Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Den visse uvished

Etiske spørgsmål Posted on Wed, July 27, 2011 11:32:32

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 25.6.2011)

Der er meget, vi som
mennesker kan kontrollere og ønsker at kontrollere i livet. Men hele den måde
livet indrammes gennem fødsel og død, kan vi ikke kontrollere. Det fantastiske
ved livets begyndelse og afslutning er, at det finder sted uden vores kontrol.
Både fødsel og død er således den visse uvished, fordi vi ved, at den kommer og
finder sted, men ikke hvornår. Vi får ikke tildelt et ansvar for livets indgang
og udgang, men derimod tildelt al den lidenskab, som udspiller sig herimellem.

Personligt har jeg
længe været optaget af dette forhold og har derfor gennem mit arbejde som
filosof i flere år haft kontakt til både fødeafdelinger og hospice rundt i
landet. Ved livets begyndelse og afslutning orkestreres hele menneskets
følelsesliv, og der gives rum for livets fanfare. Men vores fortsatte ønske om
kontrol sprænger stadig flere grænser. I dag kan vi i stadig større grad
kontrollere tidspunktet for livets begyndelse og afslutning ikke mindst på
grund af videnskabens mange nye landvindinger. Vi kan beslutte, at fødslen skal
finde sted i morgen kl. 13.00 gennem et ve-stimulerende drop og/eller
ultimativt et kejsersnit.

I den anden ende af
livet er det også en biomedicinsk mulighed at afslutte livet i morgen kl.
13.00. Det kunne være gennem et lægeassisteret selvmord eller mere aktivt
lægen, der dræber gennem en afmålt medicinsk dosering. Men en ting er, hvad vi
kan gøre, noget andet er, hvad vi bør gøre. Blandt de vordende forældre er der
opstået et stigende ønske om og krav til et kontrolleret fødselstidspunkt. I
befolkningen synes der også at være mange, der ønsker et kontrolleret
dødstidspunkt gennem det som med et misvisende udtryk kaldes aktiv dødshjælp.

Jeg vil gerne understrege,
at jeg anser det for overordentlig værdifuldt, at vi gennem videnskaben kan
hjælpe mennesker ved livets begyndelse og afslutning. Derfor mener jeg også, at
vi på det grundlag i nogle tilfælde bør hjælpe. Det kan både være den
igangsatte fødsel, men også muligheden for at lade dø gennem smertelindring.
Men det afgørende er vores fokus. Vi bør fokusere på en hjælp i livet og ikke
en kontrol over livet og døden. Balancen består i, at vi på den ene side bør
igangsætte fødslen og hjælpe døende på mangfoldig vis, hvis situationen kræver
det. På den anden side bør vi ikke bestemme over liv og død ved at planlægge
eller på anden kontrollere det tidspunkt, hvor det skal finde sted. Hvis barnet
eksempelvis sidder fast under fødslen, kan et kejsersnit blive nødvendigt. På
samme måde kan en kræftsygdom nødvendiggøre en mængde smertelindring, som i sig
selv kan fremskynde døden. Men det afgørende er, at vi i det første tilfælde
hjælper til liv og ikke en kontrol med livet, hvor vi i det sidste tilfælde
hjælper i den sidste levetid og ikke forsøger at kontrollere døden gennem drab.
Vi bør hjælpe og bistå ved indgangen og udgangen af livet, men ikke selv skabe
selve indgangen og udgangen gennem kontrol og drab.



Let det værdimæssige anker!

Etiske spørgsmål Posted on Wed, July 27, 2011 11:30:09

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 11.6.2011)

Etik er det værdimæssige grundlag for vores
handlinger. Etikken fungerer derfor som et værdimæssigt anker, når vi omgås
hinanden. Det er grundlæggende værdier, som holder os fast, når vi er på vej i
uføre. Men i nogle situationer trækker det op til etisk uvejr, fordi vores grundlæggende
værdier udfordres, og vi har vanskeligt ved at holde fast i vores værdier. Men
min pointe er, at nogle situationer kræver, at vi kaster vores værdimæssige
anker andetsteds, hvor det netop er situationen, som bør sætte kursen.

