Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Et stykke med etik, tak

Hvad er etik? Posted on Fri, April 08, 2011 21:19:57

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.4.2011)

I dag dukker ordet ’etik’ op i alle mulige sammenhænge. Etik på arbejdspladsen, etik på internettet, virksomhedsetik, forbrugeretik, medieetik og ledelsesetik. Vi sulter efter etik og kan ikke få nok af det. Men det interessante er, at vi stort set ikke talte om etik for bare 100 år siden. Etikken var forbeholdt filosoffer og teologer, der gennem teoretiske studier reflekterede over den gode og rette livsførelse. I dag hører vi om etik hver dag i den offentlige debat. Vel at mærke som noget vi gerne vil have noget mere af og derfor synes at mangle. I aviser og fjernsyn hører vi om, når nogen eller noget er uetisk, umoralsk, amoralsk, immoralsk eller dobbeltmoralsk. For 100 år siden benyttede vi kun sjældent ordet etik, men ord som ”sædvane” og ”sædelighed”, som en beskrivelse af de værdier, hvorpå vi bygger vores samfund. Skal vi derfor debattere etik i det danske samfund, er der god grund til at vende tilbage til begrebet ”sædvane” og finde forståelse her.

Sædvanen er de vanemæssige handlinger, som er blevet en mere eller mindre ufravigelig del af min karakter. Hvis jeg derfor bryder med det sædvanlige, bryder jeg med de værdier, som jeg i reglen udtrykker. Vi kender det i formuleringer så som: ”Det er mig meget imod” eller ”Jeg kunne ikke få mig selv til det”.

Men hvor kommer sædvanen fra? Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Sædvanen er en påmindelse om vores værdimæssige arv. Billedligt kan sædvanen forstås som den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring, for senere at blive en rød tråd i livet. Sædvanen er derfor ikke vores fysiske udtryk, men vores handlingsmæssige og værdimæssige udtryk. Det bliver et grundlag eller udgangspunkt for det, vi gør, og den rolle vi spiller, når vi møder andre på livets scene. Sædvanen er stedet, hvor mine grundlæggende værdier hviler. Der er således sammenhæng mellem begrebet sædvane, og sædet på den stol vi hviler på. Sædvanen er handlingernes værdimæssige udgangspunkt, afsæt eller hvilested. Etik bliver derfor et spørgsmål om at finde hjemme i det, man gør eller finde sig selv overhovedet. Med etikken forsøger vi at komme overens med os selv, at komme til besindelse. På den måde angår etik samtidig den enkeltes karakter, og det der karakteriserer vores handlinger. Tidligere var vi meget bevidste om dette, når vi identificerede hinanden. Det var fx tydeligt at identificere Jensen, som en rigtig Jensen, der handlede som søn af Jens. Ligeledes med Østergaard, Nørremark eller Sønderskov, det vil sige dem fra gården øst for byen, marken nord for byen eller familien syd for skoven. Denne værdimæssige identifikation har vi stort set glemt i dag. Nu skal vi være individuelle med hver vores særkende og sædvane. Men målet er dog fortsat det samme; at vi som borgere i et samfund, gennem samværet med vores medmennesker, sliber vores karakter, for derigennem at finde os selv, den rette holdning og den rette indstilling i livet. Vi skal slibe, pudse og evt. høvle på vores karakter, så vi ikke bliver ubehøvlede. At være behøvlet er at være etisk. Etik er noget, vi skal arbejde med hele livet, hvilket langsomt kultiverer vores vaner i hverdagen.

I dag synes etikken imidlertid at blive vendt på hovedet. Hvor det før var os selv, der skabte etikken, taler vi nu om, hvordan vi skal have etikken med i det, vi gør. Før tog etik udgangspunkt i vores sædvane og karakter. I dag er etik blevet formaliseret gennem værdisæt og faglige retningslinjer både i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Professioner med respekt for sig selv har fået etiske retningslinjer. Sygehuse har flotte pjecer med værdibegreber, private virksomheder udarbejder etiske regnskaber såvel som etiske kodeks, regler og standarder. Etik er blevet noget, vi ”brander” os med, hvor glorien ikke bare pudses, men udstilles i glas og ramme. Etikken er på den måde blevet objektiveret som normer og værdier, så vi ofte reduceres til beskuere og forbrugere af etikken. Her må vi ikke glemme, at med begrebet om sædvanen har jeg ikke en etik, men er jeg min etik.

Når vi taler så meget om etik i dag, kan vi også her finde en del af forklaringen i begrebet om sædvanen. Vores helt grundlæggende vaner bliver udfordret af kulturelle sammenstød, hvor ”de andres” værdier kan ligge langt fra vores egne. At finde etikken er at finde sine rødder. Men det kan være vanskeligt i et samfund, hvor værdierne hele tiden udfordres, og hvor meninger og holdninger relativeres som lige gyldige og dermed ligegyldige. Rodløsheden får os til at tale om etik, fordi vi kun kortvarigt og midlertidigt ”hører til” eller ”hører hjemme” i det, vi gør. Vi får ikke etik ind i livet, som var det moralske formaninger med posten, men vi får etik ud af livet og de erfaringer, vi gør os. Etik er ikke blot værdibegreber, vi kan formulere og formgive, men et værdifuldt greb i praksis vi må besinde os på. Etik er ikke et fikst redskab, vi kan benytte, når vi kommer i klemme, men i langt højere grad de karaktermæssige egenskaber, der sætter os i stand til at handle værdifuldt.

