Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Aktiv hjælp til døende

Etiske spørgsmål Posted on Tue, March 01, 2011 08:59:18

(Trykt i Berlingske d. 20.1.2011)

Hvis jeg bliver spurgt, om jeg er tilhænger af aktiv dødshjælp, er svaret ja. Jeg er tilhænger af aktiv hjælp til døende. Til gengæld er jeg imod, at vi dræber patienter i det danske sundhedsvæsen. Her tænker jeg på den mulige praksis, hvor lægen tager livet af svært lidende, der anmoder om det. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp skaber ikke blot sproglige udfordringer, men er samtidig et af de mest komplekse etiske spørgsmål, der fremkalder en argumentatorisk skyttegravskrig mellem tilhængere og modstandere. Da jeg selv har bevæget mig fra at være tilhænger til at være modstander, vil jeg ikke blot beskrive og eksemplificere denne holdningsændring, men også pege på, hvordan der blandt tilhængere og modstandere kan skabes et grundlag for enighed og dermed en mere frugtbar debat om aktiv dødshjælp.

Første gang jeg begyndte at arbejde med spørgsmålet om aktiv dødshjælp, var i min studietid, hvor jeg som filosofistuderende blev skolet i etisk teori og argumentationslære. Jeg studerede de mange komplekse argumenter og nåede frem til den konklusion, at det bedste ville være, hvis vi tillod aktiv dødshjælp i Danmark.

Mit kronargument angik patientens ret til at bestemme over liv og død, dvs. en grundlæggende patientautonomi. Hvis patienten lider ubærligt og anmoder om hjælp til at dø, er det værdifuldt at hjælpe patienten i døden. Bliver vi i den abstrakte forestilling om den ubærligt lidende, bliver holdningen hurtig skarp. Personligt havde jeg fx en forestilling om, at patienter kunne efterlades i en langsom kvælningsdød på grundlag af en tumor i halsen – og blev direkte pikeret over modstanden mod aktiv dødshjælp. Hvordan kan man afslå en anmodning om det, der synes at være en barmhjertig handling?

Efter min studietid blev jeg ad forskellige veje tilknyttet sundhedsvæsenet og fik lejlighed til at følge de patienter, der gennem mine tanker tidligere havde formet mine argumenter. Gennem flere år fulgte jeg sundhedspersonale i mødet med døende, og som led i mine forskningsaktiviteter har jeg således været på talrige kræftafdelinger og hospices rundt i hele landet. Det var her, jeg ændrede min holdning til aktiv dødshjælp.

Selvom jeg mødte døende patienter hver eneste dag, var det yderst sjældent, at jeg mødte patienter, der anmodede om hjælp til en konsekvent afslutning af livet. Første gang var på en kræftafdeling, hvor en kvinde var indlagt med en kræftsygdom, der havde bredt sig til store dele af kroppen. Jeg gik ind på stuen sammen med sygeplejersken, hvor vi fandt patienten forpint i sengen. Efter et par minutters tavshed sagde patienten henvendt til mig: »Hvad mener du egentlig om aktiv dødshjælp?« Jeg blev tavs. Som filosofisk teoretiker havde jeg holdt flere foredrag om aktiv dødshjælp, men ansigt til ansigt med patienten forblev jeg tavs. Pludselig sagde patienten: »Havde jeg været en hund, havde I for længst gjort det af med mig«. Hertil svarede sygeplejersken: »Men det er du ikke, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig«. Det var præcis, hvad sundhedspersonalet gjorde, og nogle dage senere var patientens dødsønsker forsvundet, trods en forværring i hendes sygdomstilstand. Senere så jeg glæden i patientens øjne, da hun genså sine børnebørn, hvilket fremkaldte en øjeblikkelig kvalme over mine tidligere tanker om barmhjertighedsdrab.