Et eksempel kan illustrere pointen. Som
værdimæssig forpligtelse føler mange, at løgnagtighed er forkert og uværdigt og
afspejler en dårlig karakter. Der er slet og ret tale om en person, der kaster
sit værdimæssige anker det forkerte sted. Men lad os antage, at vi befinder os
på et ældrecenter, hvor vi kan møde flere demente, der i nogle tilfælde lever
med troen på, at den afdøde ægtefælle er i live, men momentant er forsvundet.
Hvilken besked bør vi give den demente? Bør det være sandheden om ægtefællens
død? Holder vi fast i princippet om løgnen som det forkerte og borgerens ret
til at kende sandheden, vil konsekvensen blive, at den demente konfronteres med
ægtefællens død hver eneste dag og derfor må gennemleve sorgen på ny, som en
evig gentagelse. Det er i situationer som disse, at vi må kaste vores værdimæssige
anker et andet sted og lade situationen råde om rigtig og forkert.

En anden forankret, nærmest hellig, værdi i
sundhedsvæsenet angår patientens selvbestemmelsesret. Men hvor langt vil vi gå
i respekten for denne ret? Vil vi tillade, at patienten går i døden for denne
ret, hvilket kan være i forbindelse med fravalg af medicin, sondeernæring eller
anden behandling?

I sundhedsvæsenet bør vi holde os de grundlæggende
værdier for øje, der skaber et kompas i dilemmafyldt farvand. Men værdien respekt skal ikke gøre os handlingslammede
i situationer, hvor der er noget, vi ikke kan respektere, hvilket eksempelvis kan
være en grænseoverskridende patient. Værdien åbenhed skal ikke gøre os blind for situationer, hvor det tjener alle
bedst, hvis informationer bliver holdt tilbage. Ansvarlighed skal ikke få os til at glemme, at der er noget, vi
ikke har ansvar for og dermed gør os uansvarlige. På samme måde skal den
tilstræbte faglighed og professionalisme ikke skal gøre os blind
for værdien i at være personlig.

At vi giver køb på vores etiske principper betyder
ikke, at alle værdier er betinget af situationen, eller at alt kan være lige
gyldigt. Vi skal ikke give slip på vores forpligtelser og de principper, vi
sædvanligvis holder i hævd, men vi skal heller ikke være så tossegode, at vi
mister blik for de helt åbenlyse situationsbestemte hensyn.



Kan man slå med etikken?

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:28:54

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 27.5.2011)

Ja, det synes at være
tilfældet. Prædikatet etisk og i særdeleshed uetisk benyttes mere end
nogensinde i den offentlige debat. Aldrig som før bliver nogen eller noget benævnt
som uetisk eller umoralsk, amoralsk, immoralsk såvel som dobbeltmoralsk. Men
ikke nok med det, så anvendes udtrykket ‘du er uetisk’ som en hårdtslående
trumf, der ofte kommer som man mindst venter det. Men gør det ondt at blive
slået med etikken, og hvad vil det egentlig sige at blive kritiseret som
uetisk? Filosoffer har i mange år arbejdet med spørgsmålet, men i dagligdagen
kommer man let i tvivl, når der svinges med det etiske skyts. Hvis man
kritiseres for at være uetisk, er det typisk, fordi man har forbrudt sig mod
nogle grundliggende værdier, som den eller de forurettede holder i hævd. Det
kan eksempelvis være respekt, værdighed, ansvarlighed eller åbenhed knyttet til
en specifik sammenhæng. Men eftersom ordet etik stort set altid bruges, når etikken
synes at mangle, angår kritikken eksempelvis despekt, uværdighed,
uansvarlighed, lukkethed, osv. Men ofte er det upræcist, hvad det uetiske
dækker over. Tilbage står vi derfor med et begreb, der, som et effektivt
slagvåben, kan slå selv den stærkeste modstander ud af kurs, uden at
vedkommende nødvendigvis har klarhed over, hvad det drejer sig om, udover at
man mere generelt har en slet karakter, er en samvittighedsløs person eller et decideret
ondt menneske.

