(Trykt i Kristeligt Dagblad 16.1.2012)

Lad os forstille os den ultimative form for aktiv dødshjælp: Vi indfører
en dødspille. Den kan købes i ethvert apotek. Nej, i ethvert supermarked. Den
ligger frit fremme til salg overalt, hvor vi kommer. Vil du købe pillen? Umiddelbart
er det let at forestille sig en salgssucces. Ikke fordi vi ønsker at afslutte
livet, men fordi vi kunne have et ønske om at have pillen liggende, hvis
situationen byder det nødvendigt. Hvis livet på et tidspunkt bliver ubærligt
eller ulideligt, ved vi, at pillen ligger i medicinskabet. Her står vi ved et
centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp. Argumentet der går på, at vi
ikke vil ende som en grøntsag eller på anden måde lide en såkaldt uværdig død.
Døden er derfor noget, vi gerne vil håndtere i opløbet. Argumentet skjuler
motivet om at ville kontrollere livet, og ikke mindst døden når den nærmer sig.
Tanken opstår som et ønske om selv at kunne beslutte, hvornår livet skal stoppe,
og derfor kunne ideen om en dødspille være en besnærende tanke.

Det interessante ved dette ønske er, at selvom vi tror, at døden bliver
det største ønske, når den kommer tæt på, er det ofte det modsatte, som er
tilfældet. Jo mere vi nærmer os døden, desto mere kæmper vi ofte for livet. Det
er på afstand, at vi hurtigt kan få en tanke om et fuldstændigt uudholdeligt
liv i en miserabel sygdomssituation. Samtidig er det, når vi betragter andre
udefra, at vi ønsker livets afslutning. Alene det at gå forbi et ældrecenter kan
få os til at tænke: ’Hvordan holder de det ud, de har da ikke noget liv længere’,
fordi det fra distancen kan minde om en levende bisættelse. Her kan man få den
tanke, at dødspillen vil blive en sællert.

Men nej. Livets logik er en ganske anden. Det forunderlige ved
menneskelivet er, at styrken i menneskets dødsønske ikke har en direkte forbindelse
med dets lidelser. Det er ikke sådan, at jo mere syg man bliver, desto hurtigere
vil man gerne herfra. En pointe jeg ofte har fået bekræftet i mødet med døende
på flere af landets sygehusafdelinger. I modsætning til hvad man kunne forvente,
er det sjældent sådan, at jo værre man har det, desto stærkere ønsker man at
dø.

Vi kender alle til påskønnelsen af egen vores sundhed, når vi ser andre
lide under svær sygdom. Samtidig kan vi få en tendens til at overføre vores egen
livsdom nedover den syge ’hvad er det dog for et liv’, gid hun dog snart må få
fred’, ’der er jo ingen værdighed tilbage’ osv. Men patienten selv bliver ved
med at leve, selvom døden lægger andre planer. En af de største misforståelser
i debatten om aktiv dødshjælp er efter min mening tanken om, at de døende
ligger på stribe med et ønske aktiv dødshjælp og vil være de første til at
sluge dødspillen, hvis den lå på natbordet. Det er på ingen måde tilfældet,
selvom jeg selvfølgelig ikke er blind for, at ønsket kan opstå. Men selv i situationer,
hvor jeg personligt har tænkt ’hvad er det dog for et liv’ har patienten levet
til døden, og fyldt livet på vejen derhen.

Så nej, vi skal selvfølgelig hverken producere eller markedsføre
dødspillen. I stedet skal vi leve med døden som en del af livet og som det
vigtigste hjælpe hinanden i livet på vejen derhen.