(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 19.9.2011)

Hvad er den
største etiske udfordring i denne verden? Et muligt svar kunne være, at
tusindvis af mennesker dør af sult hver dag. Ikke på grund af krig, sygdom
eller alderdom, men udelukkende fordi de ikke får den livsnødvendige føde.

Her er der tale om en udfordring, vi kan gøre noget ved. Vi hjælper allerede i
et vist omfang, men kun i et helt utilstrækkeligt omfang. Såfremt verdens
rigeste gav en ubetydelig del af deres formue til verdens fattigste, ville vi i
stort omfang kunne løse problemet. Men det gør vi ikke. Hvorfor?

Et eksempel kan illustrere pointen. Du kommer kørende på en øde landevej i din
bil. Pludselig ser du en nødstedt i vejkanten. Du identificerer hurtigt en mand
med åbent benbrud, hvor blodet strømmer fra det ene ben. Hvad vil du gøre? Vil
du gøre det samme, hvis du har dine nye bukser på, som du netop har købt for
1000 kroner?

Du skal nu forestille dig, at du efter hjemkomsten finder et brev fra
Folkekirkens Nødhjælp, der appellerer til din hjælp. De ønsker 1000 kroner,
hvor pengene imidlertid ikke går til en person med benbrud, men går til
utallige mennesker, der hver dag lider på vej mod sultedøden. For 1000 kroner
vil du ikke blot kunne hjælpe en enkelt med benbrud, men et langt større antal
mennesker, der lider hver eneste dag. Eksempelvis koster et myggenet én dollar,
hvilket redder liv hver dag.Hvad gør du?

Hvis du vælger at hjælpe i det første eksempel og undlader at hjælpe i det
sidste eksempel, vælger du at gøre som de fleste. Adskillige undersøgelser
viser, hvordan langt de fleste vil hjælpe den nødstedte i vejkanten, men
fravælger hjælpen til de nødstedte, der lider i lande langt væk. Men her synes
der at opstå et paradoks. Hvorfor hjælper vi ikke der, hvor hjælpen nytter
mest? Hvis vi tænker nøje efter, er det ulogisk at hjælpe den nødstedte i
vejkanten uden at hjælpe de mange sultende i verdens udviklingslande.

Gennem de senere år er der gjort mange forsøg på at håndtere dette umiddelbare
paradoks. Nogle appellerer direkte til vores intellekt og begynder at stille
pligter frem, der viser nødvendigheden og rationalet i at hjælpe verdens
fattigste. Andre bringer os en deskriptiv evolutionistisk forklaring, hvor
urmennesket kun overlevede gennem altruistiske handlinger i flokken, parallelt
med de mere egoistiske handlinger, der kom til udtryk i mødet med den fremmede
stamme, som levede på den anden side af bjerget.

Endvidere kan det konstateres, hvordan hjernen reagerer forskelligt, når en
person præsenteres for de to etiske situationer ovenfor. Det er imidlertid
fortsat et stridspunkt, hvorvidt og hvordan vi kan forklare menneskets etiske
adfærd gennem studier af hjernens anatomi og fysiologi.

Indtil vi finder et svar, kan hver enkelt forsøge at svare på følgende
spørgsmål: Er der en etisk relevant forskel på, at en dansker og en afrikaner
sulter?