Hvis man endelig vil
trække det etiske trumfkort i den offentlige debat, bør hver enkelt oversætte
ordet etik, til det sagen i virkeligheden drejer sig om. Hvad er det mere
præcist, den eller de har gjort eller ikke gjort forkert? Hvilke normer eller grænser
er blevet overtrådt? Den uetiske person er usædelig, usømmelig og taktløs, men
hvilke mere konkrete værdier er blevet krænket, og hvori består det taktløse og
usædelige? Det, at nogen er uetisk, kan derfor kun dårligt anvendes som præmis,
men bedre som konklusion. I det hele taget fungerer den etiske debat bedst uden
brug af ordet etik. Man ender let i en blindgyde, når begrebet trækkes frem.
Man kommer ikke rigtig videre, når først nogen eller noget er kategoriseret som
uetisk. Man begynder med konklusionen i stedet for at lægge præmisserne på bordet.
Præmissen kunne være, at man har forbrudt sig mod sædvanen ved at lyve, stjæle,
dræbe, hore eller på anden måde krænke eller forulempe medmennesket. Hertil kan
konklusionen blive, at vedkommende er uetisk. Men blot at sige, at noget eller
nogen er uetisk, er indholdstomt. I stedet bør vi gå direkte til sagen og
præcisere, hvor de værdimæssige grænser bør drages. Personer der fråser med
etikkens farvelade, sparer på begavelsen i en værdidebat. Udtrykket ‘det er
simpelthen bare så uetisk’ svarer til at råbe øv eller buh. Lad os i stedet
høre argumentet og helst pointen i den sammenhæng, der tales, og i øvrigt
fokusere på etik som noget, vi viser, og ikke noget vi slår hinanden i hovedet
med.



Forvrængede dødsbilleder

Etiske spørgsmål Posted on Wed, July 27, 2011 11:26:09

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 21.5.2011)

”Jeg vil ikke ende som en grøntsag!”, lyder
argumentet ofte, når jeg indgår i en debat om aktiv dødshjælp, eller drab på
begæring som det rettelig bør hedde. Der synes hos nogle mennesker at være et
ønske om fuld kontrol over livet til døden, ikke mindst for at sikre en såkaldt
værdig afslutning på livet. Men vi må ikke blande tingene sammen. For det første
er kontrol over livet ikke det samme som en kontrol over døden. Vi ved, at døden
kommer, men ikke hvornår, hvilket gælder for alle mennesker. For det andet er
værdighed ikke noget, døden kan sikre. Vi lever, til vi dør, og det er netop
livet indtil døden, vi bør fokusere på. Døden er ikke og kan aldrig blive en
rosenrød historie, men i dag har vi en række muligheder for, samt gode
erfaringer med, hjælp til døende mennesker i den sidste tid. Her tænker jeg på den
lindrende pleje og behandling, men også muligheden for at lade dø, hvilket ofte
glemmes i debatten om den aktive hjælp til døende.

Der eksisterer en lang række argumenter for
og imod muligheden for at tage livet af patienterne, som jeg ikke vil opremse
her. I stedet vil jeg tage fat på et andet interessant aspekt af hele
diskussionen om eutanasi. Det er mit indtryk, at mange af de billeder, som debatten
tegner af døden, ikke stemmer overens med den virkelighed, der viser sig ved
livets afslutning. Ofte tegnes et billede af den sidste tid i et smertehelvede eller
en dødskamp, som skal undgås for enhver pris. Men det er ikke det billede, jeg
har set gennem årene blandt døende på kræftafdelinger og hospice rundt i
landet. Jeg har set svært syge mennesker, der ikke kun er døende, men netop lever
til døden og i forskellig grad lider til døden. Afslutter vi livet, afslutter
vi netop ikke kun lidelsen, men den der lider. Livet kræver derimod, at vi bistår
de døende gennem den sidste tid, hvilket vi i stedet bør fokusere på.

