(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 27.5.2011)

Ja, det synes at være
tilfældet. Prædikatet etisk og i særdeleshed uetisk benyttes mere end
nogensinde i den offentlige debat. Aldrig som før bliver nogen eller noget benævnt
som uetisk eller umoralsk, amoralsk, immoralsk såvel som dobbeltmoralsk. Men
ikke nok med det, så anvendes udtrykket ‘du er uetisk’ som en hårdtslående
trumf, der ofte kommer som man mindst venter det. Men gør det ondt at blive
slået med etikken, og hvad vil det egentlig sige at blive kritiseret som
uetisk? Filosoffer har i mange år arbejdet med spørgsmålet, men i dagligdagen
kommer man let i tvivl, når der svinges med det etiske skyts. Hvis man
kritiseres for at være uetisk, er det typisk, fordi man har forbrudt sig mod
nogle grundliggende værdier, som den eller de forurettede holder i hævd. Det
kan eksempelvis være respekt, værdighed, ansvarlighed eller åbenhed knyttet til
en specifik sammenhæng. Men eftersom ordet etik stort set altid bruges, når etikken
synes at mangle, angår kritikken eksempelvis despekt, uværdighed,
uansvarlighed, lukkethed, osv. Men ofte er det upræcist, hvad det uetiske
dækker over. Tilbage står vi derfor med et begreb, der, som et effektivt
slagvåben, kan slå selv den stærkeste modstander ud af kurs, uden at
vedkommende nødvendigvis har klarhed over, hvad det drejer sig om, udover at
man mere generelt har en slet karakter, er en samvittighedsløs person eller et decideret
ondt menneske.

Hvis man endelig vil
trække det etiske trumfkort i den offentlige debat, bør hver enkelt oversætte
ordet etik, til det sagen i virkeligheden drejer sig om. Hvad er det mere
præcist, den eller de har gjort eller ikke gjort forkert? Hvilke normer eller grænser
er blevet overtrådt? Den uetiske person er usædelig, usømmelig og taktløs, men
hvilke mere konkrete værdier er blevet krænket, og hvori består det taktløse og
usædelige? Det, at nogen er uetisk, kan derfor kun dårligt anvendes som præmis,
men bedre som konklusion. I det hele taget fungerer den etiske debat bedst uden
brug af ordet etik. Man ender let i en blindgyde, når begrebet trækkes frem.
Man kommer ikke rigtig videre, når først nogen eller noget er kategoriseret som
uetisk. Man begynder med konklusionen i stedet for at lægge præmisserne på bordet.
Præmissen kunne være, at man har forbrudt sig mod sædvanen ved at lyve, stjæle,
dræbe, hore eller på anden måde krænke eller forulempe medmennesket. Hertil kan
konklusionen blive, at vedkommende er uetisk. Men blot at sige, at noget eller
nogen er uetisk, er indholdstomt. I stedet bør vi gå direkte til sagen og
præcisere, hvor de værdimæssige grænser bør drages. Personer der fråser med
etikkens farvelade, sparer på begavelsen i en værdidebat. Udtrykket ‘det er
simpelthen bare så uetisk’ svarer til at råbe øv eller buh. Lad os i stedet
høre argumentet og helst pointen i den sammenhæng, der tales, og i øvrigt
fokusere på etik som noget, vi viser, og ikke noget vi slår hinanden i hovedet
med.