(Trykt som kronik i Berlingske d. 23.10.2011)

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp blusser jævnligt op i medierne, som er det
en debat der aldrig vil dø. Anledningen er typisk en enkeltsag, hvor en døende
person enten har begået selvmord i eget hjem, eller pårørende der aktivt har
taget livet af den døende mor eller far, hvor sundhedsvæsenet anklages for ikke
at tilbyde det, som defineres som en værdig død. Herefter anbringes tilhængere og
modstandere af aktiv dødshjælp over for hinanden, som var det rød og blå blok i
kamp om regeringsmagten, hvorefter debatten stilner af efter et par dage. Men
debatten mangler nuancer og især fortællinger om de mange døende, der hver dag hjælpes
i den sidste tid, uden at nogen afbryder livet på vej mod døden.

Som formand for Det Etiske Råd inddrages jeg ofte i debatten, hvor jeg
med måneders mellemrum skal forholde mig til konkrete enkeltsager. Sidste gang
jeg deltog i en tv-debat på DR fik jeg de typiske 30 sekunder til at præsentere
mit ståsted, hvor alle nuancer skulle efterlades i
kulissen. Nogle dage efter modtog jeg et brev fra en borger med amyotrofisk lateral
sklerose (ALS), som gerne ville fremhæve sin støtte til
min argumentation. Sygdommen havde frarøvet manden enhver førlighed, og det eneste
han
kunne bevæge var øjnene. Det var derfor med øjnene, han kommunikerede, hvilket muliggjorde
brevet til mig. Her beskrev han sig selv som et eksempel på en borger, der lever
til døden og endda lever lykkeligt efter eget udsagn. Han ønsker selv at blive
inddraget i debatten, men det er fortællinger som disse, der aldrig bringes
frem, når debatten om aktiv dødshjælp med jævne mellemrum blusser op.

Men lad det være sagt med det samme. Livet er ikke altid et skønmaleri.
Kræft kan eksempelvis gøre det værste ved vi mennesker, hvor tiden, ligesom et
barn med en flue, langsomt, men sikkert trækker vingerne og benene ud på os. De
mange som forsvarer tanken om aktiv dødshjælp hæfter sig her ved to helt centrale
begreber, nemlig ’selvbestemmelse’ og ’værdighed’. Med selvbestemmelse fokuseres
på retten til at dø og med værdigheden fokuseres på det uværdige i at skulle
lide ubærligt til døden. Jeg kender argumenterne ud og ind, da jeg selv har
forsvaret ideen om aktiv dødshjælp som filosof og skolet fagetiker. Men i dag
er jeg modstander af aktiv dødshjælp, fordi jeg i al ydmyghed er blevet
klogerere efter at have fulgt døende i den sidste del af livet.

Efter nogle år i følgeskab med læger og sygeplejersker på intensivafdelinger,
kræftafdelinger og hospices rundt i landet har jeg set, hvordan der er langt
fra de abstrakte begreber til den virkelighed, hvor patienter hver dag modtager
en professionel pleje og behandling i den sidste del af livet. Ser vi først på
begrebet om selvbestemmelse og dermed patientens sidste ønske om døden, har jeg
få gange hørt det blandt patienter, der lever med vished om en snarlig død. Ønsket
efterfølges ofte af udtryk såsom: ’jeg vil ikke ende som en grøntsag’ og ’var
jeg en hund, havde I gjort det af med mig’. Men mennesket er ikke og bliver aldrig
hverken en grøntsag eller en hund. Mennesket har krav på værdig omsorg og pleje.
I modsætning til min tidligere forestilling så jeg ofte, hvordan patientens
ønske om aktiv dødshjælp forsvandt efter denne omsorg og pleje blev givet. Men
målet skal selvfølgelig ikke være at fjerne dette ønske. Består ønsket om at dø
på et bestemt tidspunkt vil vi med indførelse af aktiv dødshjælp kun hjælpe de
få og give de mange en mulighed, som i værste fald skaber et helt unødvendigt
pres på flertallet af patienter. Vi skal derfor holde fast i målet, som er at hjælpe
og bistå patienten i den sidste del af livet. Her er det afgørende at sikre, at
den døende modtager en professionel omsorg, lindrende pleje og behandling i denne
del af livet. En indsats sundhedspersonalet allerede håndterer og bliver stadig
bedre til at håndtere.

