Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Dødspillen

Etiske spørgsmål Posted on Fri, January 20, 2012 14:19:45

(Trykt i Kristeligt Dagblad 16.1.2012)

Lad os forstille os den ultimative form for aktiv dødshjælp: Vi indfører
en dødspille. Den kan købes i ethvert apotek. Nej, i ethvert supermarked. Den
ligger frit fremme til salg overalt, hvor vi kommer. Vil du købe pillen? Umiddelbart
er det let at forestille sig en salgssucces. Ikke fordi vi ønsker at afslutte
livet, men fordi vi kunne have et ønske om at have pillen liggende, hvis
situationen byder det nødvendigt. Hvis livet på et tidspunkt bliver ubærligt
eller ulideligt, ved vi, at pillen ligger i medicinskabet. Her står vi ved et
centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp. Argumentet der går på, at vi
ikke vil ende som en grøntsag eller på anden måde lide en såkaldt uværdig død.
Døden er derfor noget, vi gerne vil håndtere i opløbet. Argumentet skjuler
motivet om at ville kontrollere livet, og ikke mindst døden når den nærmer sig.
Tanken opstår som et ønske om selv at kunne beslutte, hvornår livet skal stoppe,
og derfor kunne ideen om en dødspille være en besnærende tanke.

Det interessante ved dette ønske er, at selvom vi tror, at døden bliver
det største ønske, når den kommer tæt på, er det ofte det modsatte, som er
tilfældet. Jo mere vi nærmer os døden, desto mere kæmper vi ofte for livet. Det
er på afstand, at vi hurtigt kan få en tanke om et fuldstændigt uudholdeligt
liv i en miserabel sygdomssituation. Samtidig er det, når vi betragter andre
udefra, at vi ønsker livets afslutning. Alene det at gå forbi et ældrecenter kan
få os til at tænke: ’Hvordan holder de det ud, de har da ikke noget liv længere’,
fordi det fra distancen kan minde om en levende bisættelse. Her kan man få den
tanke, at dødspillen vil blive en sællert.

Men nej. Livets logik er en ganske anden. Det forunderlige ved
menneskelivet er, at styrken i menneskets dødsønske ikke har en direkte forbindelse
med dets lidelser. Det er ikke sådan, at jo mere syg man bliver, desto hurtigere
vil man gerne herfra. En pointe jeg ofte har fået bekræftet i mødet med døende
på flere af landets sygehusafdelinger. I modsætning til hvad man kunne forvente,
er det sjældent sådan, at jo værre man har det, desto stærkere ønsker man at
dø.

Vi kender alle til påskønnelsen af egen vores sundhed, når vi ser andre
lide under svær sygdom. Samtidig kan vi få en tendens til at overføre vores egen
livsdom nedover den syge ’hvad er det dog for et liv’, gid hun dog snart må få
fred’, ’der er jo ingen værdighed tilbage’ osv. Men patienten selv bliver ved
med at leve, selvom døden lægger andre planer. En af de største misforståelser
i debatten om aktiv dødshjælp er efter min mening tanken om, at de døende
ligger på stribe med et ønske aktiv dødshjælp og vil være de første til at
sluge dødspillen, hvis den lå på natbordet. Det er på ingen måde tilfældet,
selvom jeg selvfølgelig ikke er blind for, at ønsket kan opstå. Men selv i situationer,
hvor jeg personligt har tænkt ’hvad er det dog for et liv’ har patienten levet
til døden, og fyldt livet på vejen derhen.

Så nej, vi skal selvfølgelig hverken producere eller markedsføre
dødspillen. I stedet skal vi leve med døden som en del af livet og som det
vigtigste hjælpe hinanden i livet på vejen derhen.



