Når verden bliver mindre bliver de etiske spørgsmål større. Abortturisme i Spanien, kunstig befrugtning i Indien, nyrer importeret fra Bangladesh, rugemødre i Ukraine, assisteret selvmord i Schweiz. Man kan måske mene, at ovenstående eksempler fra medierne ikke kan sammenlignes. Alle er dog eksempler fra en verden der er blevet mindre, hvor penge er det middel, der flytter de geografiske grænser. Men hvad flytter de etiske grænser? Hvis vi laver et etisk regnskab vil vi i de fleste tilfælde acceptere ovenstående praksis. Lad os tage eksemplet med den rige dansker, der akut mangler en nyre. Samtidig har vi en fattig inder, der hårdt har brug for penge til at brødføde familien. Kort sagt – med organhandel/organtransplantation får vi en glad dansker og en glad inder. Hvad er så problemet? Problemet er, at vi i Danmark ofte kalder os selv for humanister, hvilket gør regnskabet uetisk. Som humanist er et medmenneske aldrig blot et middel men altid et mål i sig selv. Hvis inderen bliver brugt som organdonor vil han udelukkende være et middel og ikke et mål i sig selv. Udfordringen består derved, at følelserne let tager overhånd når vi selv står i situationen. Før vi selv når der til bør vi tænke os grundigt om. Hvor langt vil jeg rejse geografisk? Dette spørgsmål skal oversættes til: Hvor langt vil jeg rejse fra min etik? (Trykt som debatindlæg i Politiken d. 16.2.2007)

Blog Image