Aktuelt bliver såkaldte ’aborter’ nu begravet, hvis de finder sted i Herning, Holstebro eller Herlev. Alternativet er en behandling af det aborterede foster, som biologisk affald. Sidstnævnte praksis kan virke anstødelig på nogle, hvorfor en begravelse synes mere anstændig. Men hvordan hænger dette nu sammen? På den ene side er der selvsagt fuld forståelse for de forældre, som mister deres barn sent i graviditeten og derfor ønsker en værdig behandling af deres afdøde barn. I den anden ende af graviditeten finder vi spontane aborter, som kvindens egen biologi frastøder tidligt i graviditeten, hvilket muligvis efterlader sorg men ikke begravelser. Mellem disse yderligheder skal vi ikke blot finde en grænse for provokeret abort men også en grænse for relevansen af en begravelse af ”fostret”. Abortgrænsen er i øjeblikket fastsat til 12. graviditetsuge. Begravelser af fostre under denne grænse uge kan virke dobbeltmoralsk. Man kan således forestille sig forældre der på den ene side ønsker provokeret abort i 12. uge (eller senere) men samtidig bibeholder retten til en begravelsesplads. Når vi således drøfter abortgrænsen i disse måneder bør vi også drøfte anstændigheden og værdigheden bundet til behandlingen af det afdøde foster. Hvem er det egentlig vi gerne vil respektere? Blog Image