Selvom jeg kun sjældent oplevede patienter, der ønskede hjælp til en definitiv afslutning på livet, oplevede jeg mange andre etiske dilemmaer blandt døende patienter. Men disse dilemmaer havde en helt anden karakter. Det kunne være en situation, hvor patient og pårørende mentalt befandt sig to forskellige steder, som fx når sundhedspersonalet blev stoppet på gangen af den pårørende med et budskab, der lå langt fra det ønske, patienten tidligere havde givet udtryk for. En datter til en døende patient på hospice var meget insisterende, når hun mødte sygeplejersken på gangen. Hun ønskede at afslutte det, hun kaldte for faderens lidelser. Både den døende far og datteren anvendte udtrykket: »Jamen, kan I da ikke gøre noget«, hvor den indeholdte mening var vidt forskellig. For når patienten håber på livet, og den pårørende håber på døden, befinder sundhedspersonalet sig i et spændingsfelt, der næppe kan blive større.

I Danmark er det tilladt at stoppe udsigtsløs behandling. Her får patienten sin vilje og selvbestemmelsen opfyldt. Her står vi imidlertid med endnu en sproglig udfordring i det danske sundhedsvæsen. Der findes et sprogligt udtryk, særligt blandt fortalere for aktiv dødshjælp, men også blandt læger i dialogen med patienten. Her tænker jeg på udtrykket: »Når der ikke er mere at gøre«. Problemet med det udtryk er, at det efterlader patienten alene, hvilket aldrig behøver at være tilfældet. Når de helbredende behandlingsforsøg er udtømt, betyder det ingenlunde, at patienten efterlades alene til at dø, eller at der ikke er mere at gøre. Vi kan stadig gøre noget og ikke mindst være noget for patienten. Vi kan lindre lidelse og aktivt tilbyde en omsorgsfuld pleje og behandling. I nogle tilfælde kaldes denne praksis for passiv dødshjælp, hvilket imidlertid er helt misvisende. Der er ikke tale om en passivitet, men derimod en aktiv omsorgsfuld hjælp i mødet med den døende – uden dog at dræbe patienten.

Efterhånden som min holdning til aktiv dødshjælp begyndte at forandre sig i takt med mit indblik i praksis, begyndte jeg at tænke på et ofte anvendt citat af Villy Sørensen: »Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det«. Det var netop det, jeg oplevede hver dag på hospice på en meget direkte facon. Der kom mere liv i patientens liv, når døden kom tættere på. På en kræftafdeling konfronteres patienten med døden gennem diagnoser og prognoser, men på hospice konfronteres patienten med livet. På hospice møder man sundhedspersonale, der giver patienter rum til at leve livet til døden. De patienter, jeg mødte, kæmpede ikke mod døden, men med døden. Døden var ikke en fjende, der skulle bekæmpes. Døden var derimod en mulighed for at leve i livet med døden. Patienterne gjorde det, som døden ikke formår – nemlig at leve. Det blev en vigtig lektie, som jeg måtte terpe, hver dag jeg mødte patienterne. Jeg havde tidligere dømt patienter til døden, men mødte livet, når patienter i glimt påskønnede det, jeg ofte anså for hverdagens banaliteter. Selvom øksen hele tiden lå ved træets rod, blev det ganske ofte en opbyggelig besindelse på livet.

Med mit eget holdningsskift ønsker jeg ikke at virke formynderisk eller bedrevidende. Jeg ønsker fortsat selv at blive klogere. Som formand for Det Etiske Råd skal jeg hverken bestemme noget og slet ikke bestemme over nogen. Til gengæld vil jeg meget gerne bidrage til debatten om aktiv dødshjælp, der i mine øjne ofte lider skibbrud i en stillingskrig på forhærdede argumenter, der støves af ved pressens lejlighedsvise behandling af emnet.

Hvad står der tilbage blandt tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp – med andre ord: Hvad er fællesnævneren? Jeg er sikker på, at vi kan blive enige om, at der skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet gennem behandlingsstop. Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort omfang muligt i dag. Forskellen består i mål og hensigt. Bør vi hjælpe patienten i døden eller livet?