Etikken der går

Hvad er etik? Posted on Fri, January 20, 2012 14:17:50

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 4.1.2012)

Vi har netop
fejret nytåret. Her bruger vi tid på at se tilbage på året der gik for
derigennem at komme bestyrket ind i det nye år. Vi har set tilbage på de
vigtigste begivenheder i politik, sport og kultur. Men hvad ser vi, når vi
kigger tilbage på årets gang fra et etisk perspektiv?

Her rejser
der sig en lang række sager, og enkeltsager især, som medierne har trukket frem,
og hvor etikken er blevet nævnt. Vi har debatteret nedgravning af aborterede fostre,
gentest, prioritering i sundhedsvæsenet, kvinder hvis børn blev syge af sæd fra
samme donor, pigen der fik fjernet brysterne som 15-årig, hvilket blot er
ganske få eksempler på tematikker, som har trukket overskrifter i den
offentlige debat i det forløbne år. Dertil kommer debatten om de evigt aktuelle
emner såsom organdonation, aktiv dødshjælp, grænser for abort, osv.

Men skal vi
se tilbage med etikken, er det relevant se at lidt længere tilbage for på den
måde at se, hvordan etikken ændrer sig i det danske samfund. Lad mig give nogle
eksempler. I Det Etiske Råds 25-årige historie har der flere gange været rejst
en debat om kunstig befrugtning. Læser man Rådets redegørelse fra 1995 står der,
at et flertal var modstandere af nedfrysning af befrugtede æg i forbindelse med
fertilitetsbehandling eller nedfrysning af ægceller i det hele taget. I dag er
det blevet sædvanlig praksis, uden at nogen løfter et øjenbryn. I dag er det
godt og vel et år siden, at en kvinde tilmed fik udleveret en afdød mands sæd
med sigte på kunstig befrugtning. Tilbage i slutningen af firserne var der en
heftig debat i Danmark vedrørende hjernedødskriteriet. Det vil sige muligheden for
at erklære en person død, hvis blot hjernen er død, hvorefter hjertet kan transplanteres.
Der var stor modstand dengang. I dag er det blevet sædvanlig praksis, og jeg vil
tro, det er vanskeligt at finde mange modstandere i dag. Går vi fra firserne
tilbage til halvfjerdserne, finder vi hele abortdebatten, hvor aborten som bekendt
blev fri. Her var der også stor modstand. Men hvordan ser det ud i dag? Det er
meget vanskeligt at finde modstandere af den fri abort, med mindre man skeler
til nogle religiøse kredse. Til gengæld diskuteres grænser for begravelse af aborterede
fostre og andre grænser forbundet med provokeret abort, som vi må tage stilling til, fordi vi har indført en særdeles
liberal abortlovgivning.

Men hvad er
det så, vi rynker på næsen af i dag? Mange forholder sig kritisk til muligheden
for, at tre personer genetisk kan blive forældre til samme barn. Det kunne også
være to mænd, der blev genetiske forældre til et barn via en rugemor. Flere er
kritiske overfor genmodificerede fødevarer. De fleste ønsker ikke at mennesker
klones, osv. Listen er lang og jeg er selv blandt dem som forholder sig kritisk
til ovenstående teknikker. Men ser vi historisk på udviklingen af skik og brug,
har sæderne altid været i forfald. Hvad der var udsædvanligt sidste år, er
blevet sædvanligt i år. Som en stor filosof en gang sagde: ’Kanonen vil kræve
sin ret’. Når først teknologien er skabt, vil den også blive brugt på et
tidspunkt.

Men hvad bør
vi så gøre? Bør vi blot give slip og lade alt flyde. Hertil er svaret nej. Vi bør
derimod blive mere bevidste om, det vi står for, det vi finder os i, og dermed
har hjemme i. Vi bør sammen og hver især finde vores værdimæssige forankring og
sætte grænser. Vi bør pejle efter et ’hertil og ikke længere’ og lade det være
en besindelse for dem, som følger os. Udviklingen skal ikke bremses, men vores
værdier skal forme de mange nye muligheder i en anstændig og menneskelig retning.
Men nytter det noget? Ja, vi får større etisk bevidsthed og givet kant til egen
stilling. Det afgørende er, at vi ikke blot lader os fascinere af bioteknikken,
men ser mennesket først, vores medmenneske. Det er det, etikken drejer sig om.



