(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 3. september 2010)

Fedme er som gammel gæld der skal betales tilbage. Men kan samfundet tillade “gældssanering” gennem en fedmeoperation? Eller skal gælden arbejdes væk gennem slidsomme rater i motionscentret? Er de ekstra kilo selvforskyldte eller hvor er de skyldige?

Økonomi er imidlertid ikke kun et billede på problemet, men samtidig en konkret virkelighed i et sundhedsvæsen der skal prioritere benhårdt. Vi ser i dag en eksplosion i antallet af fedmeoperationer, der udføres på samlebånd på de danske privathospitaler. På årsbasis opererer danske kirurger omkring 3.000 svært overvægtige. Skønsmæssigt koster hver operation 200.000 kr., hvis man medregner de efterfølgende kosmetiske operationer af overflødig hud. Det er dyrt for samfundet men måske endnu dyrere, hvis vi lader være.

Foruden økonomi er der imidlertid to vigtige parametre vi ikke må glemme når fedmeepidemien skal håndteres. For det første bør vi skelne mellem den fede og det fede liv. Skal der opereres er det ikke kun den fede, der skal under kniven men det fede liv. Det er således fedmen som livsstil den er galt med. Hvordan stiller vi os til mad? Er mad ensidigt forbundet med ‘ha-det-godt-hed’ har vi skabt en indstilling der udstiller vores karakter. For det andet bør der i lige så høj grad fokuseres på samfundet som på individet. Fedmen giver ikke kun en ret men giver mange en pligt. De fedes forpligtelse til en ændret livsstil og samfundets pligt til at skabe rammerne for denne livsstil. Eksempelvis skal vi ikke blot forpligte den enkelte til en ændret livsstil men samtidig forpligte os på at skabe rammerne for disse ændringer gennem gratis rådgivning og støtte, let og billig adgang til motionscenter, reguleret moms på fødevarer osv. Det er kun gennem disse gensidige forpligtelser at vi skaber gensidige rettigheder. Den enkeltes ret til en fedmeoperation giver samfundet en ret til at stille krav. Med fokus på fedme og fedmeoperationer bør vi således fokusere på en gensidig forpligtelse mellem borger og samfund.

Denne gensidige forpligtelse er samtidig en etisk balanceakt hvor grundværdier udfordres, som var der optræk til tordenvejr. Hvem kan eksempelvis dømme om andres livskvalitet? Kan der opstilles objektive kriterier for det gode liv med fedt på maven? Hvor går grænserne for vores privatliv og måden vi forvalter det på? Hvem har ret og pligt til at bestemme over vores livsstil? Hvordan undgår vi sygeliggørelse og stigmatisering? Som samfund er vi tvunget ud i dette etiske minefelt så vi finder en farbar vej til håndtering af fedmen som en stigende udfordring.