Det andet typiske argument angår værdigheden eller måske rettere det
uværdige forbundet med en langsom pinefuld død, som det ofte udtrykkes. Men det
er særligt her, billederne af døden ikke stemmer med virkeligheden. For min part
havde jeg en forestilling om, at jeg ville finde mange patienter, der lå i et
smertehelvede og blev holdt i live i den sidste tid. Men det er ganske enkelt
ikke den virkelighed der viser sig. Det er sjældent, vi ikke kan smertelindre, og
det er tilladt at lade dø og stoppe udsigtsløs behandling. Vi har med andre ord
alle de muligheder, der er nødvendige for at kunne hjælpe bedst muligt.

Men problemet er ikke kun de billeder, vi har af døden, men også det sprog
vi benytter i debatten. Aktiv dødshjælp er et fuldstændig misvisende begreb. Vi
kan alle blive enige om, at dødende har krav på aktiv hjælp. Det er drabet på
patienterne, vi er uenige om. Begrebet passiv dødshjælp er endnu mere
problematisk. Begrebet antyder, at personalet passivt ser til, imens patienten dør,
hvilket på ingen måde er tilfældet. Der ydes ideelt set en aktiv palliativ indsats
dvs. lindrende pleje og behandling, hvilket er en hjælp i livet til døden. Det
er netop denne aktive livshjælp, vi bør fokusere på.

Hvis vi skal tillade, at læger begynder at dræbe patienterne, er det
ikke en ekstra lille opgave, men derimod en opgave der strider mod al anden
lægegerning, hvor der fokuseres på hjælpen i livet og ikke en hjælp i døden.
Reelt er aktiv dødshjælp et ønske om at lægen skubbes ind på scenen for der at
opføre den vigtigste scene i en tragedie. Ethvert menneske har hver sin
historie, men med aktiv dødshjælp skal lægen opgive sin lægegerning for at
skrive det sidste og mest vanskelige kapitel i patientens liv. Det er den helt
forkerte vej at gå. Aktiv dødshjælp er som at spænde ben, for en der er ved af
falde. Vores medmennesker har krav på hjælp i den sidste tid, ikke et krav på
at blive dræbt.

Når jeg debatterer aktiv dødshjælp i forbindelse med foredrag rundt i
landet, oplever jeg ofte det interessante, at jo yngre tilhørerne er, desto
mere ivrig er ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. Døden skal
udskydes til fremtidig kontrol. Døden er blevet som solen, vi ikke kan se i
øjnene. Vi går baglæns med ryggen hen imod graven, imens vi lægger planer i
livet. Når så vi står ved gravens kant, forlanges det, at vi bliver skubbet
derned. Her må vi besinde os på, at døden er uomgængelig. Der er ingen risiko
for, at døden springer nogen over. I stedet for en kontrol over døden bør vi fokusere
på livet på vejen derhen.

Lad os blive enige om, at det afgørende er, at tilbyde den bedst mulige
behandling af døende her i landet. Lad os samtidig blive enige om, at patienter
ikke skal ligge med store smerter i den sidste tid. Vi kan sikkert også blive
enige om, at patienter ikke altid skal holdes i live, hvor udsigtsløs behandling
bør afsluttes, og at det endvidere skal være tilladt at lade dø. Hvis vi er
enige om dette, vil jeg minde om, at vi allerede i dag har alle de redskaber i
værktøjskassen, der kan indfri disse mål.