(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 11.2.2011)

Skal børn have lov til at kende deres biologiske far? Svaret synes nærmest irriterende banalt: Ja, selvfølgelig! Indignationen over at kunne mene noget andet nærmest skriger i kulissen. Men når spørgsmålet stilles i forbindelse med sæddonation, er sagen straks mere kompliceret. Spørgsmålet trækker fronter op, og et etisk uvejr truer i horisonten. Anonym sæddonation er et etisk spørgsmål, fordi der er mange konfliktfyldte hensyn og værdier, vi bør medtænke. Hurtige holdningstilkendegivelser efterfulgt af beslutninger vil let kunne træde grundværdier under fode. Vi må derfor besinde os og finde kompleksiteten i spørgsmålet, før vi sætter nye grænser.

Når et barnløst par ønsker sæd fra en donor, må det forventes, at tanken går i retning af en familiedannelse, hvor ønsket er at skabe de bedste rammer og betingelser for det kommende barn. Som udgangspunkt kan man således ikke fortænke forældre i at ønske en anonym sæddonor, så familiedannelsen får sine trygge grænser med kun én far. Forældre vil således med god grund kunne føle sig klemt ved tanken om en biologisk far, der på barnets atten års fødselsdag pludselig kan splitte familien. Samtidig vil man kunne frygte noget, der er endnu værre ved ophævelse af anonymiteten, nemlig at forældrene slet ikke fortæller børnene, at de er blevet til ved donorinsemination.

Nogle forældre vil imidlertid tænke lige modsat, hvor ønsket er en sæddonor, der senere vil kunne identificeres af det voksne barn. Her tænker forældrene muligvis på deres forpligtelse til at give barnet en ret til fremtidig kontakt med den biologiske far, eller som det mindste en frugtbar identitetssøgende adfærd. Motiverne kan være mangfoldige, hvilket taler for en øget frihed til forældrene, der bør kunne vælge mellem en anonym donor og en identificerbar donor. Hvis forældrene kan vælge den ordning, de selv går ind for, kan det ikke andet end at medvirke til, at der skabes gode rammer om familielivet.

Men lad os vende tilbage til barnet, som er udgangspunktet. Hvis barnløse par, der ønsker hjælp fra en sæddonor, får tildelt frihed til at vælge anonymiteten til eller fra, bør samme frihed også gives til barnet. Barnet bør derfor også få mulighed for at vælge den biologiske far til eller fra. Barnet bør have ret til at kunne identificere den far, som i udgangspunktet var anonym. Hvis den biologiske far deler dette ønske, bør der således ikke reguleres i strid med denne gensidige begæring. Men den anonyme sæddonor kan have sine gode grunde til at takke nej til at blive opsøgt af sit biologiske ophav. Det er på dette punkt, at debatten mangler nuancer. Sæddonorerne isoleres ofte til én person, der som eneste egenskab har doneret den nødvendige sæd til en fremmed familiedannelse. Men sæddonoren har med en vis sandsynlighed selv stiftet familie og ønsker derfor ikke nødvendigvis at få besøg fra den kant. Det er her, at udgangspunktet igen bliver barnets tarv. Her tænker jeg på sæddonors egne børn, fordi der vil kunne skabes splid, når halvsøstre og halvbrøde banker på døren, eller i det mindste bliver dem bekendt. Denne tanke er slet ikke fremmed for sæddonoren. Erfaringer fra Sverige og Norge viser da også, at antallet af sæddonorer falder drastisk, når anonymiteten ophæves. Og hvem er det så i sidste ende, vi hjælper?

Lad os derfor sigte mod øget frihed til alle parter. Frihed til både forældre og sæddonor, der i udgangspunktet bør kunne vælge anonymiteten til eller fra. Frihed til barnet, der bør kunne opsøge den biologiske far. Men også frihed til, at den biologiske far kan sige nej til dette ønske fra barnet. Med anonym sæddonation bør der ikke desto mindre være frihed til, at den biologiske far kan ændre holdning, hvis, og kun hvis, barnet selv opfordrer til at ophæve anonymiteten.