Blog Image

Filosofisk praksis

Jacob Birkler

Som uddannet filosof har jeg gennem flere år arbejdet med filosofisk praksis i sundhedsvæsenet. Denne blog præsenterer nogle af mine mere debatskabende tanker og ideer. De fleste indlæg har været trykt i aviser og fagblade.

Den etiske forbruger

Etiske spørgsmål Posted on Fri, February 23, 2007 21:20:22

Før var det vores karakter der formede etikken. I dag er det etikken der former karakteren. Læs artiklen, som blev trykt i dagbladet Information for ganske nylig.

Blog Image



Kompati: et nyt begreb om grebet i praksis

Specielt for jordemødre Posted on Fri, February 23, 2007 21:12:02

Empati og kompati er nært beslægtede begreber. Læs om kompatiens særlige forbindelse med jordemoderkunsten i den vedhæftede artikel.

Blog Image



Jordemoderen som kartograf

Specielt for jordemødre Posted on Fri, February 23, 2007 21:04:35

Blandt jordemødre bliver forholdet mellem teori og praksis ofte diskuteret og problematiseret. Der bliver således gjort ihærdige forsøg på at bygge bro mellem fagets teori og praksis, samtidig med at stadig flere jordemødre oplever, at broen bliver for lang og broafgiften for dyr. Men hvorfor er denne brobygning så vanskelig? Problemet er, at man i faget taler om teori og praksis, som to vidt forskellige områder, hvorefter man stiller sig selv den umulige opgave, at forene disse. Vanskeligheden med at forene teori og praksis opstår således kun fordi man allerede i udgangspunktet har adskilt teori og praksis. Det er at ligne med beskrivelsen af menneskets krop og bevidsthed som to uforenelige størrelser, hvorefter der opstår store problemer med at forklare, hvordan disse hænger sammen. Det afgørende er derfor, at jordemoderen allerede i udgangspunktet ser teori og praksis som en enhed, hvilket er en enhed, som skal illustreres i denne korte artikel.

Enheden af fagets teori og praksis kan illustreres på mangfoldig vis. I denne sammenhæng anvendes billedet af jordemoderen som kartograf til illustration af denne pointe. En kartograf arbejder med kort. Skal der eksempelvis konstrueres et landkort må kartografen nødvendigvis ud i landskabet og se, hvordan virkeligheden ser ud. Det afgørende for kartografen er at være opmærksom på vigtige kendetegn i landskabet. De kendetegn, som man kan navigere efter. Det er disse kendetegn, der senere skal forme selve kortet. Samtidig skal detaljer fravælges, så der kan skabes et overblik over feltet i et nærmere angivet målestoksforhold.

Blog Image

Som kartografen kan jordemoderen være kartograf i eget felt. Hun kan observere i praksis og finde ligheder blandt de mange opgaver hun påtager sig. Selvfølgelig er to fødsler aldrig ens, men der er ligheder, som kan være frugtbare at mærke sig. Hvis jordemoderen således har været på en fødeafdeling gennem en rum tid vil hun kunne navigere gennem de mange opgaver selvom stadig nye udfordringer opstår. Men til trods for, at man er godt kendt i et område, kan det til tider være frugtbart, at få et overblik over landskabet. Dette gælder ikke kun for nyuddannede jordemødre, som ikke kender feltet, men også for erfarne jordemødre, der via et nyt kort, pludselig kan se tingene i sammenhæng. Selvom man kender gaderne i København kan der fortsat være nye veje at gå. At udarbejde et kort og ikke mindst at navigere efter et kort er det samme som at lade teori være en del af praksis. Alle jordemødre er kartografer. Problemet er dog, at stadig flere jordemødre bliver ved tegnebordet og andre undgår at bruge de mange nye kort da de hævder at kende landskabet.

Som en forening af teori og praksis kræver det, at alle jordemødre ser sig selv som kartografer og lader et fælles arbejde aftegne stadig mere nuancerede kort over jordemoderkunsten. Selv for erfarne jordemødre er det frugtbart, at benytte nye kort over praksis. Kort kan bruges til at navigere efter, hvor man ikke blot finder vej gennem de mange opgaver, men også får et overblik over den praksis, hvis veje bliver stadig mere forgrenede. Nøjagtig som kortet er et stærkt forenklet billede af virkeligheden på samme måde kan man fastlåse billedet af teorien som forskellig fra praksis. Teorier kan imidlertid være vigtige kort, der aftegner frugtbare pejlemærker blandt hverdagens udfordringer. Sagt med andre ord vil man gennem praksis kunne aftegne en teori, og teorien vil efterfølgende give flere muligheder for at manøvrere i praksis. Teorier er således forankret i jordemoderens virke og skaber samtidig nye virkemidler.