Det Etiske Råd i et minefelt af værdier og hensyn

Etiske spørgsmål Posted on Tue, March 01, 2011 08:48:03

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 8.1.2011)

Det Etiske Råd er bedrevidende, formynderisk, elitært og det, der er værre. Sådan lyder kritikken af Det Etiske Råd med jævne mellemrum. Men Det Etiske Råd skal ikke bestemme noget og slet ikke over nogen. Det Etiske Råd skal derimod rådgive politikere og skabe debat ved at kortlægge kompleksiteten i de etiske spørgsmål, der eksempelvis angår stamcelleforskning, kunstig befrugtning, GMO og aktiv dødshjælp. Disse etiske spørgsmål skaber ikke sjældent et minefelt af grundværdier, der med eksplosiv kraft udfordrer de nødvendige valg og prioriteringer i det danske samfund. Det Etiske Råd fungerer som en minesøger, der skaber et landkort over dette værdimæssige minefelt med sigte på en mere farbar vej for politikere og interesserede i øvrigt. Vi skal ikke fjerne minerne, ligesom vi ikke skal fjerne grundværdierne, men netop gøre opmærksom på deres eksistens og placering som et forbedret grundlag for at kunne navigere i det etiske landskab.

Det Etiske Råd er ikke et orakel, der skal fortælle politikere og andre, hvad de skal mene og gøre. Rådet skal derimod være med til at vise og formidle flertydigheden i de etiske spørgsmål, så vi undgår simpel entydighed og blind stillingtagen.

Til dette arbejde kræves der ikke særlige højtuddannede etiske eksperter. Vi er alle i stand til at vurdere de etiske spørgsmål. Store som små, unge som gamle, faglærte såvel som ufaglærte skaber vi en holdning til de etiskespørgsmål. Det Etiske Råd er derfor ikke kun et ekspertorgan, men et råd bestående af såvel fagpersoner som lægpersoner. Det er her, vi finder noget ganske særligt og værdifuldt ved Det Etiske Råd. Netop det forhold, at rådsmedlemmerne er udpeget med vidt forskellig baggrund, historie, uddannelse og så videre bevirker, at vi debatterer på baggrund af forskellige værdier og forskellige typer menneskesyn. Vi kommer med forskellig optik og har derfor blik for mange forskellige sider af menneskelivet.

Når vi debatterer de etiske spørgsmål, ser vi derfor forskelligt på patienter, der mangler et organ, barnløse par, der ønsker kunstig befrugtning, kvinder, der ønsker provokeret abort, den døende, der ønsker at afslutte livet, og så videre. Rådsmedlemmerne udpeges af Folketinget og forskellige ministerier, men det er vigtigt at understrege, at medlemmerne er uafhængige af partipolitik og i øvrigt udfører et ulønnet arbejde.

Det Etiske Råd følger den videnskabelige udvikling knyttet til miljø, natur, fødevarer og sundhedsvæsenet i særdeleshed og tager stilling til måden, denne udvikling udfordrer vores grundværdier på. Respekt og ansvar er eksempler på grundværdier, som udfordres, når videnskaben giver os nye muligheder for at skabe liv og afslutte liv. Der opstår hele tiden nye muligheder for at lade livet begynde og slutte. Det kan være nye muligheder for at screene for fejl hos et foster, hvilket blandt andet udfordrer abortgrænsen, eller det kan være muligheden for ny livsforlængende behandling blandt døende patienter, hvilket sætter spørgsmålstegn ved livetsmening og værdi.

De mange etiske drøftelser i Rådet fører imidlertid meget sjældent til enighed, og det er faktisk en styrke. Etiske spørgsmål er netop kendetegnet ved deres kompleksitet, hvorfor rådsmedlemmernes divergerende holdninger giver politikere og andre interesserede et bedre grundlag for at tage stilling. Man kan meget let få den forestilling, at rådsmedlemmerne stemmer om de etiske spørgsmål eller på anden måde forsøger at nå til enighed. Men det er snarere det modsatte, der er tilfældet. Vi forsøger at finde frem til den måde, man kan være uenig på, og tilstræber gennem debat at udfordre hinandens holdninger, så vi ideelt finder frem til den mangfoldighed af argumenter, der knytter sig til en etisk problemstilling. Og det er netop, hvad arbejdet med etikken ofte viser os, at et spørgsmål giver flere svar, og et svar giver flere spørgsmål.

