(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 11.6.2011)

Etik er det værdimæssige grundlag for vores
handlinger. Etikken fungerer derfor som et værdimæssigt anker, når vi omgås
hinanden. Det er grundlæggende værdier, som holder os fast, når vi er på vej i
uføre. Men i nogle situationer trækker det op til etisk uvejr, fordi vores grundlæggende
værdier udfordres, og vi har vanskeligt ved at holde fast i vores værdier. Men
min pointe er, at nogle situationer kræver, at vi kaster vores værdimæssige
anker andetsteds, hvor det netop er situationen, som bør sætte kursen.

Et eksempel kan illustrere pointen. Som
værdimæssig forpligtelse føler mange, at løgnagtighed er forkert og uværdigt og
afspejler en dårlig karakter. Der er slet og ret tale om en person, der kaster
sit værdimæssige anker det forkerte sted. Men lad os antage, at vi befinder os
på et ældrecenter, hvor vi kan møde flere demente, der i nogle tilfælde lever
med troen på, at den afdøde ægtefælle er i live, men momentant er forsvundet.
Hvilken besked bør vi give den demente? Bør det være sandheden om ægtefællens
død? Holder vi fast i princippet om løgnen som det forkerte og borgerens ret
til at kende sandheden, vil konsekvensen blive, at den demente konfronteres med
ægtefællens død hver eneste dag og derfor må gennemleve sorgen på ny, som en
evig gentagelse. Det er i situationer som disse, at vi må kaste vores værdimæssige
anker et andet sted og lade situationen råde om rigtig og forkert.

En anden forankret, nærmest hellig, værdi i
sundhedsvæsenet angår patientens selvbestemmelsesret. Men hvor langt vil vi gå
i respekten for denne ret? Vil vi tillade, at patienten går i døden for denne
ret, hvilket kan være i forbindelse med fravalg af medicin, sondeernæring eller
anden behandling?

I sundhedsvæsenet bør vi holde os de grundlæggende
værdier for øje, der skaber et kompas i dilemmafyldt farvand. Men værdien respekt skal ikke gøre os handlingslammede
i situationer, hvor der er noget, vi ikke kan respektere, hvilket eksempelvis kan
være en grænseoverskridende patient. Værdien åbenhed skal ikke gøre os blind for situationer, hvor det tjener alle
bedst, hvis informationer bliver holdt tilbage. Ansvarlighed skal ikke få os til at glemme, at der er noget, vi
ikke har ansvar for og dermed gør os uansvarlige. På samme måde skal den
tilstræbte faglighed og professionalisme ikke skal gøre os blind
for værdien i at være personlig.

At vi giver køb på vores etiske principper betyder
ikke, at alle værdier er betinget af situationen, eller at alt kan være lige
gyldigt. Vi skal ikke give slip på vores forpligtelser og de principper, vi
sædvanligvis holder i hævd, men vi skal heller ikke være så tossegode, at vi
mister blik for de helt åbenlyse situationsbestemte hensyn.