I det danske samfund er der imidlertid behov for nytænkning, når det gælder håndtering af de etiske dilemmaer. Med baggrund i forståelsen af etik som ”sædvane” vil jeg pege på to andre veje, hvorigennem vi bør arbejde med etik. For det første bør vi skifte fokus fra etiske redskaber til etiske personegenskaber. Håndtering af den etiske situation såvel som det etiske dilemma sker netop ikke bedst gennem redskaber så som nytteetiske kalkuler eller abstrakte principper, men sker bedst gennem udviklede personegenskaber. Det er den tilstrækkelige erfaring, der sætter os i stand til at træffe de nødvendige beslutninger angående liv og død. Arbejdet med etik er som en dyrkelse af karakteren. Den vokser op indefra. Den ligger indgroet i mig, hvor det drejer sig om at finde mine rødder. Hvis vi netop er blevet tilstrækkeligt behøvlede gennem livet, vil vi også være i stand til at håndtere det etiske dilemma på en behøvlet og dermed etisk måde. Dette kræver ikke etiske retningslinjer, men at man selv retter ind efter egen erfaring, hvilket er etikkens grundidé.

Det, der står tilbage, er en forståelse af etik som en praksis, hvor etikken byder sig selv i den konkrete situation. Vi fører med andre ord ikke etik ind i situationen, men får derimod etik ud af den konkrete situation. Vi bør ikke ensidigt fokusere fagetiske redskaber, men derimod på personlige egenskaber, som sædvanen har skabt. Som udgangspunkt giver etikken ikke et påbud om at gøre noget, men derimod et påbud om at være noget. Etik er ikke et bestemt redskab, instrument eller logisk tankerække, der trækkes frem af lommen, når etikken skal takles. Tværtimod er det situationen, relationen eller sammenhængen, der bærer fortællingen om den etisk duelige person. I dette konkrete møde viser der sig et ansvar for det andet menneske, ikke som et frit valg, jeg påtager mig, men snarere som en absolut fordring eller pligt, der hviler på mine skuldre. At handle etisk forudsætter derfor indlevelse, deltagelse og engagement i mødet med et andet menneske.



Hvad er et menneske?

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 08, 2011 21:09:13

(Trykt i Kristeligt dagblad d. 28.3.2011)

Der bliver stillet etiske spørgsmål som aldrig før. Bioteknologien giver nye muligheder, som aftvinger en nødvendig etisk stillingtagen. Men hvordan forholder det sig med etikken i sig selv? Hvordan udvikler de etiske spørgsmål sig over tid? En pointe er, at åbner vi for nye muligheder i det danske sundhedsvæsen, åbner vi samtidig for utallige etiske spørgsmål.

Et eksempel er provokeret abort. Siden vi for årtier siden gav grønt lys for den fri abort, bliver spørgsmålet stadig mere indviklet. Som udgangspunkt skulle vi sige ja eller nej til fri abort. I dag er dette spørgsmål nærmest glemt. Nu drøfter vi, hvornår og hvordan vi bør kremere og måske nedgrave de mange aborterede fostre.

Samtidig drøfter vi abortgrænsen i takt med mulighederne for fosterdiagnostik. Vi taler om grænser for senprovokerede aborter, fosterreduktion, abortturisme, og hvor mange provokerede aborter vi bør tillade. Det etiske spørgsmål om provokeret abort har således haft sin egen udviklingshistorie, hvor spørgsmålet med tiden fremavler stadig flere spørgsmål.

Et andet eksempel er organtransplantation, som vi indførte i Danmark for årtier siden. Med mulighed for hjertetransplantationer skulle vi forholde os til hjernedødskriteriet, hvilket var det første spørgsmål, der stod til behandling i det nyetablerede etiske råd i 1987. I modsætning til dengang er det kun de færreste, som i dag modsætter sig hjernedødskriteriet eller organtransplantation mere generelt. Nu diskuteres grænser for organdonation på grund af mangel på organer.Vi diskuterer organhandel og udvikling af kunstige organer eller organer fra dyr, kaldet xenotransplantation. Nøjagtig som det gælder for abortspørgsmålet, har vi med organtransplantation glemt de grundlæggende spørgsmål og diskuterer i dag de afledte spørgsmål. Hvad der var usædvanligt for årtier siden, er blevet sædvane i dag, hvilket er etikkens særkende.