Sagt helt kort skal Det Etiske Råd ikke vide bedre, men vide nok til at kunne formidle arbejdet med de etiske spørgsmål. Rådets logo, ”dialogen”, understreger forpligtelsen på samtale frem for tiltale. Vi ønsker ikke at tale til nogen, men ønsker at tale med politikere og befolkningen i øvrigt.

Når vi som samfundsborgere skal forholde os til de etiske spørgsmål, er det en fordel at skelne mellem det, vi kan, og det, vi bør gøre. De bioteknologiske muligheder giver os hele tiden nye muligheder, der udfordrer vores grundværdier såvel som menneskesyn. Vi kan redde børn, der er født alt for tidligt. Vi kan skabe børn gennem kunstig befrugtning og tilmed gøre det med mere end to genetiske forældre. Dette og meget mere kan vi gøre. Men hvad bør vi gøre? Det er her, Rådet udfylder sin rolle med rådgivning og debat. Når grænserne for det, vi kan gøre, rykker sig, må vi forholde os til den etiske grænse, det vil sige det etiske ”bør”. Etik er ”bør-lære” og drejer sig om en grænsedragning eller markering af vores grundværdier og menneskesyn. Vores syn på mennesket, medmennesket og de normer, værdier og hensyn, der ligger til grund herfor. Med det etiske ”bør” formulerer vi de værdier, der afstedkommer udtrykket ”Hertil og ikke længere”. Der er mere end nogensinde brug for en række etiske drøftelser, før vi bevæger os fra det videnskabeligt mulige til det lovformeligt stadfæstede.

Som ny formand for Det Etiske Råd lytter jeg til kritikken af Rådet, selvom den ofte skyder forbi målet. Jeg har selv været kritiker af Det Etiske Råd og kan derfor godt forstå dele af kritikken. Der er særligt et enkelt kritikpunkt, jeg gerne vil fremføre: I sundhedsvæsenet har jeg erfaret, hvordan der kan være stor forskel på det etiske dilemma, som sygeplejersken eller lægen oplever i mødet med patienten, og det ofte langt mere abstrakte dilemma, som diskuteres i rådet. Vi må derfor være ydmyge over for det forhold, at etikken skifter form, når virkeligheden melder sig.

De barnløse par, de for tidligt fødte børn, de terminale patienter spiller en vigtig, men teoretisk rolle i rådets arbejde. Derfor ligger der en vigtig erkendelse gemt i rådsarbejdet, nemlig erkendelsen af, at klinisk praksis skaber sine egne etiske dimensioner, der ikke fuldt og helt lader sig indfange af generelle overvejelser og abstrakte tanker i Rådet.

Som filosofistuderende gjorde jeg mig en lang række tanker om de store etiske spørgsmål om abort, aktiv dødshjælp, kunstig befrugtning og så videre. Da jeg senere begyndte mit arbejde i den kliniske sundhedspraksis, blev mange af mine tanker gjort til skamme af en virkelighed, hvor sundhedspersonalet gjorde etikken meget konkret i mødet med patienten. Dette møde skabte ikke sjældent en indre splittelse hos personalet, ofte efterfulgt af samvittighedskvaler, skyldfølelse, magtesløshed osv.

Det Etiske Råd har som vigtig opgave at finde en værdifuld balance mellem de nødvendige input fra den praksis, vi udtaler os om, og rådets anbefalinger. Som udgangspunkt står rådet i en meget fordelagtig situation, da det netop trækker på en lang række erfaringer fra rådsmedlemmernes vidt forskellige baggrunde. Men tro mod etikkens mangfoldige flertydighed skal der altid være plads til en uvidende indstilling og dermed et mere åbent møde med den komplekse virkelighed i samfundet. Jeg ønsker derfor, at Det Etiske Råd ikke blot som nu får besøg på rådsmøderne, men også lejlighedsvis besøger den virkelighed, vi udtaler os om. Som formand vil jeg gøre mit bedste for, at det kommer til at ske.



