(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 6.5.2011)

Trafikregler ligner på mange måder etiske
regler. Trafikregler drejer sig grundlæggende om at vise hensyn til
medtrafikanter. På samme måde angår etik en række forskellige grundlæggende hensyn
og værdier i mødet med andre mennesker. Ønsker vi at køre bil, skal vi først
gennem en køreprøve, hvor kendskabet til trafikreglerne testes via teori og
praksis. Efterfølgende oplever mange at ”glemme” reglerne, men kan alligevel manøvrere
på bagrund af trafikreglerne. På samme måde bliver de fleste mennesker opdraget
af forældre eller i det mindste kulturelt dyrket gennem skole og arbejde, hvor værdier,
regler og hensyn står centralt. Sidenhen glider mangt og meget ud af bevidstheden,
men der efterlades ikke desto mindre en værdifuld efterrettelighed. De fleste
formår at manøvrere værdifuldt i mødet med andre mennesker på baggrund af denne
tidlige dannelse. Det interessante er, at der i lighed med trafikregler, sker
en gradvis tilpasning, hvilket skaber en automatiseret adfærd. Holder vi
tilbage for medtrafikanter, er der tale om en automatiseret adfærd, uden at vi
nødvendigvis tænker, at det er godt at gøre. På samme måder viser etikken sig
ideelt set som et ’sådan gør man bare ikke’ ’eller ’jeg kan ikke få mig selv
til at gøre andet’. Trafikregler ligner således etiske regler på mindst to
måder: tilpasset efterrettelighed og gradvis automatiseret adfærd.

Da
jeg selv tog kørekort for år tilbage, var der særligt en bestemt trafikregel,
som optog mig en del. Det var den såkaldte sammenfletningsregel ved tilkørsel
på motorvej. Som jeg husker, stod der i datidens teoribog, at man beslutsomt
skulle sætte farten op, køre ind på motorvejen og hurtigt tilpasse farten til færdslen
her. Det udfordrende ved denne regel, som med flere trafikregler. er imidlertid,
at man i nogle tilfælde ikke skal sætte farten op, men tværtimod må sætte
farten ned for ikke at køre ind i eksempelvis en lastbil. Desuden kan en tilpasning
af farten med de andre medtrafikanter hurtigt medføre lovbrud, hvis de andre på
motorvejen ikke overholder hastighedsgrænserne. Der er selvfølgelig ikke noget
galt med denne trafikregel, men ofte er den specifikke situation en vigtig fortælling
om måden, denne regel (ikke) kan praktiseres.


samme måde er det med etiske regler, som mere end nogensinde formuleres i både
offentlig og privat regi. Eksempelvis fulgte jeg for år tilbage nogle sygeplejersker,
hvor de på afdelingen havde formuleret en række etiske regler. En af reglerne
lød som følger: ‘Vis altid ubetinget respekt for patienterne’. Umiddelbart en
god regel alle kunne tilslutte sig. Mens jeg var på afdelingen skete det imidlertid,
at der var indlagt en patient, der tidligere i livet havde forgrebet sig seksuelt
på datteren. Datteren ønskede at forsone sig med faderen, hvilket faderen imidlertid
modsatte sig og angrede ikke. Jeg spurgte personalet, hvordan de bar sig ad med
at udvise ubetinget respekt for denne patient, hvilket unægtelig var yderst vanskeligt.

Det
gælder med trafikregler, som det gælder etiske regler. De kan være vigtige og
nødvendige, ikke mindst når vi som udgangspunkt skal lære at færdes blandt
medmennesker. Men trafik såvel som etik indebærer samtidig en nødvendig følsomhed
for den konkrete og ofte komplekse situation, der ikke tillader et generelt regelbrud,
men en situationsbestemt evne til at give reglen sin konkrete form.