Jeg har mødt mennesker, der ønskede at afslutte
livet efter eget ønske. Men det bemærkelsesværdige
er, at de forholdsvis få gange jeg har mødt patienter med dette ønske, har det sjældent
været i den sidste tid, men derimod i begyndelsen af et sygdomsforløb, hvor patienten
har frygtet den sidste tid. Ønsket har ofte været udtalt som et: ”Jeg vil ikke
ende som en grøntsag”, ”Jeg vil ikke ende i et smertehelvede”, eller ”Jeg vil ikke
ende uden mulighed for kontakt til mine nærmeste’”. Når patienten først når til
den sidste tid, er ønsket ofte forsvundet, fordi der også her viser sig at være
et liv. Jeg har således mødt flere patienter på kræftafdelinger, der efter en
diagnose eller prognose ønskede en kontrolleret afslutning på livet, hvor diagnosen
og prognosen netop er en konfrontation med døden. På hospice konfronteres man
derimod med livet indtil døden, hvorfor jeg aldrig har mødt ønsket her (desuagtet
at disse patienter selvfølgelig findes).

Det er vigtigt, at vi alle lader døden være
en lektie i livet. Her mener jeg, at livets endeligt er den vigtigste påmindelse
om livets alvor. Alvorligheden ved at leve til døden indtræder som den visse
uvished. Det er netop denne uvished, der besinder os på livet. Hvis vi derfor
begynder at tage livet af patienterne, håner vi den alvor, der ligger i livet.



Fri os fra det (u)naturlige

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:14:36

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 6.6.2011)

‘Det er unaturligt’ Sådan lyder det ofte i
etiske diskussioner. Diskuteres nye teknikker knyttet til eksempelvis befrugtningsteknikker
eller andre tilkommende bioteknologier, inddrages ikke sjældent argumentet om
det naturlige. Særligt når talen falder på genmodificerede fødevarer, dukker
argumentet næsten altid op. GMO er unaturligt og bør derfor forbydes. Nu er det
ikke sådan, at jeg er teknologiforkæmper eller hilser alle nye bioteknologier
velkommen, tværtimod. Til gengæld mener jeg, at argumenter, der benytter sig af
begrebet om det naturlige/unaturlige, er ugyldige.

Begrebet natur angår det oprindelige, det
medfødte, det første, det grundlæggende, det væsentligste, det uberørte. Det
naturlige afgrænser slet og ret det positive. I modsætning hertil står det
kunstige eller syntetiske, hvilket eksempelvis kan være en række teknologiske
eller medicinske indgreb. Naturen er således noget, vi kan forstyrre eller
krænke. Naturbegrebet er på den måde positivt ladet og knyttet til en grad af
jomfruelighed eller puritansk hellighed. Begrebet nærer med sin iboende
polaritet (naturlig/unaturlig) en mistro til teknologien og dermed den kunstige
verden. Men benytter vi naturbegrebet, som et modargument i en etisk diskussion
glemmer vi, at et af de særlige kendetegn ved mennesket er vores evne til at
bruge redskaber, der netop krænker det oprindelige og uberørte, osv. Således
ligger der allerede i udgangspunktet noget unaturligt ved mennesket og det
menneskelige overhovedet.

Det problematiske bliver, at grænsen for
naturlighed ikke synes at ligge fast. Hvad der før var unaturligt, synes i dag
at være naturligt. Hvis situationen kræver det, vil de fleste sikkert betragte
det som ganske naturligt at tage penicillin, lade sig operere eller få tilbudt
medicinsk smertelindring, hvis situationen byder det. Men det kan betragtes som
noget ganske unaturligt. I den etiske diskussion er naturbegrebet således et
begreb, der lader sig prostituere til ethvert givet formål. Alt kan være naturligt
såvel som unaturligt, når sammenhængen byder det. Det værste kan forvandles til
det bedste og det bedste til det værste med naturens mellemkomst.

