(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 25.6.2011)

Der er meget, vi som
mennesker kan kontrollere og ønsker at kontrollere i livet. Men hele den måde
livet indrammes gennem fødsel og død, kan vi ikke kontrollere. Det fantastiske
ved livets begyndelse og afslutning er, at det finder sted uden vores kontrol.
Både fødsel og død er således den visse uvished, fordi vi ved, at den kommer og
finder sted, men ikke hvornår. Vi får ikke tildelt et ansvar for livets indgang
og udgang, men derimod tildelt al den lidenskab, som udspiller sig herimellem.

Personligt har jeg
længe været optaget af dette forhold og har derfor gennem mit arbejde som
filosof i flere år haft kontakt til både fødeafdelinger og hospice rundt i
landet. Ved livets begyndelse og afslutning orkestreres hele menneskets
følelsesliv, og der gives rum for livets fanfare. Men vores fortsatte ønske om
kontrol sprænger stadig flere grænser. I dag kan vi i stadig større grad
kontrollere tidspunktet for livets begyndelse og afslutning ikke mindst på
grund af videnskabens mange nye landvindinger. Vi kan beslutte, at fødslen skal
finde sted i morgen kl. 13.00 gennem et ve-stimulerende drop og/eller
ultimativt et kejsersnit.

I den anden ende af
livet er det også en biomedicinsk mulighed at afslutte livet i morgen kl.
13.00. Det kunne være gennem et lægeassisteret selvmord eller mere aktivt
lægen, der dræber gennem en afmålt medicinsk dosering. Men en ting er, hvad vi
kan gøre, noget andet er, hvad vi bør gøre. Blandt de vordende forældre er der
opstået et stigende ønske om og krav til et kontrolleret fødselstidspunkt. I
befolkningen synes der også at være mange, der ønsker et kontrolleret
dødstidspunkt gennem det som med et misvisende udtryk kaldes aktiv dødshjælp.

Jeg vil gerne understrege,
at jeg anser det for overordentlig værdifuldt, at vi gennem videnskaben kan
hjælpe mennesker ved livets begyndelse og afslutning. Derfor mener jeg også, at
vi på det grundlag i nogle tilfælde bør hjælpe. Det kan både være den
igangsatte fødsel, men også muligheden for at lade dø gennem smertelindring.
Men det afgørende er vores fokus. Vi bør fokusere på en hjælp i livet og ikke
en kontrol over livet og døden. Balancen består i, at vi på den ene side bør
igangsætte fødslen og hjælpe døende på mangfoldig vis, hvis situationen kræver
det. På den anden side bør vi ikke bestemme over liv og død ved at planlægge
eller på anden kontrollere det tidspunkt, hvor det skal finde sted. Hvis barnet
eksempelvis sidder fast under fødslen, kan et kejsersnit blive nødvendigt. På
samme måde kan en kræftsygdom nødvendiggøre en mængde smertelindring, som i sig
selv kan fremskynde døden. Men det afgørende er, at vi i det første tilfælde
hjælper til liv og ikke en kontrol med livet, hvor vi i det sidste tilfælde
hjælper i den sidste levetid og ikke forsøger at kontrollere døden gennem drab.
Vi bør hjælpe og bistå ved indgangen og udgangen af livet, men ikke selv skabe
selve indgangen og udgangen gennem kontrol og drab.