’… jamen det bedste vil (ikke) være en operation på nuværende tidspunkt’. Sådan kan man høre sundhedsarbejdere udtale sig på de danske sygehuse hver eneste dag. Men ganske ofte er man som professionel i tvivl om værdien af et indgreb. Det kan være situationer, hvor et indgreb inkluderer flere risici men samtidig er den eneste mulighed for helbredelse. Man må således skønne, hvad der er bedst for patienten. Men på hvilket grundlag kan vi vurdere andres liv? Hvilken målestok bør vi anvende? Bør det eksempelvis være livets længde, indhold eller mening? På hvilket grundlag kan vi vide bedre? Hvornår ved vi eksempelvis, at livet ikke længere er værdigt? Er det overhovedet muligt at dømme angående andres liv? Johannes Møllehave giver i en af sine mange erindringsbøger et godt eksempel på denne vanskelighed i forbindelse med sin mors død. Han havde gennem mange år på nært hold været vidne til hendes kamp imod en ondartet kræftsygdom.

’Mere end én nat […] tænkte jeg på at presse en pude ned over hendes ansigt, og jeg bildte mig ind, det ville være barmhjertighed. Jeg bad lægen give hende mere, end han selv kunne forsvare, men han afslog. Hvis jeg havde haft en sprøjte, ville jeg have gjort det. Og så efter sådan en nat, hvor man havde ønsket hendes død, vendte man tilbage og fandt hende vågen, feberhed, udmagret, forpint – og dog så ægte lykkelig: ”Se, jeg får en dag til!” Og man tænkte: Og her ville du have dræbt hende. Af barmhjertighed! […] Var det hende eller mig, jeg ville befri?’

Som det her antydes, kan det være særdeles vanskeligt som paternalist at undgå at lade egne motiver og ønsker influere på selve beslutningen og dermed ende i en behandler-centreret paternalisme. Her er det vigtigt at vende tilbage til paternalismens grundtanke, hvor man med ansvar og forpligtelse står med et andet menneskes frihed i sine hænder. Vigtigheden af denne opgave kan aldrig overvurderes.

Blog Image