Hvem skal vi behandle, når vi skal spare?

Etiske spørgsmål Posted on Tue, March 01, 2011 08:30:18

(Trykt i Berlingske d. 24.2.2011)

Vi lever i en tid med nødvendige prioriteringer. I sundhedsvæsenet har prioritering altid været et vilkår, men kløften mellem økonomiske ressourcer og nye behandlingsmuligheder har aldrig været større. Lægevidenskabelig forskning har forøget mulighederne for sygdomsbehandling markant, og stadig flere danskere lever med kroniske sygdomme, hvorfor økonomien hele tiden sættes under pres.

Men i den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at selv en betydelig udvidelse af sundhedsvæsenets økonomiske ramme ikke fjerner spørgsmålet om prioritering. Prioritering er ganske enkelt et vilkår i det danske sundhedsvæsen, og derfor noget vi med nødvendighed skal tage stilling til. Det er ikke uetisk at prioritere, men det er uetisk, hvis vi undlader at prioritere, og ikke mindst hvis vi undlader at lægge klart frem, hvordan vi prioriterer. Når vi i Danmark taler om prioritering, vil vi gerne iklæde os humanistiske gevandter og tale om lige adgang til sundhedsydelser og lige menneskeværd. Men det klinger hult, når der alligevel prioriteres ud fra mange mere eller mindre skjulte kriterier. I reglen er det synligt, hvad der bliver valgt til, men kun sjældent synligt, hvad der bliver valgt fra. En større åbenhed om en prioriteringsmodel vil derfor blandt andet kunne skabe en fælles erkendelse af, at der er nogle patienter, der har større krav på behandling end andre. Det kan være en akut-opstået skade eller komplikationer ved en fødsel, hvor lægen hurtigt springer fra en opgave for at tilgå den akutte patient.

Forsvarer vi tanken om lige menneskeværd, er det også kritisabelt at prioritere ud fra patientens alder, men det sker alligevel hver dag. Der er således ældre patienter, om hvem det lægefagligt skønnes, at den konkrete behandling ikke resulterer i et godt behandlingsresultat. Samtidig er der ingen med ren samvittighed, der vil forsvare, at man skal undlade at behandle den 20-årige enlige mor, blot fordi man ikke samtidig har råd til at behandle den 86-årige. Vi vil også gerne holde fast i, at social status absolut ikke må indgå i vores prioriteringer, men alligevel kan nogle komme i tvivl, når man fx sammenstiller patienter med og uden arbejde. Argumentet går på, at det er vigtigst at behandle patienter med arbejde, så de ikke mister deres arbejde, og arbejdspladsen ikke mister en vigtig arbejdskraft.

Endelig kan det lyde flot, når vi siger, at selvforskyldte sygdomme ikke må indgå i vores prioriteringer. Vores sundhedsvæsen har hidtil baseret sig på et princip om, at vi ikke tager stilling til, om en sygdom er uforskyldt eller selvforskyldt, men det princip er ved at skride. For hvad med de svært overvægtige, der ønsker en dyr fedmeoperation? Her er det etiske problem, at vi tilskyndes til at prioritere ud fra et skyldsbegreb, hvor patienter selvforskyldt skylder samfundet noget. Fedmeoperationer bliver pludselig set som gældssanering, hvor motionscentret modsat er stedet, hvor der betales tilbage gennem slidsomme rater.

Med prioritering vil der altid være nogen, der bliver valgt fra. Den typiske prioritering vil ske ved at analysere, hvilke sundhedsydelser der nytter mest til prisen, og hvem der har mest nytte af en sundhedsydelse. Sundhedsøkonomer vil kunne pege på en lang række initiativer, hvor det kan ’betale sig’ at prioritere. Det kan være fokus på billigere medicin til bestemte patientgrupper, øget brugerbetaling, eller øget fokus på forebyggelse frem for behandling af sygdom.