Abort til kritisk eftersyn

Etiske spørgsmål Posted on Fri, January 20, 2012 14:15:54

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 2.1.2012)

Jeg er ikke modstander af den fri abort, men jeg oplever alligevel, at det
føles forkert at sige, at jeg er tilhænger. På mange måder har vi en god
lovgivning i dag, der sikrer kvinders ret, hvilket der ikke bør rokkes ved. Problemet
er, at der i disse år skabes en lang række nye biotekniske muligheder, som efterlader
os med en abortpraksis, som på flere måder er udfordret.

Hvis et par, der i forvejen har to børn, efter nogle år ønsker at få en
efternøler, kan der opstå følgende dilemma: Det lykkes straks for kvinden at
blive gravid. Problemet er, at kvinden er gravid med tvillinger, og planen er
kun at få ét barn, da der allerede er to børn i familien. Kvinden går derfor
til lægen med ønsket om at få fjernet det ene foster. Denne praksis kaldes fosterreduktion
og er klinisk set et forholdsvis uproblematisk indgreb. Men lægen må desværre
skuffe kvinden, idet fosterreduktion ikke er tilladt i Danmark, medmindre der
er en lægefaglig begrundelse for at udføre indgrebet. ’Men så kan det også være
lige meget’ siger kvinden og ønsker nu at få fjernet begge fostre. Det er til gengæld
fuldt lovligt og skal tilbydes og udføres på kvindens anmodning.

Det næste eksempel ligner det første i den forstand, at et par allerede
har fået to børn og ønsker en efternøler. Men sagen er den, at de to første
børn er drenge og parrets store ønske er nu, at den lille efternøler bliver en
pige. Parret køber derfor fuldt lovligt en kønstest og får herigennem viden om,
at kvinden er gravid med et drengebarn. Kvinden går derfor til lægen med ønsket
om en abort, hvilket hun har ret til at få. Rent faktisk behøver kvinden slet
ikke fremlægge en begrundelse. Kvinden får blot fjernet barnet og kan nu forsøge
igen med sigte på det ønskede pigebarn. Denne praksis er fuldt tilladt i Danmark.

Lad os se på et tredje eksempel. I Danmark er der ingen grænser for den
fri abort til og med 12. graviditetsuge. Det ligger netop i ordet fri, at der ikke
kræves en begrundelse for aborten, da det ganske enkelt er en ret. Reelt kan
abort derfor bruges som prævention, hvor der ikke fastsættes et loft over antal
aborter. Men hvordan kan vi tillade denne maksimale frihed, når vi samtidig er
særdeles restriktive, hvad angår et foster på et langt tidligere
udviklingsstadium? Når først ægget er befrugtet, tillader vi ikke forskning med
befrugtede æg, hvilket ellers kan hjælpe barnløse, men også skabe vigtig viden
med sigte på sygdomsbekæmpelse. Men denne praksis tillader vi stort set ikke.
Det er først, når fostret udvikler sig og bliver langt større, at vi gerne må
manipulere med det og ultimativt destruere det gennem en provokeret abort.

I Danmark skal vi opsætte etiske grænser i takt med de mange nye biotekniske
muligheder. Problemet er, at mange af de etiske grænser, vi fastsatte for
årtier tilbage, kræver et kritisk eftersyn i dag, hvis vi ikke skal ende med store
etiske kvaler, som ovenstående eksempler antyder.



Må jeg godt få lov at dø?

