Som ansat på jordemoderuddannelsen taler jeg ofte med de studerende om det centrale i jordemoderens arbejde. Hvad er kerneydelsen? Hvad er vigtigt og hvad er mindre vigtigt? Som det helt centrale er de studerende ofte enige om, at jordemoderen skal bistå kvinden under fødslen, som en praksis, hvor fagligheden skaber sikkerhed og personligheden skaber tryghed. Dette svar er i samklang med en ny videnskabelig undersøgelse, hvor engelske jordemoderstuderende er blevet stillet et tilsvarende spørgsmål (1). Skal det indkredses nærmere er der tale om et menneskeligt møde, hvor mening og dermed forståelse afstemmes på vejen til barnets komme. Det er dette møde, som aldrig kan standardiseres men derimod viser sig på stadig nye måder. Men der må imidlertid være noget, som altid er vigtigt i dette menneskelige møde. Svaret er selvsagt kompleks. Her skal blot peget på et enkelt perspektiv nemlig det sproglige møde.

Iflg. ordbog over det danske sprog er ordet ’møde’ beslægtet med ordene ’mod’ og ’mål’. Man kunne foranlediges til at sige, at det i mødet kræver mod at nå målet. Her er målet ikke noget jordemoderen sigter efter men det tungemål, der skaber mening i en dialog. Men hvad er det for et mål vi sætter på tunge når jordemoderen eksempelvis taler om ’naturlige smerter’, ’den gode fødsel’ eller ’et normalt barn’. Som udgangspunkt kan tungemålet være helt forskelligt i relationen mellem gravid og jordemoder. Jordemoderens opgave må derfor bestå i at finde målet, som moders mål. Moders mål er det første sprog barnet tilegner sig og danner senere grundlag for den første forståelse i relationen mellem mor og barn. Man kan også kalde det for den første modersmålsundervisning. I jordemoderens møde med den gravide må der ud fra denne tanke ikke blot sigtes efter det danske fællesmål men derimod det personlige (tunge-) mål, hvorpå der kan bygges forståelse. Vi kan kalde det jordemoderens evne til at ’koble klogt’. Hvad kan der ske, hvis jordemoderen og kvinden derimod taler forbi hinanden uden samme mål? I værste fald kan kvinden miste modet. Hun kan sågar blive målløs (mål-løs dvs. tavs). Med de bedste intentioner tales eksempelvis om den gode fødsel men målet er ikke nødvendigvis det samme. Målet er ikke indfanget men mistet. Sprogligt taler vi om at miste mål og mæle og handler som jordemoder i værste fald uden mål og med. Jordemoderens kommunikation må derfor sigte efter en udmåling af ’den gode fødsel’, som eksempel. Vel at mærke ikke som noget (udelukkende) kvantitativt men som en kvalitativ afstemt mening ud fra et fælles tungemål. Moders mål kan således fungere som noget jordemoderen pejler efter i bestræbelsen efter at dele mening med kvinden. Det er målet der istandsætter mødet. Med mødet som det centrale i jordemoderens arbejde er det således ikke målet der helliger midler men målet der er midlet. Målet er midlet til at afstemme en forståelse i jordemoderens møde med kvinden.

  1. Butler M. M. et al. What are the essential competencies required of a midwife at the point of registration? Midwifery (2008) 24, 260–269.