Når vi derfor skal behandle de etiske spørgsmål, som den videnskabelige udvikling fortsat stiller frem til vores stillingtagen, bør vi minde os selv om mindst to forhold. For det første vil et grønt lys for ny teknologi med sikkerhed rejse en lang række nye etiske spørgsmål, der ikke bliver mindre komplicerede med tiden. Det betyder ikke, at vi dermed skal lukke porten for nye bioteknologiske muligheder. Tværtimod. Vi skal blot besinde os på, at de etiske spørgsmål vil udvikle sig og forgrene sig til en bred vifte af nye spørgsmål.

For det andet – og vigtigste – må vi aldrig glemme udgangspunktet for de etiske spørgsmål. Vi må ikke glemme det allerførste spørgsmål, vi stillede, da vi første gang gav grønt lys for en ny praksis i samfundet. Vi må ikke glemme det grundlæggende spørgsmål om abort eller om organtransplantation. Og vi må ikke glemme, at langt de fleste etiske spørgsmål i deres udgangspunkt er affødt af spørgsmålet: Hvad er et menneske?



Det hellige embryo og det uhellige foster. Etikkens mangel på logik

Etiske spørgsmål Posted on Fri, April 08, 2011 20:57:57

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 12.3.2011)

Vi lever i et samfund, hvor det er meget prisværdigt at donere blod og organer. Det er også tilladt at donere sæd- og ægceller. Endvidere er det muligt at bortadoptere sine børn. Men der er grænser for vores donationer og bortadoptioner, for som forældrepar må man for eksempel ikke donere et befrugtet æg. Der synes at være noget særligt helligt forbundet med det befrugtede æg – eller embryoet, som det også kaldes.

I etiske diskussioner bliver embryoet ofte fremhævet som noget ganske særligt. Det er ved undfangelsen, at livet begynder, og det befrugtede æg skal respekteres og tildeles en særlig status. Det er også sådan, jeg selv betragter det befrugtede æg, men synspunktet synes at mangle en logik.

Ægceller og sædceller tildeles kun minimal etisk status, men sekundet efter undfangelsen er der skabt noget, hvis krænkelse er strafbart. Endvidere kan man spørge om denne ukrænkelighed også gælder, hvis ægget befrugtes med en sædcelle i en petriskål? Er det selve resultatet, der er helligt, eller omstændighederne hvorunder det sker?

Kunstig befrugtning er som bekendt en gængs praksis i Danmark i bestræbelsen på at hjælpe de mange barnløse par. Med denne assisterede reproduktion går vi meget langt. Hvis mandens sædceller er svage og ubehjælpelige, kan vi hjælpe dem på vej ved at skyde sædcellen ind i ægget, men er der også i dette tilfælde tale om et særligt helligt øjeblik?

Men de etiske problemer med den manglende logik stopper langtfra her. Hvis det befrugtede æg vokser i kvindens livmoder og langsomt bliver til et barn, betyder det ikke, at helligheden vokser, snarere tværtimod. Vi har fri abort i Danmark, så når fostret har levet i op til 12 uger, kan kvinden, uanset begrundelse, få fostret fjernet. Endvidere kan fostret fjernes indtil uge 24 ved en senprovokeret abort, hvis særlige forhold taler herfor.

Men hvorfor er vi så hellige omkring manipulation med det befrugtede æg, når vi siden tillader den ultimative manipulation, nemlig destruktion af fostret?

Ved uge 22 opstår en ny ulogisk grænse, for her bliver fosteret til et barn og derfor et menneske, hvorefter integriteten opstår, og ukrænkeligheden skabes. Nu hviler der igen noget urørligt eller næsten helligt over livet, hvor barnets integritet skal beskyttes og bevares – trods to ugers overlap i forhold til muligheden for senprovokeret abort.

Grænsen beror til dels på grænsen for levedygtighed, men er grundlæggende set vilkårlig og tilfældig. Ikke desto mindre er grænsen etisk set ganske nødvendig. Vi må dog fortsat erkende, at der hviler noget ganske ulogisk ved idéen om, at menneskeligheden netop begynder ved indgangen til 22. graviditetsuge.

Menneskelighed betyder begrebsligt “lighed med et menneske”. Men denne lighed ser vi langt tidligere. Fostret ligner allerede et menneske på et langt tidligere tidspunkt i graviditeten, hvor enhver kvinde har ret til provokeret abort. Samlet set har vi en række dybt ulogiske etiske grænser tilknyttet vores syn på livets begyndelse. Men etikken er ofte ulogisk, som livet i sig selv er ulogisk. Alligevel synes det absolut nødvendigt at fastsætte disse ulogiske etiske grænser.

I modsat fald mister vi blik for en del af det specifikt menneskelige, nemlig livets uudgrundelighed. Holder vi fast i den strenge logik, bliver vi kyniske og beregnende i troen på, at vi kan sætte livet på formel. Netop denne pointe gør det tvingende nødvendigt, at vi fortsat lader os udfordre af vores tilfældigt fastsatte etiske grænser. I takt med den bioteknologiske udvikling og dens iboende logik skal vi ikke kun forsøge at finde en logisk etisk grænse, men primært forsøge at finde os selv i den fortsatte udvikling. Logik og menneskelighed skal altid udfordre hinanden, men aldrig erstatte hinanden.