(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 2.1.2012)

Jeg er ikke modstander af den fri abort, men jeg oplever alligevel, at det
føles forkert at sige, at jeg er tilhænger. På mange måder har vi en god
lovgivning i dag, der sikrer kvinders ret, hvilket der ikke bør rokkes ved. Problemet
er, at der i disse år skabes en lang række nye biotekniske muligheder, som efterlader
os med en abortpraksis, som på flere måder er udfordret.

Hvis et par, der i forvejen har to børn, efter nogle år ønsker at få en
efternøler, kan der opstå følgende dilemma: Det lykkes straks for kvinden at
blive gravid. Problemet er, at kvinden er gravid med tvillinger, og planen er
kun at få ét barn, da der allerede er to børn i familien. Kvinden går derfor
til lægen med ønsket om at få fjernet det ene foster. Denne praksis kaldes fosterreduktion
og er klinisk set et forholdsvis uproblematisk indgreb. Men lægen må desværre
skuffe kvinden, idet fosterreduktion ikke er tilladt i Danmark, medmindre der
er en lægefaglig begrundelse for at udføre indgrebet. ’Men så kan det også være
lige meget’ siger kvinden og ønsker nu at få fjernet begge fostre. Det er til gengæld
fuldt lovligt og skal tilbydes og udføres på kvindens anmodning.

Det næste eksempel ligner det første i den forstand, at et par allerede
har fået to børn og ønsker en efternøler. Men sagen er den, at de to første
børn er drenge og parrets store ønske er nu, at den lille efternøler bliver en
pige. Parret køber derfor fuldt lovligt en kønstest og får herigennem viden om,
at kvinden er gravid med et drengebarn. Kvinden går derfor til lægen med ønsket
om en abort, hvilket hun har ret til at få. Rent faktisk behøver kvinden slet
ikke fremlægge en begrundelse. Kvinden får blot fjernet barnet og kan nu forsøge
igen med sigte på det ønskede pigebarn. Denne praksis er fuldt tilladt i Danmark.

Lad os se på et tredje eksempel. I Danmark er der ingen grænser for den
fri abort til og med 12. graviditetsuge. Det ligger netop i ordet fri, at der ikke
kræves en begrundelse for aborten, da det ganske enkelt er en ret. Reelt kan
abort derfor bruges som prævention, hvor der ikke fastsættes et loft over antal
aborter. Men hvordan kan vi tillade denne maksimale frihed, når vi samtidig er
særdeles restriktive, hvad angår et foster på et langt tidligere
udviklingsstadium? Når først ægget er befrugtet, tillader vi ikke forskning med
befrugtede æg, hvilket ellers kan hjælpe barnløse, men også skabe vigtig viden
med sigte på sygdomsbekæmpelse. Men denne praksis tillader vi stort set ikke.
Det er først, når fostret udvikler sig og bliver langt større, at vi gerne må
manipulere med det og ultimativt destruere det gennem en provokeret abort.

I Danmark skal vi opsætte etiske grænser i takt med de mange nye biotekniske
muligheder. Problemet er, at mange af de etiske grænser, vi fastsatte for
årtier tilbage, kræver et kritisk eftersyn i dag, hvis vi ikke skal ende med store
etiske kvaler, som ovenstående eksempler antyder.