Som alternativ til naturbegrebet bør vi diskutere de etiske spørgsmål ud fra det, som er godt. Begrebet om det gode er hjertet i enhver tale om etik. Det gode er det, vi tilfører værdi. Når vi således drøfter nye bioteknologier
bør vi værdisætte teknologien ud fra begreber såsom respekt, værdighed,
ansvarlighed, lighed, barmhjertighed, osv. På den måde giver vi indhold til
debatten og gøder jorden for nye perspektiver på de ofte vanskelige etiske
spørgsmål.

Naturbegrebet bruges derimod ofte som en joker, der lukker
og slukker for en konstruktiv diskussion. Det eneste mulige modargument er at
bruge samme naturbegreb, men hertil knytter der sig ikke et ’fordi’ eller ’derfor’.
Der er kun sjældent, man hører en debattør sige, at noget er unaturligt, fordi!
Det er blot unaturligt. Punktum! Lad os derfor i stedet tale om det gode, og
det vi vurderer som godt, efterfulgt af et ’fordi’ og et gyldigt argument, når
vi diskuterer etik.



Hvad trafikken fortæller om etikken

Hvad er etik? Posted on Wed, July 27, 2011 11:09:55

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 6.5.2011)

Trafikregler ligner på mange måder etiske
regler. Trafikregler drejer sig grundlæggende om at vise hensyn til
medtrafikanter. På samme måde angår etik en række forskellige grundlæggende hensyn
og værdier i mødet med andre mennesker. Ønsker vi at køre bil, skal vi først
gennem en køreprøve, hvor kendskabet til trafikreglerne testes via teori og
praksis. Efterfølgende oplever mange at ”glemme” reglerne, men kan alligevel manøvrere
på bagrund af trafikreglerne. På samme måde bliver de fleste mennesker opdraget
af forældre eller i det mindste kulturelt dyrket gennem skole og arbejde, hvor værdier,
regler og hensyn står centralt. Sidenhen glider mangt og meget ud af bevidstheden,
men der efterlades ikke desto mindre en værdifuld efterrettelighed. De fleste
formår at manøvrere værdifuldt i mødet med andre mennesker på baggrund af denne
tidlige dannelse. Det interessante er, at der i lighed med trafikregler, sker
en gradvis tilpasning, hvilket skaber en automatiseret adfærd. Holder vi
tilbage for medtrafikanter, er der tale om en automatiseret adfærd, uden at vi
nødvendigvis tænker, at det er godt at gøre. På samme måder viser etikken sig
ideelt set som et ’sådan gør man bare ikke’ ’eller ’jeg kan ikke få mig selv
til at gøre andet’. Trafikregler ligner således etiske regler på mindst to
måder: tilpasset efterrettelighed og gradvis automatiseret adfærd.

Da
jeg selv tog kørekort for år tilbage, var der særligt en bestemt trafikregel,
som optog mig en del. Det var den såkaldte sammenfletningsregel ved tilkørsel
på motorvej. Som jeg husker, stod der i datidens teoribog, at man beslutsomt
skulle sætte farten op, køre ind på motorvejen og hurtigt tilpasse farten til færdslen
her. Det udfordrende ved denne regel, som med flere trafikregler. er imidlertid,
at man i nogle tilfælde ikke skal sætte farten op, men tværtimod må sætte
farten ned for ikke at køre ind i eksempelvis en lastbil. Desuden kan en tilpasning
af farten med de andre medtrafikanter hurtigt medføre lovbrud, hvis de andre på
motorvejen ikke overholder hastighedsgrænserne. Der er selvfølgelig ikke noget
galt med denne trafikregel, men ofte er den specifikke situation en vigtig fortælling
om måden, denne regel (ikke) kan praktiseres.