Hvis vi skal fra Viborg til København er det ikke særlig relevant, at finde verdenskortet frem. Sagt med andre ord kan man med fordel arbejde med mange forskellige målestoksforhold i faget. Der er allerede skabt en del kort over det generelle fagområde. Men jordemødre kan med fordel anvende nuancerede kort over de mere specialiserede dele af faget. Disse kort eksisterer allerede men kartografen kan let falde i den grøft, hvor der tænkes for lidt på de personer, der skal navigere efter de mange kort. Hvis kortet ikke afspejler virkeligheden bliver kortet uanvendeligt. På samme måde som landskabet ændrer sig med nye veje og rundkørsler osv. på samme måde ændrer jordemoderens praksis sig også. Det afgørende er, at se fagets teori og praksis som to sider af samme sag, hvilket fordrer, at jordemoderen som kartograf kontinuerligt vender tilbage til landskabet. Et landskab, som er i konstant forandring i disse år. Samtidig er det vigtigt, at jordemoderen ikke blot kopierer andre kort. Faget kan således lade sig inspirere af sociologien, filosofien, psykologien osv. Faren er imidlertid den, at lånte kort ofte viser den forkerte vej i praksis. Jordemødre har derfor gode grunde til at aftegne nye kort over egen praksis, hvilket ikke blot forener fagets teori og praksis, men samtidig viser nye veje til jordemoderkunsten.



Refleksion og distance

Specielt for jordemødre Posted on Fri, February 23, 2007 20:57:42

Jordemødre skal reflektere. Allerede på Jordemoderuddannelsen bliver studerende oplært i kunsten at reflektere. Begrebet indgår stadig oftere i kursusbeskrivelser, retningslinjer og andre mere eller mindre formelle hensigtserklæringer. Der skal reflekteres over noget, med noget, ud fra noget, indenfor noget, i noget og sågar på noget. Ofte er det en aktuel praksissituation, der åbner for refleksion, hvilket både kan finde sted på uddannelsen og ikke mindst i klinisk praksis. Når det gælder selve kunsten at reflektere, bliver det straks mere diffust. Ofte henvises til forskellige teoretikere, hvor Donald Schön er den mest citerede i sundhedsprofessionerne. Skal vi helt ned på jorden er det alligevel svært at skelne mellem refleksion og det mere simple budskab om at tænke sig godt om. Den refleksive praksis er imidlertid blevet helliggjort, som en uomgængelig del af klinisk praksis, hvor vi skal reflektere over snart sagt hvad som helst. Midt i denne omsiggribende refleksionspraksis rejser der sig flere vigtige spørgsmål. Hvad er det mere præcist der sker når vi reflekterer og kan der være situationer, hvor vi helt bør undgå at reflektere?

Med refleksion vil de fleste forstå en overvejelse, betragtning eller eftertanke. Går vi fra en begrebsbestemmelse til en praksisbeskrivelse vil det at reflektere referere til en praksis, hvor der anstilles betragtninger, tænkes grundigt over noget, hvor vi anvender eftertanken eller hvor vi bevidst overvejer et eller andet. Som tidligere nævnt har en lang række teoretikere behandlet refleksionsbegrebet og refleksionspraksis, hvilket ikke skal uddybes her. I denne sammenhæng skal der kun fokuseres på enkelte sider af den refleksive praksis for derigennem at se på de situationer, hvor refleksion er ufrugtbar eller tilmed krænkende i mødet med kvinden og familien som helhed.

