(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 15.8.2011)

Etikken
bliver synlig, når den anden kommer ind på scenen. Et helt grundlæggende etisk
spørgsmål bliver derfor: ”Hvad med den anden?”. I nutidens samfund fylder
forholdet til os selv imidlertid mere end forholdet til den anden. Etisk set
kan vi give plads til den anden gennem ydmyghed som dyd.

Ydmyghed er ikke uvidenhed om, hvem eller hvad man er, men snarere accepten og
erkendelsen af det, man ikke er i forholdet til den anden. Ydmygheden står
derfor i modsætning til forfængelighed og hovmod.

Ydmyghed er ikke ringeagt eller selvforagt, men skal imødegå selvtilfredsheden
og selvtilstrækkeligheden. Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket
reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding.

Men ydmygheden betyder ikke, at vi underlægger os den anden. Ydmyghed er ikke
ydmygelse. Med ydmygheden tillader vi derimod at give den anden en plads. Vi
profilerer eller iscenesætter ikke os selv, men giver plads til den anden og
får derigennem blik for den anden.

Vi giver
plads til det, som ikke gavner mig, men det, som har værdi for den anden. Hvor
der er ydmyghed, er der barmhjertighed.

I Danmark er ydmygheden blevet en pompøs gæst, når vi pudser etikken af ved
festlige lejligheder, eller når situationen giver os aflad gennem
selvforpligtet velgørenhed. Som praksis er ydmygheden efterhånden sjælden og
forbliver derfor uudviklet som dyd.

Ydmygheden bliver til gengæld synlig som jantelovens projektion. Vi peger på
den anden og siger: ”Du skal ikke tro, du er noget”. En jantelov, som de fleste
anfægter, men alligevel ender med at forfægte gennem praksis. Ydmyghed bliver
dermed ikke noget, jeg kræver af mig selv, men en karakteregenskab jeg
forventer af den anden.

Men janteloven skaber hverken ydmyghed hos den enkelte eller den anden.
Janteloven skaber derimod lavt selvværd, dårlig selvtillid og skam, hvilket
intet har med ydmyghed at gøre.

Etisk set er ydmyghed derimod en erkendelse af andres værd og ikke blot egen
værdighed. Jeg skal blive verdensmester i at være den, jeg er, men jeg er ikke
verdens centrum, og der vil altid være nogen eller noget, der er større end
mig.

Med ydmygheden giver man lov til, at andre kommer til orde gennem respekt for
andres meninger og holdninger. I den etiske diskussion er ydmyghed derfor et
absolut krav. I arbejdet med etik er det vigtigt, at vi får blik for de mange
synspunkter og de etiske spørgsmåls sammensatte natur.

Det er vigtigt, at vi øjner andres værdier og argumenter. Ikke altid med et
modargument parat, men med mulighed for en ny erkendelse. Her var Sokrates en
mester. Ydmygt indstillede han sig på at være uvidende, hvilket åbnede for en
dialog med fælles erkendelse som mål.