(Trykt i Kristeligt Dagblad d. 19.5.2010)

I dag er det almindelig praksis, at vi hjælper barnløse forældre, hvis reproduktionsevnen svigter. Hele diskussionen om assisteret reproduktion, hviler imidlertid på en grundlæggende præmis. Præmissen om, at når et barn skal til verden kræver det én ægcelle fra en kvinde og én sædcelle fra en mand. I dag udfordres denne præmis af videnskabelige fremskridt, der gør det teknisk muligt, at skabe et barn med tre genetiske forældre. Spørgsmålet aktualiseres af få kvinder med mitokondriesygdomme, hvor ægcellerne indeholder fejl eller defekter i en mindre del af celleindholdet kaldet mitokondrierne. I dag er det teknisk muligt, at hjælpe disse kvinder, eksempelvis ved at den raske cellekerne i ægcellen placeres i en rask donorcelle uden cellekerne, men dog med en mindre mængde genetisk arvemateriale. Herefter kan en befrugtning finde sted med en sædcelle, hvorefter forudsætningen er til stede for at et barn kan fødes med tre forældre. I USA er der allerede født 12 børn med tre genetiske forældre. Spørgsmålet er om vi i Danmark også vil tillade denne praksis, så vi bl.a. kan hjælpe de kvinder, der lever med mitokondriesygdomme?

Som det gælder med alle etiske spørgsmål er der også med denne praksis flere argumenter for og imod. Eksempelvis kan et argument gå på en forpligtelse til at hjælpe alle de forældre vi har mulighed for at hjælpe? Samtidig kan det fremføres, hvordan der skabes en urimelig forskelsbehandling, hvis vi hjælper nogle barnløse par og efterlader andre uden hjælp. Endelig ser vi talrige eksempler på, hvordan børn fungerer fint med mange forskellige socialt blandede forældre. Børn der lever med flere mødre eller fædre, som konsekvens af skilsmisse eller andre sociale eller seksuelle omstændigheder.

Der er imidlertid et vigtigt argument, der taler imod, at børn fødes med tre genetiske forældre. Argumentet angår forholdet mellem viden og uvidenhed. Vi ved meget og tilegnelse af ny viden sker med stadig større fart, hvilket sætter os i stand til at gribe ind i naturen til gavn for mange. Men størstedelen af det der sker i menneskenaturen er vi stadig uvidende om. På den måde er vi som mennesker primært betinget af forhold vi ikke ved noget om. Hvis vi derfor griber ind i naturen med en stor mængde uvidenhed om de menneskelige konsekvenser bundet til genetisk multible forældreskaber er vi samtidig blinde for den usikkerhed, der klæber til feltet. Vi ved ikke hvad der på kort og langt sigt sker med børn (og deres børn) der har tre eller flere genetiske forældre. Vi ved meget om den embryonale udvikling og genernes samspil med den menneskelige udvikling, men vores uvidenhed er desto større hvad angår genetisk multible forældreskaber.

Der er imidlertid ikke tale om et dogmatisk argument, som ikke kan udfordres. Det er muligt og tænkeligt, at vi om nogle år er blevet tilstrækkeligt oplyste så vi kan tillade genetisk multible forældreskaber. Med den nuværende viden må vi imidlertid besinde os og finde et handlegrundlag, hvor mængden af viden overstiger mængden af uvidenhed. Den videnskabelige stræben begynder med uvidenhed men sundhedspraksis må primært baseres på viden.