Men økonomisk prioritering sker altid på bekostning af nogen eller noget. Det vil være naivt at tro andet. Hvis vi vælger at tilbyde flere screeningsprogrammer, der satser på forebyggelse, vil det medføre en sygeliggørelse af mange borgere. Hvis vi satser på brugerbetaling, vil det kunne medføre ulighed i samfundet. Hvis vi satser på skatter og afgifter på fedtholdige fødevarer, alkohol og tobak samt tvungne motionsplaner på arbejdspladsen, vil det krænke den enkeltes frihed. Samtidig er det vanskeligt at sætte objektive kriterier for livskvalitet og dermed nytten af den ene behandling frem for den anden. Nogle behandlinger vil kunne forlænge livet, hvor andre forbedrer psykiske eller fysiske funktioner, men hvad giver mest livskvalitet (for pengene)?

Fra en etisk vinkel vil vi let kunne miste mennesket i regnestykket, hvis vi ikke samtidig medtænker nogle grundlæggende principper. Fra en økonomisk betragtning kan det virke irrationelt at bruge penge på dyr medicin til døende mennesker eller alvorligt syge mere generelt, ligesom det fra en nyttemæssig betragtning heller ikke kan betale sig at bruge mange behandlingskroner på de socialt udsatte.

Men inden vi lader de økonomiske kalkuler få forrang i debatten, bør vi medtænke princippet om, at jo mere alvorlig sygdom eller jo mere akut patientens situation er, desto større krav har patienten på behandling. Det vil være ubarmhjertigt at efterlade den døende med dårligere medicin, blot fordi andet ikke kan betale sig. Vi skal også forkaste ideen om behandlingsstop af patienter, der mere eller mindre selvforskyldt er blevet syge.

Prioriteringer bør i langt større omfang finde sted lokalt og i nærhed med patienterne. Vi står alle i kø til sundhedsydelser, men prioritering bør ikke blot foregå ved, at vi altid tager den første i køen. Når vi begynder at se på dem, der står i køen, og her vælger til og fra, bør vi ikke blot gøre det blindt ud fra generelle kriterier og lovmæssig regulering. Vi skal blive bedre til at finde nogle processer for prioriteringer i de konkrete tilfælde. Vi skal ikke blot foretage en række makroprioriteringer ud fra en kamp mellem økonomiske betragtninger og mere eller mindre abstrakte humanistiske værdier, men sørge for at styrke de sundhedspersoner, der hver dag skal træffe svære valg. Vi skal give redskaber til og legitimitet for den læge eller sygeplejerske, der prioriterer, men også skabe bedre rammer og grundlag for selvsamme prioriteringspraksis.

Det er særligt på dette konkrete niveau i mødet med patienter, at vi skal blive bedre til at prioritere ud fra en balance mellem de økonomiske vilkår og de værdimæssige forpligtelser.

Det Etiske Råd er løbende opmærksom på prioriteringens dilemmaer og har i år nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på prioritering i sundhedsvæsenet. Rådets håb er, at det øgede fokus på området kan bidrage til at skabe synlighed og debat om prioriteringsspørgsmålene. Et andet konkret tiltag kunne også være – ligesom flere europæiske lande allerede har gjort – at oprette et institut for prioritering af sundhedsydelser, der kan undersøge grundlaget, rammerne og nye muligheder for prioritering i det danske sundhedsvæsen. Man kunne forestille sig, at instituttet både kunne udforme overordnede principper for prioritering og tage stilling til mere konkrete prioriteringsspørgsmål. Dermed ville instituttet kunne udstikke en retning, som kunne være en støtte for den enkelte sundhedsperson og samtidig give sundhedspersonens prioriteringer legitimitet.

Et institut for prioritering vil med stor fordel kunne indgå i et forpligtende samarbejde med Det Etiske Råd, der kan sikre, at grundlæggende værdier såsom liv, lighed og værdighed ikke blot får plads i skåltaler, men afspejler god prioriteringspraksis i det danske sundhedsvæsen.



