(Trykt i Jyllands-Posten d. 8.10.2011)

Blandt de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen
i dag finder vi et menneskesyn i forandring. Synet på patienterne har ændret
sig i en forkert retning. Den største udfordring er dermed ikke økonomisk, men
etisk. Flere penge kan gøre meget, men den største udfordring angår vores optik
og dermed blik for patienterne.

Hvor den samaritanske pligt førhen stod stærkt, er det
nytte, som er blevet dagens målestok for de fleste beslutninger og valg. Nytte
er blevet den underliggende præmis hvorfra debatten tager sit udgangspunkt. I
dag ligger denne skjulte præmis til grund for stort set alle diskussioner og
senere prioriteringer i sundhedsvæsenet. Præmissen er skjult, fordi det ofte
lyder så voldsomt, når der tales om det, der (ikke) kan betale sig i mødet med
patienten eller patientgrupper. En grundliggende nytteetisk kalkule, hvor en
mere eller mindre matematisk nytteberegning peger på det, som ikke kun tjener
patientens bedste, men også samfundets bedste. Det er særligt samfundsnytten,
der bliver problematisk, fordi patienter sjældent nytter særlig meget, med
mindre de bliver raske i en fart. Denne problematiske opfattelse giver plads
til mange nye holdninger, der blev anset for uetiske for bare få år siden. I
dag diskuteres en nedprioritering af ydelser til handicappede, billigere
medicin til døende, organhandel, fiksering af patienter på grund af økonomiske
hensyn, patienter i arbejde der skal behandles før de arbejdsløse, osv. Disse
eksempler lever i debatten i dag på en måde, som vi ikke så for årtier tilbage.
Jeg husker gennem mine foredrag, hvordan eksemplet omkring organhandel skabte hovedrysten
hos de fleste for 10 år siden. Det sker mere sjældent i dag. Og der er mange
flere eksempler som disse, der afspejler et skred i retning mod en forråelse af
vores menneskesyn og manglende blik for vores medmennesker. Det er ikke blot,
fordi pengene mangler. Prioritering er en nødvendighed såvel som en omstændighed.
Betragter vi dagens menneskesyn, er det vores blikretning, der har ændret sig.
I dag fokuseres mere ensidigt på samfundsinteressen, samfundsøkonomien og
dermed nytten i et større perspektiv.

Hvis vi på den ene side af vejen har en psykisk syg udadreagerende
borger, der kræver mange skattekorner årligt, hvor der på den anden side af vejen
ligger en mindre folkeskole, som i skattekroner koster det samme, kan vi jo
bare fiksere den udadreagerende borger og bygge en større skole. Det må være
simpel logik. Svaret er ja, det er nytteetisk logik og ofte den forkerte logik.
Men her finder vi hele grundlaget for problemet med et forandret menneskesyn.
Vi peger umiddelbart og godtroende i retning mod samfundsinteressen og mister
blikket for den enkelte borger. Patienten bliver et middel i retning mod større
samfundsnytte. Det nytter jo ikke at kaste millioner af skattekroner efter dyr
medicin til døende, der forlader os om få dage. Det nytter ikke at bruge enorme
summer på handicappede, som aldrig vil kunne give samfundskassen noget tilbage.
Til gengæld nytter det noget at indføre eksempelvis organhandel. En glad
organdonor, der nu er blevet 200.000 kroner rigere, og en glad modtager der
generobrer livet. Men det er her, vi mister synet på den konkrete borger,
patient eller vores medmenneske. Vi har fortrængt den menneskelige pligt – den
samaritanske pligt. Vi har glemt mennesket i den nytteetiske kalkule. Vi har
kort sagt skabt et forrået menneskesyn.

