(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 21.5.2011)

”Jeg vil ikke ende som en grøntsag!”, lyder
argumentet ofte, når jeg indgår i en debat om aktiv dødshjælp, eller drab på
begæring som det rettelig bør hedde. Der synes hos nogle mennesker at være et
ønske om fuld kontrol over livet til døden, ikke mindst for at sikre en såkaldt
værdig afslutning på livet. Men vi må ikke blande tingene sammen. For det første
er kontrol over livet ikke det samme som en kontrol over døden. Vi ved, at døden
kommer, men ikke hvornår, hvilket gælder for alle mennesker. For det andet er
værdighed ikke noget, døden kan sikre. Vi lever, til vi dør, og det er netop
livet indtil døden, vi bør fokusere på. Døden er ikke og kan aldrig blive en
rosenrød historie, men i dag har vi en række muligheder for, samt gode
erfaringer med, hjælp til døende mennesker i den sidste tid. Her tænker jeg på den
lindrende pleje og behandling, men også muligheden for at lade dø, hvilket ofte
glemmes i debatten om den aktive hjælp til døende.

Der eksisterer en lang række argumenter for
og imod muligheden for at tage livet af patienterne, som jeg ikke vil opremse
her. I stedet vil jeg tage fat på et andet interessant aspekt af hele
diskussionen om eutanasi. Det er mit indtryk, at mange af de billeder, som debatten
tegner af døden, ikke stemmer overens med den virkelighed, der viser sig ved
livets afslutning. Ofte tegnes et billede af den sidste tid i et smertehelvede eller
en dødskamp, som skal undgås for enhver pris. Men det er ikke det billede, jeg
har set gennem årene blandt døende på kræftafdelinger og hospice rundt i
landet. Jeg har set svært syge mennesker, der ikke kun er døende, men netop lever
til døden og i forskellig grad lider til døden. Afslutter vi livet, afslutter
vi netop ikke kun lidelsen, men den der lider. Livet kræver derimod, at vi bistår
de døende gennem den sidste tid, hvilket vi i stedet bør fokusere på.

Jeg har mødt mennesker, der ønskede at afslutte
livet efter eget ønske. Men det bemærkelsesværdige
er, at de forholdsvis få gange jeg har mødt patienter med dette ønske, har det sjældent
været i den sidste tid, men derimod i begyndelsen af et sygdomsforløb, hvor patienten
har frygtet den sidste tid. Ønsket har ofte været udtalt som et: ”Jeg vil ikke
ende som en grøntsag”, ”Jeg vil ikke ende i et smertehelvede”, eller ”Jeg vil ikke
ende uden mulighed for kontakt til mine nærmeste’”. Når patienten først når til
den sidste tid, er ønsket ofte forsvundet, fordi der også her viser sig at være
et liv. Jeg har således mødt flere patienter på kræftafdelinger, der efter en
diagnose eller prognose ønskede en kontrolleret afslutning på livet, hvor diagnosen
og prognosen netop er en konfrontation med døden. På hospice konfronteres man
derimod med livet indtil døden, hvorfor jeg aldrig har mødt ønsket her (desuagtet
at disse patienter selvfølgelig findes).

Det er vigtigt, at vi alle lader døden være
en lektie i livet. Her mener jeg, at livets endeligt er den vigtigste påmindelse
om livets alvor. Alvorligheden ved at leve til døden indtræder som den visse
uvished. Det er netop denne uvished, der besinder os på livet. Hvis vi derfor
begynder at tage livet af patienterne, håner vi den alvor, der ligger i livet.