Etiske spørgsmål Posted on Fri, January 20, 2012 14:13:42

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.12.2011)

Nogenlunde
sådan falder ordene, da jeg for ganske nylig modtager et telefonopkald fra en ældre
kvinde, der er
stærkt fortørnet over udsigten til at blive genoplivet, hvis hun falder om på
gaden med hjertestop. Hun understreger, at hendes henvendelse intet har med
aktiv dødshjælp at gøre, men ønsker i stedet at markere en holdning til det,
som for hende er blevet et samfund, hvor genoplivning er et blindt mål. Hvis
hun falder om på gaden og dør, har hun intet ønske om at blive genoplivet. Jeg
lagde øre til en kvinde på 79 år, som ikke ønskede at dø, men som levede med en
frygt for at blive genoplivet.

Jeg
nævnte muligheden for at skrive et livstestamente, hvor enhver borger kan sige
nej til livsforlængende behandling, men på en måde ramte jeg ved siden af, for
kvinden talte om noget andet. Hun havde dårligt hjerte og frygtede, at hjertet
skulle svigte, imens hun befandt sig i det offentlige rum, hvor hun med stor sandsynlighed
vil blive forsøgt genoplivet. Hendes frygt er ikke ubegrundet, da der i dag
hænger hjertestartere mange steder i det offentlige rum, fx på metrostationer,
offentlige institutioner, og snart også på alle plejehjem i Danmark, hvis det
står til politikerne.

En
oplagt løsning kan være at spørge den ældre og respektere et fravalg af
livsforlængende behandling. Men hvornår skal man spørge? Og hvis den ældre svarer
’ja’, bør man vel spørge igen, hvis den generelle livssituation forværres? Her
kan det virke som en krænkelse at skulle spørge igen og igen. I andre tilfælde
kan der være tvivl om den ældres evne til at svare på spørgsmålet om
genoplivning, fx i tilfælde af svær demens. Men hvem bør i så fald vurdere, hvornår
hjertestarteren bør bruges? Det er nærliggende at spørge de pårørende, men
måske er de pårørende ikke enige indbyrdes. Og selvom de er enige, kan sundhedspersonalet
ikke altid være sikker på, at de pårørendes motiver tjener den ældre bedst.
Problemet med hjertestartere på ældrecentre beror samtidig på, at personalet har
en anden uddannelse, set i forhold til forholdene på sygehuset. På sygehuset
vil genoplivning i de fleste tilfælde inddrage en lægefaglig vurdering. Men på
ældrecentret er lægen langt væk, og brugen af en hjertestarter kræver en hurtig
beslutning.

Problemet
er, at hvis vi bevidst fravælger opsætning af hjertestartere på plejehjem, vil
det i nogen grad svare til at undlade at ringe 112. Hertil hører jeg ofte sundhedspersonale
benytte udtrykket ’vi skynder os langsomt’. Men det skjuler jo blot et problem.
Et problem hvor ingen har taget stilling, og hvor der tavst træffes en beslutning
uden nogen gives et ansvar.

Vi
bør selvfølgelig ikke stoppe med at genoplive patienter og ældre borgere, men
omvendt kan vi også gå for langt i denne bestræbelse. At arbejde med etiske
spørgsmål drejer sig om at balancere mellem grundlæggende værdier, hvor vi
tilstræber at imødekomme kontrære hensyn. At genoplive gamle medborgere på
plejehjem for enhver pris, kan let ende som et ensidigt hensyn ud fra en
misforstået respekt for borgeren. Jeg mener derfor, at vi bør drøfte de etiske
spørgsmål ganske nøje, før vi begynder at anvende hjertestartere ud fra en
blind tro på, at det er den bedste og mest menneskelige løsning. I mange
tilfælde vil der ikke være tale om en livshjælp, hvor vi forlænger livet, men
derimod en reel forlængelse af døden. Når vi fokuserer på livets længde,
glemmer vi ofte dets indhold på vej mod dets afslutning. I Danmark er det
tilladt at lade dø, hvis patienten ønsker det. Dette ønske bør vi respektere.