Et af de steder, hvor nytteetikken har fået fat, er gennem
et forstærket fokus på forebyggelse, som ofte hives frem som det columbusæg, der
skal give os rationelle og konstruktive løsninger på sundhedsproblemer i
samfundet. Det er virkelig noget, der nytter, hvis vi fokuserer på at forebygge
sygdom, før det overhovedet bliver nødvendigt at behandle. Men også her er der fokus
på det, som kan betale sig og i særdeleshed ikke kan betale sig. Det betaler
sig ikke, at danskerne drikker, ryger og spiser det forkerte i de forkerte
mængder. Her er der ikke i sig selv noget galt med kostråd og anbefalinger om ændrede
motionsvaner såvel som dyrere cigaretter, sukker og fedt. I det hele taget er
forebyggelse på mange måder ganske fornuftigt. Men på vejen til ændret sundhedsadfærd,
gør vi let borgeren selvforskyldt, hvis uheldet sker, og han eller hun rent
faktisk bliver syg. Som det gælder med udtrykket ’kan det betale sig’, er
udtrykket ’selvforskyldte sygdomme’ et af de udtryk, som kun sjældent nævnes direkte,
men ofte ligger som en præmis i debatten. Fedmeoperationer, hvor borgeren selv
må punge ud, rygerne som fortsat behandles, men må tåle anklagende blikke, når
cigaretten tændes. Der ligger en skjult selvforskyldthed gemt i den danske debat
om livsstilsygdomme. Men til grund herfor ligger en tiltagende orientering mod
nytteetikkens nyttemaksimering og fokus på økonomiske samfundsinteresser. Med denne
opfattelse får borgeren ikke blot pålagt skyld, men også ansvar. Alle skal i
dag stå til ansvar for egen sundhed og i stadig større omfang også egen sygdom.
Men vi er på vej i ubalance mellem patientens ansvar og sundhedsvæsenets ansvar,
når patienten pålægges opgaver, som ikke magtes, og skyld der knækker
værdigheden.

Men hvad er så løsningen? Nytteetikkens modsætning præsenteres
ofte i form af en pligtetik, hvor det er den enkelte behandlers samaritanske
pligt der står centralt. Et menneskesyn som i sin grundsubstans hviler på hensynet
til medmennesket. Den enkeltes forpligtelse til at møde den syge med en renvasket
tavle uden tanke om, hvorvidt den enkelte er skyldig eller ej. En praksis hvor
selvforskyldthed og dermed skyldsspørgsmålet ikke er et udgangspunkt, og hvor
patienten muligvis skal levere en økonomisk egenbetaling, men ikke betale
tilbage for tidligere synder på grund af en given livsstil. En pligtetik der fokuserer
på lighed og fællesskab ud fra en forpligtende norm om at handle til gavn for den
konkrete patient. Et udgangspunkt der kort og godt går ud på, at vi hjælper
patienterne uden først at lade os lokke med undskyldninger om at lade være på
grund af nytteetiske kalkuler.

Men
et besøg hos den etiske optiker kan også give os blik for andet end pligtetik, når
vores menneskesyn trænger til et eftersyn. Et forrået menneskesyn skabes som
regel på afstand af patienterne. Det er det direkte møde, som skaber den etiske
forpligtelse. Udfordringen består blandt andet derved, at vi i dag kommunikerer
mere end nogensinde, men der sker ofte på afstand via elektronisk kommunikation.
Samtidig træffes stadig flere overordnede beslutninger gennem flere lag af
økonomer og jurister. Det er der ikke i sig selv noget galt med. Men ofte
skabes den etiske forpligtelse i det direkte møde. I
nærværet med patienten bliver den etiske forpligtelse ikke en pålagt opgave,
men noget sundhedspersonalet umiddelbart pålægger sig selv. Det er således i
mødet med den anden, at etikken får vægt. Etik er ikke værdibegreber vi bringer
ind i patientrelationen, men derimod et værdifuldt greb i praksis, der i al
væsentlighed afstemmes i og bestemmes af et møde med patienten. Som en sproglig
vending kan det siges sådan, at vi ikke får etik ind i sundhedsvæsnet, men får
derimod etik ud af den konkrete situation. Det er patientsituationen og dermed
patientrelationen, der bærer fortællingen om den etisk duelige læge. Det er
patienten, der skal skabe vores menneskesyn og ikke nytteetiske kalkuler eller
samfundsøkonomiske abstraktioner. Lad os derfor holde fast i vores blik for
patienterne.