Som et vigtigt særkende vil vi kunne løsrive os fra praksis når vi reflekterer i praksis. Med den refleksive tanke vil vi uundgåeligt løsrive os fra en umiddelbar tilgang til den anden. Vi lader tankens begreber være de midler, som former vores tilgang til praksis. Vi vil se situationen udefra og være foranlediget til at inddrage hypoteser af typen ’hvis og så hvis…‘. Jordemoderen bliver beskuer af egen praksis, hvilket appellerer til brug af teorier, procedurer, retningslinjer og andre begrebslige instrumenter. Denne refleksive praksis adskiller et rationelt begreb om praksis fra et mere personafhængigt greb i praksis. Set fra denne vinkel vil vi gennem refleksion være tilbøjelige til at indtage betragterrollen og dermed give kvinden en begrebslig indpakning. Men hvad er så problemet?

Ser vi på Jordemoderkunsten som en profession, hvor jordemoderen bærer eller drager omsorg for kvinden vil jordemoderen ofte skulle overskride sig selv ved empatisk at give sig hen til kvinden. Fokuseres der med andre ord på jordemoderkunsten, som en mere eller mindre selvforglemmende aktivitet, hvor kvinden i væsentligt omfang definerer jordemoderens opgaver, bliver refleksion en mulighed men også en begrænsning. Refleksion vil kunne distancere jordemoderen i nærværets tjeneste. Med et refleksivt forhold til kvinden vil jordemoderen i højere grad være noget for kvinden til forskel fra at være ved kvinden. Mere præcist vil en refleksiv praksis gøre jordemoderen bevidst om de mange opgaver, som er nødvendige i situationen, men vil samtidig gøre det mere vanskeligt at opretholde et nærvær, som bl.a. betinger tilliden til kvinden.

Min pointe er ikke at refleksion er en forkert praksis i jordemoderkunsten – tværtimod. Pointen er, at den refleksive praksis kun bærer frugt, hvis vi sætter grænser for refleksionens muligheder. Vi skal med andre ord medtænke refleksionens konsekvenser og begrænsninger, hvis refleksion skal finde sin værdi i praksis.



Fødslens filosofi

Specielt for jordemødre Posted on Fri, February 23, 2007 20:48:53

Fødslen som det store vidunder set med filosofferens øjne.

Læs artiklen via den vedhæftede fil.

Blog Image



Hvad skal vi med filosofi?

Specielt for jordemødre Posted on Fri, February 23, 2007 20:38:31

Jordemoderens praksis afspejler en lang række fagkundskaber. Blandt disse finder vi filosofien. Hvad filosofien mere konkret skal bruges til er straks mere diffust. Som nyansat filosof på Jordemoderuddannelsen i Esbjerg vil jeg her forsøge at give nogle bud på, hvordan filosofien ikke blot er interessant, men også en vigtig del af jordemoderens praksis.

I modsætning til andre sundhedsuddannelser såsom Sygeplejerskeuddannelsen og Fysioterapeutuddannelsen er filosofien ikke et fag i Jordemoderuddannelsen. Dog finder vi flere af de filosofiske discipliner blandt Jordemoderuddannelsens kurser. Som de to vigtigste bør nævnes etik og videnskabsteori. Etikken vedrører spørgsmålet om den rigtige handling og den gode jordemoder. Hertil kommer en lang række etiske spørgsmål af forskellig karakter, som ikke skal belyses her. Når det gælder videnskabsteori er det en ny relevant disciplin i Jordemoderuddannelsen. Grundtanken er, at arbejde med viden, som en drivkraft i praksis uden at forfalde til blotte meninger og holdninger. Nøgleordene er begrundelse, forklaring og forståelse.

Udover etik og videnskabsteori vil der være flere af filosofiens grunddiscipliner, som har værdi i relation til jordemoderens praksis. Blandt disse kan nævnes erkendelsesteori og metafysisk. Med erkendelsesteorien er det frugtbart at spørge til de oplevelser, som både moderen og faderen gennemlever før, under og efter fødslen. Eksempelvis opleves tiden forskelligt og værdier forandres. Kort sagt, verden ser anderledes ud. Forståelsen for dette perspektivskifte kan være med til at nuancere jordemoderens arbejde. Ser vi på metafysikken er det relevant at spørge til forholdet mellem krop og bevidsthed. Hvordan vil bevidsthedsoplevelser få indflydelse på kroppens reaktioner og omvendt? Desuden er det frugtbart at belyse de forskellige bevidsthedsskift, som kvinden (og manden) gennemløber under fødslen. Ser vi på den anvendte filosofi som helhed vil det være relevant at stille en lang række spørgsmål vedrørende identitet, sundhed/sygdom, teori/praksis, menneskesyn, livsanskuelser og meget mere.

