(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4.1.2012)

Vi har netop
fejret nytåret. Her bruger vi tid på at se tilbage på året der gik for
derigennem at komme bestyrket ind i det nye år. Vi har set tilbage på de
vigtigste begivenheder i politik, sport og kultur. Men hvad ser vi, når vi
kigger tilbage på årets gang fra et etisk perspektiv?

Her rejser
der sig en lang række sager, og enkeltsager især, som medierne har trukket frem,
og hvor etikken er blevet nævnt. Vi har debatteret nedgravning af aborterede fostre,
gentest, prioritering i sundhedsvæsenet, kvinder hvis børn blev syge af sæd fra
samme donor, pigen der fik fjernet brysterne som 15-årig, hvilket blot er
ganske få eksempler på tematikker, som har trukket overskrifter i den
offentlige debat i det forløbne år. Dertil kommer debatten om de evigt aktuelle
emner såsom organdonation, aktiv dødshjælp, grænser for abort, osv.

Men skal vi
se tilbage med etikken, er det relevant se at lidt længere tilbage for på den
måde at se, hvordan etikken ændrer sig i det danske samfund. Lad mig give nogle
eksempler. I Det Etiske Råds 25-årige historie har der flere gange været rejst
en debat om kunstig befrugtning. Læser man Rådets redegørelse fra 1995 står der,
at et flertal var modstandere af nedfrysning af befrugtede æg i forbindelse med
fertilitetsbehandling eller nedfrysning af ægceller i det hele taget. I dag er
det blevet sædvanlig praksis, uden at nogen løfter et øjenbryn. I dag er det
godt og vel et år siden, at en kvinde tilmed fik udleveret en afdød mands sæd
med sigte på kunstig befrugtning. Tilbage i slutningen af firserne var der en
heftig debat i Danmark vedrørende hjernedødskriteriet. Det vil sige muligheden for
at erklære en person død, hvis blot hjernen er død, hvorefter hjertet kan transplanteres.
Der var stor modstand dengang. I dag er det blevet sædvanlig praksis, og jeg vil
tro, det er vanskeligt at finde mange modstandere i dag. Går vi fra firserne
tilbage til halvfjerdserne, finder vi hele abortdebatten, hvor aborten som bekendt
blev fri. Her var der også stor modstand. Men hvordan ser det ud i dag? Det er
meget vanskeligt at finde modstandere af den fri abort, med mindre man skeler
til nogle religiøse kredse. Til gengæld diskuteres grænser for begravelse af aborterede
fostre og andre grænser forbundet med provokeret abort, som vi må tage stilling til, fordi vi har indført en særdeles
liberal abortlovgivning.

Men hvad er
det så, vi rynker på næsen af i dag? Mange forholder sig kritisk til muligheden
for, at tre personer genetisk kan blive forældre til samme barn. Det kunne også
være to mænd, der blev genetiske forældre til et barn via en rugemor. Flere er
kritiske overfor genmodificerede fødevarer. De fleste ønsker ikke at mennesker
klones, osv. Listen er lang og jeg er selv blandt dem som forholder sig kritisk
til ovenstående teknikker. Men ser vi historisk på udviklingen af skik og brug,
har sæderne altid været i forfald. Hvad der var udsædvanligt sidste år, er
blevet sædvanligt i år. Som en stor filosof en gang sagde: ’Kanonen vil kræve
sin ret’. Når først teknologien er skabt, vil den også blive brugt på et
tidspunkt.

Men hvad bør
vi så gøre? Bør vi blot give slip og lade alt flyde. Hertil er svaret nej. Vi bør
derimod blive mere bevidste om, det vi står for, det vi finder os i, og dermed
har hjemme i. Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og
sætte grænser. Vi bør pejle efter et ’hertil og ikke længere’ og lade det være
en besindelse for dem, som følger os. Udviklingen skal ikke bremses, men vores
værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning.
Men nytter det noget? Ja, vi får større etisk bevidsthed og givet kant til egen
stilling. Det afgørende er, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken,
men ser mennesket først, vores medmenneske. Det er det, etikken drejer sig om.