(Trykt i Information d. 2.8.2011)

I store dele
af den vestlige verden har man gennem århundreder forfægtet et stærkt ideal om
menneskets uendelige værdi. Derfor forbyder og foragter vi menneskehandel. Det
samme gælder umiddelbart køb og salg af menneskets krop og menneskelige
kropsdele. Vi tillader ikke, at kroppen kommercialiseres gennem eksempelvis
organhandel eller handel med andet kropsligt materiale.

Men de
flotte paroler udfordres mere end nogensinde af de bioteknologiske fremskridt.
Det er i stigende grad muligt at bruge dele af et menneskes krop i direkte
behandling af et andet menneske eller til forskning med henblik på at forbedre
kvaliteten af den medicinske behandling.

Det er
således både muligt og relevant at involvere mennesker som leverandører af
forskellige typer af kropsligt materiale. Mulighederne for at bruge blod,
organer, æg- og sædceller og forsøgspersoner for den sags skyld har vi kendt
til i årevis. Men i de seneste år er det også blevet muligt at bruge sener,
brusk, væv, knoglemarv ja, sågar også gener og stamceller.

Denne række
af muligheder og de noble medicinske og politiske intentioner om bedre
behandling til syge danskere har skabt en generelt stigende efterspørgsel efter
de forskellige typer af kropsligt materiale. Og med den stigende efterspørgsel
opstår det væsentlige spørgsmål, om vi i virkeligheden ikke bør stimulere
udbuddet af kropsligt materiale ved netop at tillade handel? Penge er som
bekendt et stærkt incitament til at ændre adfærd.

Det etiske
spørgsmål om, hvorvidt vi bør tillade en kommercialisering af kroppen, opstår
altså på baggrund af en værdikonflikt mellem, på den ene side, tanken om
menneskets særlige værdi og værdighed og, på den anden side, tanken om at
hjælpe og behandle syge mennesker. Men for os rækker de etiske overvejelser
langt videre.

Til fordel
for at kommercialisere kan man anlægge det syn, at menneskets krop er omfattet
vores selvbestemmelsesret eller måske endda en art ejendomsret. Det må derfor
være op til den enkelte at afgøre, hvordan kroppen skal udnyttes.

Mod
kommercialisering på det frie markeds betingelser taler til gengæld, at der er
en vis risiko for, at det vil føre til udnyttelse af sårbare mennesker. Man kan
således frygte, at en kommercialisering vil føre til, at der skabes nye grupper
af udnyttede. Lige så sandsynligt er det dog, at en kommercialisering af
kroppen fører til udnyttelse af allerede sårbare personer. Dermed kan den komme
til at uddybe en allerede eksisterende social ulighed.

Et andet af
de modargumenter, der uundgåeligt har gjort indtryk på os, angår det motiv, der
ligger til grund for donation af kropsdele. Hvis vi tillader en
kommercialisering af kroppen, kan man forvente, at donorer ikke længere drives
af et ønske om at hjælpe andre, men derimod af et ønske om at begunstige sig
selv økonomisk.

En
kommercialisering af kroppen vil altså sandsynligvis give anledning til en
glidning fra et altruistisk til et egoistisk motiv for afgivelsen af det
kropslige materiale.

Vi har længe
arbejdet med de nævnte dilemmaer. Og det slår os, at der i vores
samfundsmæssige praksis ikke er megen hjælp at hente, når man skal tage
stilling til kommercialiseringsspørgsmålet. Faktisk er der allerede en
sammenblanding af penge og adgang til kroppen og kropsligt materiale, der i
bedste fald gør vores praksis uigennemskuelig og i værste fald inkonsistent og
dobbeltmoralsk.

