(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.12.2011)

Nogenlunde
sådan falder ordene, da jeg for ganske nylig modtager et telefonopkald fra en ældre
kvinde, der er
stærkt fortørnet over udsigten til at blive genoplivet, hvis hun falder om på
gaden med hjertestop. Hun understreger, at hendes henvendelse intet har med
aktiv dødshjælp at gøre, men ønsker i stedet at markere en holdning til det,
som for hende er blevet et samfund, hvor genoplivning er et blindt mål. Hvis
hun falder om på gaden og dør, har hun intet ønske om at blive genoplivet. Jeg
lagde øre til en kvinde på 79 år, som ikke ønskede at dø, men som levede med en
frygt for at blive genoplivet.

Jeg
nævnte muligheden for at skrive et livstestamente, hvor enhver borger kan sige
nej til livsforlængende behandling, men på en måde ramte jeg ved siden af, for
kvinden talte om noget andet. Hun havde dårligt hjerte og frygtede, at hjertet
skulle svigte, imens hun befandt sig i det offentlige rum, hvor hun med stor sandsynlighed
vil blive forsøgt genoplivet. Hendes frygt er ikke ubegrundet, da der i dag
hænger hjertestartere mange steder i det offentlige rum, fx på metrostationer,
offentlige institutioner, og snart også på alle plejehjem i Danmark, hvis det
står til politikerne.

En
oplagt løsning kan være at spørge den ældre og respektere et fravalg af
livsforlængende behandling. Men hvornår skal man spørge? Og hvis den ældre svarer
’ja’, bør man vel spørge igen, hvis den generelle livssituation forværres? Her
kan det virke som en krænkelse at skulle spørge igen og igen. I andre tilfælde
kan der være tvivl om den ældres evne til at svare på spørgsmålet om
genoplivning, fx i tilfælde af svær demens. Men hvem bør i så fald vurdere, hvornår
hjertestarteren bør bruges? Det er nærliggende at spørge de pårørende, men
måske er de pårørende ikke enige indbyrdes. Og selvom de er enige, kan sundhedspersonalet
ikke altid være sikker på, at de pårørendes motiver tjener den ældre bedst.
Problemet med hjertestartere på ældrecentre beror samtidig på, at personalet har
en anden uddannelse, set i forhold til forholdene på sygehuset. På sygehuset
vil genoplivning i de fleste tilfælde inddrage en lægefaglig vurdering. Men på
ældrecentret er lægen langt væk, og brugen af en hjertestarter kræver en hurtig
beslutning.

Problemet
er, at hvis vi bevidst fravælger opsætning af hjertestartere på plejehjem, vil
det i nogen grad svare til at undlade at ringe 112. Hertil hører jeg ofte sundhedspersonale
benytte udtrykket ’vi skynder os langsomt’. Men det skjuler jo blot et problem.
Et problem hvor ingen har taget stilling, og hvor der tavst træffes en beslutning
uden nogen gives et ansvar.

Vi
bør selvfølgelig ikke stoppe med at genoplive patienter og ældre borgere, men
omvendt kan vi også gå for langt i denne bestræbelse. At arbejde med etiske
spørgsmål drejer sig om at balancere mellem grundlæggende værdier, hvor vi
tilstræber at imødekomme kontrære hensyn. At genoplive gamle medborgere på
plejehjem for enhver pris, kan let ende som et ensidigt hensyn ud fra en
misforstået respekt for borgeren. Jeg mener derfor, at vi bør drøfte de etiske
spørgsmål ganske nøje, før vi begynder at anvende hjertestartere ud fra en
blind tro på, at det er den bedste og mest menneskelige løsning. I mange
tilfælde vil der ikke være tale om en livshjælp, hvor vi forlænger livet, men
derimod en reel forlængelse af døden. Når vi fokuserer på livets længde,
glemmer vi ofte dets indhold på vej mod dets afslutning. I Danmark er det
tilladt at lade dø, hvis patienten ønsker det. Dette ønske bør vi respektere.