Nu skal det med det samme nævnes, at ovenstående spørgsmål i stort omfang indfanges af de kurser, der befinder sig i Jordemoderuddannelsen i øjeblikket. Dog mangler den vigtigste del af filosofien, hvilket er den filosofiske metode. Det er netop den filosofiske metode, som negligeres når faget filosofi reduceres til delelementer i andre fag og kurser. Men hvordan kan den filosofiske metode være til gavn i jordemoderens fag og virke?

Den filosofiske metode befinder sig i spændingsfeltet mellem viden og uvidenhed. På den ene side stræbes efter viden og erkendelse, som kan forme en stadig mere skarpsleben profession. Denne stræben efter viden skal imidlertid næres af en uvidenhed. Det er først når jeg har erkendt, at der er noget jeg ikke ved, at der åbnes for ny viden. Denne balancegang mellem viden og uvidenhed er særdeles vigtig i jordemoderens praksis. På den ene side er det gennem viden at nye kundskaber funderes. På den anden side er det åbenheden overfor alt det jeg ikke ved der skaber rum for ny viden om den gode fødsel.

Den filosofiske metode kan være med til at perspektivere jordemoderens arbejde. Filosofien vil være de spørgsmål der fjerner de faglige skyklapper og derigennem gør det entydige mere flertydigt. Gennem fortsatte kritiske spørgsmål vil der skabes en åbenhed for de mange forskellige perspektiver der er forbundet med den gode fødsel. Filosofien vil her være en indstilling, der på professionel vis sætter jordemoderen i stand til at vide mere om den næste fødsel.

Hvis et fag skal styrkes skal de faglige dogmer belyses kritisk. Med filosofien som metode vil man således altid være sin egen største kritiker. Hvordan kunne jeg have handlet anderledes? Hvad har jeg lært af denne situation? Hvordan kan mine erfaringer skabe viden om min fremtidige praksis? Filosofien vil her være det eneste fag, som ikke blot indeholder en mængde viden der skal læres men i højere grad omhandle et menneskesyn der skal væres.

På anden vis kan filosofien være med til at skabe en faglig bevidsthed, der kan øge det faglige engagement. Dette kan ske gennem værdiafklarende spørgsmål. Spørgsmålet om den gode fødsel kan differentieres i en lang række delspørgsmål, som aldrig er irrelevante når det er selve sagen der skal profilere faget. Billedligt er filosofien som et vejskilt ved en skillevej, der giver grund til at orientere sig inden den videre færd. Med filosofien stopper man op, og reflekterer over den situation, man står i, inden man drager videre. Bliver vi i trafikmetaforen kan filosofien tilmed være det helleanlæg, som jordemoderen positioner sig i forhold til. Hvor står jeg fagligt? Hvad er mit udgangspunkt? Hvilke værdier bygger mine handlinger på? Hvad er jordemoderkunstens væsentligste omdrejningspunkt? Den filosofiske metode kan herigennem være et nødvendigt frirum, hvor aktiviteterne ikke rettes udad, men indad. Hvor er jeg på vej hen? Har jeg valgt den rigtige vej? Hvilke redskaber skal jeg have med på min nye vej?

Filosofien som metode

Stille spørgsmål til jordemoderens praksis

Perspektivere jordemoderens praksis

Reflektere over jordemoderens praksis

Abstrahere fra jordemoderens praksis

Kritisere jordemoderens praksis

Vurdere jordemoderens praksis

Slutteligt skal det understreges, at jordemoderen ikke skal forholde sig til filosofien men forholde sig til egen praksis på en filosofisk måde, hvor målet er at finde et ankerpunkt, hvorfra jordemoderens fagidentitet kan have sin reference. Med filosofien stilles der ikke noget sikkert resultat i udsigt men der gives til gengæld en mulighed for, at få bevidsthed om ens egen faglige horisont.

Min konklusion er, at filosofien ikke skal placeres i jordemoderfaget, som man placerer en blomst i vindueskarmen så det hele ser lidt pænere ud. Pointen er derimod at lade filosofien være en praksisform, der ikke skal gøre jordemødre til filosoffer men lade filosofien bidrage til en bedre jordemoderpraksis.