Jordemoderens praksis afspejler en lang række fagkundskaber. Blandt disse finder vi filosofien. Hvad filosofien mere konkret skal bruges til er straks mere diffust. Som nyansat filosof på Jordemoderuddannelsen i Esbjerg vil jeg her forsøge at give nogle bud på, hvordan filosofien ikke blot er interessant, men også en vigtig del af jordemoderens praksis.

I modsætning til andre sundhedsuddannelser såsom Sygeplejerskeuddannelsen og Fysioterapeutuddannelsen er filosofien ikke et fag i Jordemoderuddannelsen. Dog finder vi flere af de filosofiske discipliner blandt Jordemoderuddannelsens kurser. Som de to vigtigste bør nævnes etik og videnskabsteori. Etikken vedrører spørgsmålet om den rigtige handling og den gode jordemoder. Hertil kommer en lang række etiske spørgsmål af forskellig karakter, som ikke skal belyses her. Når det gælder videnskabsteori er det en ny relevant disciplin i Jordemoderuddannelsen. Grundtanken er, at arbejde med viden, som en drivkraft i praksis uden at forfalde til blotte meninger og holdninger. Nøgleordene er begrundelse, forklaring og forståelse.

Udover etik og videnskabsteori vil der være flere af filosofiens grunddiscipliner, som har værdi i relation til jordemoderens praksis. Blandt disse kan nævnes erkendelsesteori og metafysisk. Med erkendelsesteorien er det frugtbart at spørge til de oplevelser, som både moderen og faderen gennemlever før, under og efter fødslen. Eksempelvis opleves tiden forskelligt og værdier forandres. Kort sagt, verden ser anderledes ud. Forståelsen for dette perspektivskifte kan være med til at nuancere jordemoderens arbejde. Ser vi på metafysikken er det relevant at spørge til forholdet mellem krop og bevidsthed. Hvordan vil bevidsthedsoplevelser få indflydelse på kroppens reaktioner og omvendt? Desuden er det frugtbart at belyse de forskellige bevidsthedsskift, som kvinden (og manden) gennemløber under fødslen. Ser vi på den anvendte filosofi som helhed vil det være relevant at stille en lang række spørgsmål vedrørende identitet, sundhed/sygdom, teori/praksis, menneskesyn, livsanskuelser og meget mere.

Nu skal det med det samme nævnes, at ovenstående spørgsmål i stort omfang indfanges af de kurser, der befinder sig i Jordemoderuddannelsen i øjeblikket. Dog mangler den vigtigste del af filosofien, hvilket er den filosofiske metode. Det er netop den filosofiske metode, som negligeres når faget filosofi reduceres til delelementer i andre fag og kurser. Men hvordan kan den filosofiske metode være til gavn i jordemoderens fag og virke?

Den filosofiske metode befinder sig i spændingsfeltet mellem viden og uvidenhed. På den ene side stræbes efter viden og erkendelse, som kan forme en stadig mere skarpsleben profession. Denne stræben efter viden skal imidlertid næres af en uvidenhed. Det er først når jeg har erkendt, at der er noget jeg ikke ved, at der åbnes for ny viden. Denne balancegang mellem viden og uvidenhed er særdeles vigtig i jordemoderens praksis. På den ene side er det gennem viden at nye kundskaber funderes. På den anden side er det åbenheden overfor alt det jeg ikke ved der skaber rum for ny viden om den gode fødsel.

Den filosofiske metode kan være med til at perspektivere jordemoderens arbejde. Filosofien vil være de spørgsmål der fjerner de faglige skyklapper og derigennem gør det entydige mere flertydigt. Gennem fortsatte kritiske spørgsmål vil der skabes en åbenhed for de mange forskellige perspektiver der er forbundet med den gode fødsel. Filosofien vil her være en indstilling, der på professionel vis sætter jordemoderen i stand til at vide mere om den næste fødsel.

Hvis et fag skal styrkes skal de faglige dogmer belyses kritisk. Med filosofien som metode vil man således altid være sin egen største kritiker. Hvordan kunne jeg have handlet anderledes? Hvad har jeg lært af denne situation? Hvordan kan mine erfaringer skabe viden om min fremtidige praksis? Filosofien vil her være det eneste fag, som ikke blot indeholder en mængde viden der skal læres men i højere grad omhandle et menneskesyn der skal væres.

På anden vis kan filosofien være med til at skabe en faglig bevidsthed, der kan øge det faglige engagement. Dette kan ske gennem værdiafklarende spørgsmål. Spørgsmålet om den gode fødsel kan differentieres i en lang række delspørgsmål, som aldrig er irrelevante når det er selve sagen der skal profilere faget. Billedligt er filosofien som et vejskilt ved en skillevej, der giver grund til at orientere sig inden den videre færd. Med filosofien stopper man op, og reflekterer over den situation, man står i, inden man drager videre. Bliver vi i trafikmetaforen kan filosofien tilmed være det helleanlæg, som jordemoderen positioner sig i forhold til. Hvor står jeg fagligt? Hvad er mit udgangspunkt? Hvilke værdier bygger mine handlinger på? Hvad er jordemoderkunstens væsentligste omdrejningspunkt? Den filosofiske metode kan herigennem være et nødvendigt frirum, hvor aktiviteterne ikke rettes udad, men indad. Hvor er jeg på vej hen? Har jeg valgt den rigtige vej? Hvilke redskaber skal jeg have med på min nye vej?

Filosofien som metode

Stille spørgsmål til jordemoderens praksis

Perspektivere jordemoderens praksis

Reflektere over jordemoderens praksis

Abstrahere fra jordemoderens praksis

Kritisere jordemoderens praksis

Vurdere jordemoderens praksis

Slutteligt skal det understreges, at jordemoderen ikke skal forholde sig til filosofien men forholde sig til egen praksis på en filosofisk måde, hvor målet er at finde et ankerpunkt, hvorfra jordemoderens fagidentitet kan have sin reference. Med filosofien stilles der ikke noget sikkert resultat i udsigt men der gives til gengæld en mulighed for, at få bevidsthed om ens egen faglige horisont.

Min konklusion er, at filosofien ikke skal placeres i jordemoderfaget, som man placerer en blomst i vindueskarmen så det hele ser lidt pænere ud. Pointen er derimod at lade filosofien være en praksisform, der ikke skal gøre jordemødre til filosoffer men lade filosofien bidrage til en bedre jordemoderpraksis.