
udfordringer møder os, fokuseres der mere ensidigt på samfundsinteressen,
samfundsøkonomien og dermed nytten i et større perspektiv. Der har indsneget
sig en bacille i vores bevidsthed, hvor der i stadig større grad fokuseres på
det som ‘betaler sig’. Det betaler sig ikke, at danskerne drikker, ryger og
spiser det forkerte i de forkerte mængder. Borgerne skal derfor betinges til en
ændret sundhedsadfærd, som var det Pavlovs hunde. Med de bedste intentioner
forsøger man at ændre borgerens sundhedsvaner. Hvis det ikke lykkes, og
borgeren bliver syg, ligger der en tanke på spring: ‘det er din egen skyld, du
kunne jo bare have gjort som vi sagde’.

Som det gælder med spørgsmålet ’kan det betale sig’, er udtrykket
’selvforskyldte sygdomme’ et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte, men
ofte ligger som en præmis i debatten. Til grund herfor ses en tiltagende
orientering mod nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske
samfundsinteresser. Med denne opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld,
men også ansvar. Alle skal i dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig
større omfang også egen sygdom. Lige adgang til sundhedsvæsenet betyder derfor,
at vi alle skal følge en lige linje på vejen til sygehuset – ellers trækker det
ned i regnestykket. Det er her kløfterne opstår, og de flotte paroler om lighed
falder til jorden.

Men hvad er så løsningen? Den nytteetiske bacille inficerer vores
forpligtelse om lighed og solidaritet. Vi skal tilbage til et menneskesyn, som
i sin grundsubstans hviler på hensynet til medmennesket. Vores forpligtelse til
at betragte alle patienter uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller
ej. En forpligtelse der fokuserer på lighed og fællesskab ud fra en norm om at
handle til gavn for den enkelte patient.
Et udgangspunkt der kort og godt går ud på, at vi hjælper patienterne uden
først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på grund af
nytteetiske kalkuler.