(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 24.10.2011)

“Når vi er, er døden ikke; når døden er, er
vi ikke”. Sådan bliver vi beroliget af filosoffen Epikur, der levede for
2300 år siden. Men det betyder ikke, at døden mister mening, tværtimod. Døden forpligter
os i livet og er meningsfuld som en besindelse på livets alvor.

I dag er døden blevet noget, vi udskyder. Den
er udskudt til fremtidig kontrol. Det er netop her, tilhængere af aktiv dødshjælp
rodfæster sine argumenter. Argumenter der ofte varierer over følgende udtryk: “Når
lidelsen bliver ubærlig, vil jeg selv kunne bestemme”. Vi udskyder døden hele livet
igennem, og når først den nærmer sig, vil vi gerne overvinde den ved at stoppe
livet, når vi selv ønsker det. Men det indledende citat af Epikur udfordrer argumentet
og fjerner i nogen grad selve grundlaget for dette ønske. Epikur peger bl.a. på
det grundlæggende forhold, at når først døden indtræder, er ‘jeg’ ikke mere.
Det er således en gængs misforståelse, at man kan ’være’ død. Jeg kan ikke være
død, dvs. leve som død, men er til gengæld døende hele livet igennem.

Hele diskussionen om aktiv dødshjælp får ganske
ofte et forkert udgangspunkt. Vi taler om døden, som noget der kan hjælpe den
døende. Det, vi gerne vil undgå, er den smertefulde død. Den voldsomme kamp.
Men døden lindrer ikke. Det eneste døden kan, er at fjerne den person der
lider. Derfor er det særligt livet og synet på døden, der kan forandre
vilkårene for den døende.

”Mennesker, der råber: “Jeg dør!”, gør det
for det meste ikke”, påpeger den hollandske læge Bert Keizer i bogen ”…døden må
du lide”. Når døden er minutter tæt på, sker det som regel, uden at den døende
er bevidst om det. Mere kategorisk er vi aldrig tilstede ved vores egen død. Det
er så til gengæld de efterladte, der må lide som efterlevende. Den døende dør
som levende. At dø svarer til at ’blive død’ nøjagtig som livet begynder med at
’blive født’. Det er pr. definition uden for vores kontrol.

Det, der står tilbage, er et døende liv eller
mere opbyggeligt et liv med døden. På den måde bliver døden livsvigtig, som et vilkår
i livet. Det er ikke døden, der giver os lidelsen, men derimod livet, som er
lidelsesfuldt. Hvis vi derfor finder livet hårdt og ubærligt, er det måske
snarere livet, vi skal anklage og ikke ønske at døden skal komme og lindre.
Døden lindrer ikke, men fjerner den der lider.

Livet kan være grimt og ubønhørligt. På et
tidspunkt får sygdom magt i livet, som en stadig mere tung byrde. Derfor er det
i livet, vi bør hjælpe de svært syge. Vi bør hjælpe den døende med livet i
livet, som levende til døden. Vi bør fortsat tilbyde omsorg, lindrende pleje og
behandling til døende i den sidste tid og ikke tilbyde drab på patientens
begæring. Samtidig må hver især besinde sig på, at leve som døende livet
igennem.