Sæden fra min far

Etiske spørgsmål Posted on Tue, March 01, 2011 08:24:41

(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 11.2.2011)

Skal børn have lov til at kende deres biologiske far? Svaret synes nærmest irriterende banalt: Ja, selvfølgelig! Indignationen over at kunne mene noget andet nærmest skriger i kulissen. Men når spørgsmålet stilles i forbindelse med sæddonation, er sagen straks mere kompliceret. Spørgsmålet trækker fronter op, og et etisk uvejr truer i horisonten. Anonym sæddonation er et etisk spørgsmål, fordi der er mange konfliktfyldte hensyn og værdier, vi bør medtænke. Hurtige holdningstilkendegivelser efterfulgt af beslutninger vil let kunne træde grundværdier under fode. Vi må derfor besinde os og finde kompleksiteten i spørgsmålet, før vi sætter nye grænser.

Når et barnløst par ønsker sæd fra en donor, må det forventes, at tanken går i retning af en familiedannelse, hvor ønsket er at skabe de bedste rammer og betingelser for det kommende barn. Som udgangspunkt kan man således ikke fortænke forældre i at ønske en anonym sæddonor, så familiedannelsen får sine trygge grænser med kun én far. Forældre vil således med god grund kunne føle sig klemt ved tanken om en biologisk far, der på barnets atten års fødselsdag pludselig kan splitte familien. Samtidig vil man kunne frygte noget, der er endnu værre ved ophævelse af anonymiteten, nemlig at forældrene slet ikke fortæller børnene, at de er blevet til ved donorinsemination.

Nogle forældre vil imidlertid tænke lige modsat, hvor ønsket er en sæddonor, der senere vil kunne identificeres af det voksne barn. Her tænker forældrene muligvis på deres forpligtelse til at give barnet en ret til fremtidig kontakt med den biologiske far, eller som det mindste en frugtbar identitetssøgende adfærd. Motiverne kan være mangfoldige, hvilket taler for en øget frihed til forældrene, der bør kunne vælge mellem en anonym donor og en identificerbar donor. Hvis forældrene kan vælge den ordning, de selv går ind for, kan det ikke andet end at medvirke til, at der skabes gode rammer om familielivet.

Men lad os vende tilbage til barnet, som er udgangspunktet. Hvis barnløse par, der ønsker hjælp fra en sæddonor, får tildelt frihed til at vælge anonymiteten til eller fra, bør samme frihed også gives til barnet. Barnet bør derfor også få mulighed for at vælge den biologiske far til eller fra. Barnet bør have ret til at kunne identificere den far, som i udgangspunktet var anonym. Hvis den biologiske far deler dette ønske, bør der således ikke reguleres i strid med denne gensidige begæring. Men den anonyme sæddonor kan have sine gode grunde til at takke nej til at blive opsøgt af sit biologiske ophav. Det er på dette punkt, at debatten mangler nuancer. Sæddonorerne isoleres ofte til én person, der som eneste egenskab har doneret den nødvendige sæd til en fremmed familiedannelse. Men sæddonoren har med en vis sandsynlighed selv stiftet familie og ønsker derfor ikke nødvendigvis at få besøg fra den kant. Det er her, at udgangspunktet igen bliver barnets tarv. Her tænker jeg på sæddonors egne børn, fordi der vil kunne skabes splid, når halvsøstre og halvbrøde banker på døren, eller i det mindste bliver dem bekendt. Denne tanke er slet ikke fremmed for sæddonoren. Erfaringer fra Sverige og Norge viser da også, at antallet af sæddonorer falder drastisk, når anonymiteten ophæves. Og hvem er det så i sidste ende, vi hjælper?

Lad os derfor sigte mod øget frihed til alle parter. Frihed til både forældre og sæddonor, der i udgangspunktet bør kunne vælge anonymiteten til eller fra. Frihed til barnet, der bør kunne opsøge den biologiske far. Men også frihed til, at den biologiske far kan sige nej til dette ønske fra barnet. Med anonym sæddonation bør der ikke desto mindre være frihed til, at den biologiske far kan ændre holdning, hvis, og kun hvis, barnet selv opfordrer til at ophæve anonymiteten.