samme måde er det med etiske regler, som mere end nogensinde formuleres i både
offentlig og privat regi. Eksempelvis fulgte jeg for år tilbage nogle sygeplejersker,
hvor de på afdelingen havde formuleret en række etiske regler. En af reglerne
lød som følger: ‘Vis altid ubetinget respekt for patienterne’. Umiddelbart en
god regel alle kunne tilslutte sig. Mens jeg var på afdelingen skete det imidlertid,
at der var indlagt en patient, der tidligere i livet havde forgrebet sig seksuelt
på datteren. Datteren ønskede at forsone sig med faderen, hvilket faderen imidlertid
modsatte sig og angrede ikke. Jeg spurgte personalet, hvordan de bar sig ad med
at udvise ubetinget respekt for denne patient, hvilket unægtelig var yderst vanskeligt.

Det
gælder med trafikregler, som det gælder etiske regler. De kan være vigtige og
nødvendige, ikke mindst når vi som udgangspunkt skal lære at færdes blandt
medmennesker. Men trafik såvel som etik indebærer samtidig en nødvendig følsomhed
for den konkrete og ofte komplekse situation, der ikke tillader et generelt regelbrud,
men en situationsbestemt evne til at give reglen sin konkrete form.



Opret en mindelund for organdonorer

Etiske spørgsmål Posted on Wed, July 27, 2011 11:04:32

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 2.5.2011)

I Danmark har vi den udfordring, at mange
alvorligt syge mennesker har behov for organtransplantation. For nogle vil et
nyt organ medføre omfattende forbedringer af levevilkår og udfoldelsesmuligheder,
mens det for andre udgør forskellen på liv og død.

I dag kan man frivilligt tilmelde sig donorregistret
og dermed aktivt melde sig som donor. Desværre er der alt for få, der benytter
sig af denne mulighed. Selvom størstedelen af den danske befolkning er positive
over for organdonation, er der kun cirka 12 procent, der er tilmeldt donorregistret.
Det er derfor blevet foreslået, at der gives en skattefordel til de personer,
der gerne vil donere deres organer, men det er en helt forkert måde at håndtere
manglen på organer på. Vi har en god tradition for, at donation af blod, æg- og
sædceller såvel som organer ikke bør motiveres af en økonomisk gevinst, men
derimod være baseret på et ønske om at ville hjælpe andre. Derfor er vi nødt
til at se på, hvad der ellers ligger i værktøjskassen. Én løsningsmodel er, at
vi alle skal være organdonorer fra fødslen, også kendt som formodet samtykke.
Ideen er, at vi fungerer som donorer, med mindre vi fravælger os denne ordning.
I modsætning til den nuværende praksis, hvor vi aktivt kan melde os til et
donorregister, får vi i stedet mulighed for at melde fra. Det Etiske Råd har
været meget splittet i spørgsmålet om samtykke og delte sig i stort set to lige
store lejre, da det sidst behandlede spørgsmålet i 2008. Personligt mener jeg,
at det er af stor værdi, at hver enkelt med sig selv og sine nærmeste skaber sin
egen livsanskuelse i relation til organdonation, og på det grundlag aktivt
tilmelder sig donorregistret uden at skulle påtvinges et fravalg.

Men en løsning behøver hverken at inkludere
en økonomisk gevinst eller en medfødt donorregistrering. Derimod bør vi fokusere
på den ærværdighed, der er forbundet med at være organdonor. Organdonorer bør agtes
og anerkendes, fordi de redder liv. Jeg vil derfor foreslå, at vi i Danmark anlægger
en mindelund for de personer, der efter døden har doneret et organ. Vi bør
fokusere på det værdifulde og livgivende ved at være organdonor uden at bruge
pisk eller gulerod gennem fravalgsordninger eller økonomiske skattefordele. Med
en mindelund gør vi det ærefuldt at være organdonor, og derfor skal det også
være muligt at mindes de personer, der rent faktisk gør det. Det bedste motiv
eller incitament til at blive donor skal ske gennem værdier. Lad os derfor
anlægge en mindelund til minde om de personer, der gennem døden giver liv og
værdi til deres medmennesker. Lad os fokusere på det værdifulde i at være
organdonor.