Eksempelvis
kan det være særdeles lønsomt at deltage i forskellige medicinske forsøg. Det
er ikke sjældent at møde studerende, der går direkte efter den økonomiske
gevinst, der ligger i at påtage sig rollen som forsøgsperson. Men er det ikke i
realiteten deres kroppe, de sætter til salg? Og hvis det er, hvorfor må man så
tage imod betaling ved medicinske forsøg, når man ikke må sælge sin nyre? Et
typisk argument for betaling i forbindelse med deltagelse i medicinske forsøg
går på, at det er yderst vanskeligt at finde personer, der vil være med, hvis
ikke de ydes en økonomisk kompensation. Men præcis samme argument kan jo
knyttes til organdonation. Så hvorfor ikke lovliggøre salg af organer, når der
er livstruede patienter på venteliste, der gerne vil betale for et nyt organ?
Den slags argumenter har uundgåeligt gjort indtryk på os.

Et andet
argument for betaling i forbindelse med forsøgsdeltagelse hævder, at det ikke
er adgangen til og brugen af kroppen som sådan, der betales eller kompenseres
for, men snarere forsøgspersonens arbejdskraft. Denne skelnen virker ikke helt
ligetil og under alle omstændigheder kan man jo spørge, hvorfor vi gerne må
sælge vores arbejdskraft, når det ikke er tilladt at sælge vores krop? Kan vi
opretholde et forsvar for en relevant forskel mellem salg af kroppen og kroppens
arbejde?

Når først
man som vi har sat sig til at tænke over grænserne for salg af vore kroppe, er
det slående, hvordan vores gøren og laden er præget af i bedste fald
uigennemskuelige elementer. F.eks. er det tilladt for prostituerede at sælge
deres krop, men de må ikke sælge deres sæd eller æg. De må kun doneres derfor
kompenseres donoren kun med et mindre beløb for ulejligheden.

Det rejser
umiddelbart spørgsmålet om, hvad der er den relevante forskel mellem sæd og
blod. Hvorfor kan en mand få 500 kroner for at donere sin sæd, når en
livsvigtig donation af blod ikke udløser en betaling? Det er svært at
argumentere for, at det er mere ubehageligt eller en større ulejlighed at
donere sæd end blod, og at kompensationen derfor skal være større ved
sæddonation end ved bloddonation.

Og hvis der
ikke kan opretholdes en relevant forskel her, hvordan kan der så opretholdes en
forskel mellem sæd og blod, som kroppen genetablerer, og organer, som jo ikke
kan genetableres? Burde vi ikke i særlig grad kompensere organdonationer eller
måske helt opgive at kompensere nogen former for donation af kropsligt
materiale?

Måske kan en
løsning på de manglende donationer af kropsligt materiale fremkomme ved at
vende blikket mod alternative incitamenter til at afgive kropsligt materiale af
forskellig slags. Vi bør således ikke blot fokusere på den økonomiske gevinst
ved donation af organer og andet kropsligt materiale, men skabe blik for andre
redskaber, der kan sikre flere donationer.

Et eksempel
kan være sundhedsmæssige modydelser såsom sundhedsforsikringer eller højere
prioritering ved ventelister. Det vil imidlertid være i strid med tanken om
lige ret til sundhedsydelser en rettighed, som vi ofte forsvarer i det danske
velfærdssamfund.

En anden
mulighed vil være at fokusere på det ærefulde eller agtværdige ved forskellige
former for donation. Måske kan man give fortjenstmedaljer, mindedage,
mindegudstjenester eller måske en mindelund for de personer, der har doneret
deres organer. Der er brug for at tænke kreativt på dette område.

Vi kan
forvente, at der vil komme en stigende efterspørgsel efter organer og andre
menneskelige kropsdele i kraft af den bioteknologiske udvikling. Med denne
udvikling følger en masse væsentlige etiske spørgsmål. For os at se bliver de i
de kommende år nogle af de mest dilemmafyldte.

Bl.a. af den
grund har Det Etiske Råd taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, der
behandler de etiske spørgsmål vedrørende kommercialisering af den menneskelige
krop. Vi bliver nødt til at få styr på de mange løse ender, etiske knuder,
uigennemsigtigheder og den logiske inkonsistens, der knytter sig til
spørgsmålet om kommercialisering af menneskekroppen.